majestas

Krænkelse af maiestas regnedes for en grov forbrydelse, men hvor tidligt og hvorledes den blev straffet er uklart. Fra o. 100 f.v.t. har vi vidnesbyrd om lovgivning imod maiestas og straffesager herom. Under Sulla gennemførtes en lov, der definerede maiestas nærmere og bla. omfattede magistrater og proconsuler, som overskred deres magtbeføjelser. Beskyldninger herom var hyppige i den sene republik. Sagerne blev ikke ført for de almindelige domstole, men i senatet. Straffen var som regel eksil, eventuelt kombineret med hel eller delvis konfiskation af den dømtes ejendom.

Sullas lex Cornelia de maiestate havde bla. fastlagt, at en proconsul ikke måtte føre de tropper, der stod under hans kommando, uden for provinsens grænser. Det gjorde Julius Cæsar, da han som statholder i Gallien 49 f.v.t. med sin hær overskred Rubicon, der dannede grænse mellem Gallien og Italien.

Med Augustus' Lex Julia de maiestate (8 f.v.t.) blev maiestas udvidet til også at omfatte kejseren og hans familie. Ikke kun anslag imod deres sikkerhed, trusler og sammensværgelser blev straffet, men også fx bespottelse af kejserens portræt og fra 300-tallet e.v.t. endvidere varseltagning om hans død. Reglen om at sagerne skulle pådømmes af senatet blev tilsidesat, og mange domfældelser fandt sted in camera og uden appelmulighed. Fra Tiberius og fremefter var straffen for maiestas som hovedregel døden, idet kejseren dog kunne benåde den dømte til eksil. Titus stillede kortvarigt maiestas-sagerne i bero, men efter hans død 81 e.v.t. blev de genoptaget.

Romerret