messalinakomplekset

Kejserinde Valeria Messalina (ca. 17–48 e.v.t.) var gift med kejser Claudius og er blevet en af de mest berygtede kvinder i romersk historie, især på grund af de skandaløse fortællinger, antikke kilder som Tacitus, Sveton, Cassius Dio og Juvenal har videregivet. Hun beskrives som skruppelløs, magtbegærlig og seksuelt umættelig. Ifølge kilderne skulle Messalina have manipuleret retssager mod sine fjender, fået rivaler ryddet af vejen, og haft utallige seksuelle relationer.

Den mest spektakulære fortælling stammer fra digteren Juvenal, som påstår, at hun om natten forklædte sig som prostitueret og arbejdede på et bordel i Rom. Hendes liv endte brat i år 48, hvor hun efter et hovedløst ægteskab med en anden mand, mens hun stadig var gift med kejseren, blev styrtet og myrdet. Hendes navn blev fjernet fra offentlige indskrifter og hun blev selve symbolet på den fordærvede kejserinde. I dag er de fleste forskere dog enige om, at de saftige historier om ”nymfomanen” Messalina i høj grad var udtryk for kildernes subjektivitet og fjendtlige propaganda.

På grund af Messalinas blakkede ry blev hun allerede kort efter sin død et symbol på dekadence og den farlige og ustyrlige kvindelige seksualitet, der for alt i verden måtte kontrolleres af manden for at undgå kaos. Historikere som Edward Gibbon (1737-1794) videreførte traditionen ved at skildre både Messalina og andre romerske kejserinder som moralsk fordærvede og naturbestemte til at korrumpere mænd. Fra middelalderen og fremefter blev Messalina således brugt som skrækeksempel. For eksempel blev dronning Marie Antoinette fremstillet som ”den nye Messalina” under den Franske Revolution for at retfærdiggøre hendes henrettelse.

I 1800-tallet voksede der en medicinsk interesse for kvindelig seksualitet, især når den blev opfattet som afvigende. Stærk sexlyst og onani blev betragtet som både årsag til og symptom på psykisk sygdom, og Messalina blev ofte fremhævet som prototypen på den kvindelige nymfoman. Behandling af tilstanden varierede fra diæter, åreladning og ”kølende kure” til mere radikale indgreb som kirurgisk fjernelse af klitoris (klitoridektomi, se kvindelig omskæring). Også sindssygeanstalter blev brugt til at internere kvinder med, der udviste ”utæmmet” seksualitet eller nægtede at tilpasse sig samtidens normer.

Samtidig blev den såkaldte ”depraverede kvinde”, der søgte seksuel nydelse uden forplantning som mål og dermed truede samfundsordenen kodificeret som ”Messalina-typen” i både psykiatri og litteratur. Således blev messalinakomplekset både et kulturelt og medicinsk begreb, der forbandt kvindelig seksualitet med sygdom, afvigelse og destruktiv magt.

Denne sygeliggørelse blev yderligere forstærket i værket La Donna Delinquente, la Prostituta e la Donna Normale (1893) af den italienske læge Cesare Lombroso og hans svigersøn, filosoffen og historikeren Guglielmo Ferrero (1871-1942). I dette værk blev Messalina blev fremstillet som typeeksempel på den ”kriminelle kvinde”. Inspireret af frenologi mente Lombroso og Ferrero, at hendes fysiske træk (lav pande, kraftig kæbe, tykt hår) afslørede en medfødt kriminel og hyperseksuel natur. Bogen blev hurtigt udbredt og bidrog til forestillingen om, at overdreven kvindelig seksualitet var tæt knyttet til kriminalitet. I praksis førte dette til gynækologiske undersøgelser af kvindelige forbrydere i England og USA for at afgøre, om de tilhørte den ”farlige”, promiskuøse kategori.

I første halvdel af 1900-tallet blev Messalina analyseret ud fra samtidens teorier om afvigende kvindelighed og psykoanalyse, hvor hun blev fremstillet som et eksempel på ”penismisundelse” og indre tomhed. Hendes (i periodens øjne) overdrevne seksualadfærd blev ofte sidestillet med psykopati. De kvinder, der i denne periode blev vurderet til at lide af samme sindslidelse, blev enten interneret på sindssygeanstalter eller udsat for lobotomi, bedre kendt som det hvide snit.

Synet på kvindelig seksualitet var dog under udvikling og efterhånden som bl.a. Kinsey-rapporten (1953) og den efterfølgende seksuelle revolution og feministiske bevægelse gjorde både læger og offentligheden klogere på denne, gik man bort fra både internering og lobotomi, der blev udført for sidste gang i 1967.

Diagnoser som ”nymfomani” blev fjernet fra psykiatriske manualer, og sygeliggørelsen af kvindelig seksualitet blev kritisk genstand for både medicin og historieforskning. Samtidig har forskere arbejdet på at rehabilitere historiske kvindeskikkelser som Messalina og nuanceret forståelsen af, hvordan antikkens kilder brugte seksualitet som et magtredskab. Messalina-komplekset fungerer derfor som et historisk eksempel på, hvordan kvindelig seksualitet blev stigmatiseret, patologiseret og politiseret. I dag bevæger videnskaben sig i en anden retning, hvor kvinders virkelige rolle i historien forsøges rekonstrueret uden fordomme.

• Messalina
• Kinsey-rapporten
• lobotomi

• C. Videbech & P. Videbech, Sindets ild. Sindssygdom og galskab i antikken, FADL's Forlag 2025.