I det følgende beskrives processerne i et moderne hvedemelsmølleri. Mølleriets opgave er at separere hvedekernens ydre skaldele (klid) fra den indre kerne (frøhvide) og formale denne til mel og gryn.
Inden hvederåvaren lagres i en råvaresilo, er det nødvendigt med en grovrensning. Det sker med en aspiratør (luftrenser for lette partikler), soldrenser (størrelse), triør (form, fx hvede fra havre), stenadskiller (baseret på densitet) samt magnetadskiller (for fjernelse af jernpartikler). For at fjerne urenheder, der sidder fast på kernens skal og bugfure, har man friktionsrensere (abraders) og børstemaskiner.
Efter rensningen analyseres (prøveformales/bages) hvedepartiet, hvorefter det blandes med andre partier for at få en ensartet kvalitet. Derefter tempereres kernerne ved, at der tilføres 1-4% vand fulgt af korttidsopbevaring i en konditioneringsbeholder. Fugtningen gør kernernes skaldele elastiske, mens frøhviden stadig er hård og skør. Under formalingen passerer kernerne og de resulterende grove og fine partikler valsestolene, hvor de bliver udsat for både en klemmende og en rivende virkning. Rivningen opstår ved, at de to valser i et valsepar roterer med forskellig hastighed. Herved pulveriseres den skøre frøhvide til bagerimel (partikelstørrelse < 200 μm) og gryn.
Flagerne fra valsestolen opløses ved hjælp af en mild behandling i en detachør og separeres i størrelsesorden klid, gryn og mel i en plansigte eller en centrifugalsigte, hvorefter de tilbageføres til nye valsestols- og sigtningspassager, først med riflede valser og siden glatte, for at ekstrahere mest muligt hvidt mel fra skaldelene. Man regner med 4-30 valsestolspassager i en valsemølle. Udbyttet af bagerimel varierer fra 70-82% med 0,45-0,80% askeindhold. Klidfraktionen (ca. 14%) sælges som føde til fx grovbrød eller som foder, mens kimfraktionen (1-2%) kan bruges til fremstilling af hvedekimolie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.