psykopati

Begrebet stammer fra tysk psykiatri og blev oprindeligt brugt nogenlunde synonymt med det, der i dag kaldes personlighedsforstyrrelse. Begrebet var imidlertid upræcist, og i folkemunde blev det misbrugt som en slags letkøbt karakteristik af folk, man ikke kunne lide, og som man synes var usympatiske.

Efter 2. Verdenskrig faldt anseelsen for tysk psykiatri på grund af nazistisk involvering, og man søgte efter alternative begreber. Begrebet sociopat blev lanceret som et alternativ. De officielle diagnosesystemer fastholdt imidlertid betegnelserne dyssocial (ICD-10) og antisocial (DSM-IV) personlighedsforstyrrelse. Mange mente dog, at disse diagnoser lagde for meget vægt på kriminel adfærd, og at man derfor gik glip af kyniske og manipulerende personer, som ikke nødvendigvis var kriminelle i traditionel forstand. Man begyndte derfor at præcisere definitionen af psykopati, og der blev udført meget forskning med psykopati-tjeklister. Begrebet har dermed fået et mere præcist indhold og begynder at blive mere og mere accepteret i videnskabelige kredse.

En anden vigtig erkendelse er, at psykopati ikke er et enten-eller-fænomen. Som de fleste andre psykologiske fænomener er det et relativt begreb. En person kan være mere eller mindre psykopatisk. Psykopati er således ingen diagnose, men noget man har i større eller mindre grad, gerne i kombination med andre personlighedsforstyrrelser, og da især antisocial og narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Psykopati-tjeklisten (PCL) nedenfor er udformet af den canadiske psykolog Robert Hare (f. 1934) og hans medarbejdere. Maksimal score på denne tjekliste er 40 point. Der gives to point for hvert punkt, når adfærden bestemt er til stede. Hare og medarbejderne reserverer betegnelsen psykopati/psykopat til personer, der scorer mindst 30 point på denne liste. I praksis betyder det eksempelvis, at omkring en tredjedel af dem med antisocial personlighedsforstyrrelse i et "almindeligt" fængsel også vil kunne defineres som psykopater.

Behandling af psykopati er omstridt. For det første vil mange være umotiverede, fordi de eksternaliserer, det vil sige lægger skylden for egen ulykke over på andre. Eventuelt kan de acceptere behandling, fordi de er mere eller mindre dømt til det, eller fordi det giver dem midlertidige fordele.

Mange vil sige, at en person med psykopatiske træk, men hvor dette ikke er det dominerende, vil have et ændringspotentiale gennem psykoterapi, men at det er sværere ved psykopati med score over 30 på PCL. Det vil da gerne være behandlingstiltag med begrænset målsætning, såsom kontrol over vrede, skadelig brug af rusmidler eller at modvirke tilbagefald til kriminel adfærd. Medicin til at forbedre impulskontrol og dæmpe aggression, fx antipsykotika eller eventuelt visse typer antidepressiva, kan være nyttige i visse tilfælde.

Psykopater kan ofte påføre egen familie og andre personer stærke lidelser. Disse kan have stor nytte af fokuseret psykoterapi for at bearbejde det, de har været igennem, fx i form af gruppeterapi.

• personlighedstest
• psykoterapi
• personlighedsforstyrrelser

• Dahl, Alv A. & Aud Dalsegg: Charmør og tyran: et indblik i psykopaternes og ofrenes verden, ny udgave 2000, isbn 82-525-4969-1

• Karterud, S., Wilberg, T. & Urnes, Ø. (2017). Personlighedspsykiatri. Oslo: Gyldendal Akademisk.