Migræne er anfald af kraftig hovedpine, der opdeles i henholdsvis migræne med og uden aura. Migræne uden aura er anfald med kraftig, pulserende hovedpine, ofte kun i den ene side af hovedet. Hovedpinen forværres ved fysisk aktivitet og ledsages ofte af kvalme og opkast samt af overfølsomhed for lys og lyde. Hos en undergruppe starter anfaldet med forstyrrelser af syn, følesans og/eller tale. Denne type kaldes migræne med aura. Smertestillende lægemidler og triptaner benyttes som anfaldsbehandling. Forskellige lægemidler kan benyttes forebyggende ved hyppige anfald.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer via fransk migraine fra græsk hemikrania, af hemi- og kranion 'kranium'

Også kendt som
hemikrani, hemialgi (af græsk hemi- 'halv' og -algi 'smerte')

Forekomst

Migræne forekommer hos 10-15 % af befolkningen. To tredjedele har migræne uden aura, og en tredjedel har migræne med aura. Kvinder rammes dobbelt så hyppigt som mænd. De har ofte anfald i forbindelse med menstruation, men får det ofte bedre under graviditet. Hos børn er der ingen kønsforskel, men den øges gradvist fra puberteten indtil 30-årsalderen. Hos ældre personer falder forekomsten hos begge køn. Som regel har man migræne i årtier, men den kan være mere kortvarig, og der kan også være lange pauser, hvorefter migrænen kommer igen.

Årsager til migræne

Gennem danske tvillingeundersøgelser er det vist, at ca. 50 % af risikoen for migræne skyldes arv, og ca. 50 % skyldes miljø. Der er tale om såkaldt kompleks arv, hvor mange gode og dårlige genvarianter tilsammen fastlægger en følsomhed over for migræne, en tærskel, som kan hæves eller sænkes af miljøfaktorer. Over 120 af sådanne genvarianter kendes i dag. En række miljøfaktorer, såkaldte triggere, kan udløse anfald, fx stærkt lys, alkohol, visse fødevarer, søvnmangel, sult og uregelmæssige måltider, stress og visse sanseindtryk, fx røg og stærk parfumelugt.

Migrænens mekanismer er delvist opklaret gennem dansk forskning. Forskellige signalstoffer kan nemlig udløse migræneanfald, herunder nitrogenoxid (NO), calcitonin gen-relateret peptid (CGRP) og pituitær adenylatcyklaseaktiveret peptid (PACAP). Det har ført til medicinudvikling, som har forbedret behandlingsmulighederne betydeligt.

Sygdomsmekanisme

Pulsårerne i hjernen og uden på hovedet er forsynet med et tæt netværk af følenerver, sympatiske nerver og parasympatiske nerver. De indeholder forskellige signalstoffer, og frigørelse af disse menes at spille en afgørende rolle for smerteudløsningen. Der er formentlig tale om en gensidig påvirkning af nerver og blodkar, som udvides. Ved migræne med aura udløses anfaldet af fænomenet Cortical Spreading Depression (CSD), der består i ophævelse af spændingen over cellemembranerne i hjernecellerne (neuronerne). Ved migræne uden aura er det uklart, hvordan anfaldet udløses.

Symptomer

Migræne med aura

Omtrent 30 % af personer med migræne har indledende symptomer, kaldet aura. 90 % af dem har synsforstyrrelser, mens føleforstyrrelser og taleforstyrrelser optræder sjældnere, oftest i kombination med synsforstyrrelser. En sjælden form for migræne er med lammelser og kaldes hemiplegisk migræne. Den er også særlig ved, at halvdelen af personerne har dominant arvegang og tre af generne og mutationerne kendes.

Synsforstyrrelserne starter som regel tæt ved centrum, breder sig gradvist ud gennem 5-10 minutter og varer 10-60 minutter, mest typisk 20 minutter. Der er en lysende, glimtende rand og inden for den kan synet forbigående forsvinde, så der er et hul i synsfeltet. Føleforstyrrelserne starter også ét sted, oftest i fingrene og breder sig gradvist derfra op ad armen, springer så op i ansigtet og ofte ind i tungen. De kan da ledsages af problemer med at finde de rigtige ord. Under eller oftere efter disse forstyrrelser kommer der hos de fleste hovedpine, kvalme og andre symptomer ganske som ved migræne uden aura. Der er dog også mange, der kun har en lettere hovedpine og atter andre, som slet ikke har hovedpine.

Migræne uden aura

Migræne uden aura starter med gradvist udviklet hovedpine. Den er oftest lokaliseret til den ene side af hovedet, den dunker i takt med pulsen, forværres ved fysisk aktivitet og er af middel til svær intensitet. Den ledsages af kvalme, eventuelt opkastning, og der er overfølsomhed over for lys og lyde. Denne form er mindre kendt end migræne med aura, men den er mere smertefuld og forekommer hyppigere. Ca. to tredjedele af alle personer med migræne har ingen aura. Det er denne form, der meget ofte er associeret med menstruationer og som ofte bliver meget bedre eller helt forsvinder i de sidste 6 måneder af en graviditet. Næsten al nyere medicin er testet hos denne gruppe, og det formodes også at virke hos personer med migræne med aura. Mens migræne med aura er associeret med en lettere øget risiko for blodprop (apopleksi), så gælder det nok ikke migræne uden aura. I begge tilfælde udvises der dog forsigtighed i forhold til brug af østrogenholdige præparater.

Kronisk migræne

Hovedpine i mindst 15 dage pr. måned, hvoraf mindst 8 dage skal være med migræne, i over tre måneder, kaldes for kronisk migræne. Tidligere blev denne hårdt ramte gruppe ikke inkluderet i afprøvning af ny medicin, og i det hele taget blev den overset eller personerne blev beskyldt for at være psykisk syge. I de senere år har der været fokus på disse hårdt ramte personer, og nu udføres afprøvning af ny medicin både hos denne gruppe og hos personer med sjældnere anfald. En del nye og dyre præparater forbeholdes af økonomiske grunde denne gruppe.

Diagnose

Den internationale hovedpineklassifikation giver meget præcise diagnostiske kriterier for alle hovedpinesygdomme. Når de anvendes er der meget lille diagnostisk usikkerhed. Der skelnes mellem migræne med aura, det vil sige syns-, føle- og/eller sprogproblemer og migræne uden aura. Migræne optræder med vidt forskellig anfaldshyppighed, som er afgørende for, hvor meget sygdommen påvirker den ramtes livskvalitet og arbejdsevne. De meget hårdt ramte har nu fået deres egen diagnose: kronisk migræne. Personer med fire anfaldsdage eller mere pr. måned får forebyggende behandling, mens personer med sjældnere anfald får anfaldsbehandling

Diagnosen baseres på sygehistorien med typiske symptomer, samt en nøje neurologisk undersøgelse. Ofte bliver personen bedt om at registrere anfaldene i en hovedpinedagbog eller kalender. Ved typiske symptomer er scanning eller andre undersøgelser ikke nødvendige. De kan undertiden være skadelige på grund af irrelevante fund, der skræmmer personerne. Ved atypiske symptomer eller fund kan det være nødvendigt med MR- eller CT-scanning af hovedet. Ved hemiplegisk migræne, der er migræne med halvsidig kraftnedsættelse, kan der foretages genetisk testning.

Behandling af migræne

Det er beregnet, at op til 90 % af personer, der søger behandling for hovedpine, kan behandles tilfredsstillende af deres praktiserende læge. Hvis det ikke fungerer, kan lægen henvise til en praktiserende neurolog, og hvis det også svigter, kan der henvises videre til et højt specialiseret hovedpinecenter.

En vigtig del af behandlingen af migræne består i at identificere og undgå de udløsende faktorer (triggere), som søvnmangel, alkoholindtag eller andre specifikke triggere.

Milde migræneanfald kan ofte behandles med almindelige smertestillende lægemidler, fx paracetamol, ibuprofen eller naproxen og lægemidler mod kvalme. Det er ofte nødvendigt med ro, gerne i et mørkt rum på grund af lysskyhed.

Triptaner

Triptaner er lægemidler, der hindrer udvidelse af blodkarrene ved at binde sig til såkaldte serotoninreceptorer. De virker derfor kun på migræne og ikke på andre smerter. Personer, som ikke har effekt af de almindelige smertestillende lægemidler, kan forsøge et triptan. At der ikke er effekt af et triptan, kan først afgøres, når det er taget ved mindst tre anfald. At afgøre, hvorvidt triptaner i det hele taget ikke virker, kræver, at der er afprøvet mindst tre forskellige slags triptaner, hver tre gange. Triptaner findes som tabletter, smeltetabletter, næsespray og subkutane injektioner.

Der er risiko for såkaldt medicininduceret hovedpine, når der tages medicin over flere dage. Det sker hos mange, hvis de tager et triptan i 10 dage eller mere pr. måned eller almindelige smertestillende midler i 15 dage eller mere pr. måned.

Behandling af kraftige eller langvarige anfald

Personer med langvarige migræneanfald og status migrenosus indlægges eventuelt på sygehus.

Forebyggende behandling

Personer med hyppige migræneanfald kan behandles med forebyggende lægemidler, der tages hver dag for at forebygge anfald. Dette gælder omkring en fjerdedel af alle personer med migræne. Forebyggende behandling kan fx være betablokkere, kandesartan, eller antiepileptika som topiramat og valproat. Den slags lægemidler tages regelmæssigt over længere tid og under opfølgning af neurolog. Samtidig fører personen en hovedpinekalender, så den løbende behandlingseffekt kan følges. Hvis det første præparat ikke virker, prøves det næste. Desværre kan det ikke på forhånd afgøres, hvilket præparat der er bedst til den enkelte (såkaldt præcisionsmedicin). Hvis de traditionelle midler ikke virker eller har uacceptable bivirkninger, kan personen få tilskud til ny, dyr medicin, der blokerer CGRP-receptoren. Hvis der er tale om kronisk migræne kan der også gives behandling med såkaldt humant monklonalt antistof mod CGRP eller dettes receptor. Denne behandling gives indtil videre kun på hovedpinecentre, men bliver sikkert snart til rådighed for praktiserende neurologer.

Hvis forebyggende lægemidler ikke er effektive eller giver ikke-acceptable bivirkninger, kan der afprøves injektionsbehandling med botulinumtoksin hos personer med kronisk migræne. Andre muligheder er transkutan elektrisk nervestimulering (TENS) og psykologisk adfærdsterapi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig