miljøsamarbejde

Internationalt miljøsamarbejde sker på flere niveauer. Samarbejde, der er af rent faglig, teknisk eller videnskabelig karakter, diskuteres ofte på internationale seminarer, symposier o.l., og resultaterne heraf kan indgå i grundlaget for politiske beslutninger. Samarbejde mellem de grønne organisationer foregår ofte via forskellige internationale sammenslutninger oprettet med dette formål for øje, fx European Environmental Bureau (EEB), der er et samarbejdsorgan for miljøorganisationer i EU. Et andet eksempel er den internationale naturbeskyttelsesunion IUCN (International Union for the Protection of Nature and Natural Resources, også kaldet World Conservation Union), der blandt sine medlemmer har flere end 1100 grønne organisationer fra ca. 160 lande. Globale organisationer som Verdensnaturfonden (WWF) og Greenpeace har en lidt anden karakter. Samarbejdet mellem interesseorganisationer kan stimulere den offentlige debat og præge den politiske dagsorden. En af disse organisationers vigtigste roller er imidlertid deres deltagelse, fortrinsvis som observatører med en vis taleret, i internationale møder i regeringsregi.

Den politisk vigtigste del af det internationale miljøsamarbejde sker mellem stater enten direkte eller gennem de internationale regeringsorganisationer. Det direkte samarbejde kan være bilateralt (mellem to lande), fx Øresundsvandsamarbejdet, eller trilateralt (mellem tre lande), fx samarbejdet mellem Danmark, Holland og Tyskland om Vadehavet. Samarbejdet kan også være mellem flere lande, fx vedr. hele miljøet i et bestemt område, bl.a. Nordsøen (se Nordsøkonferencerne), Arktis og Antarktis, eller vedr. dyr og planter i et bestemt område, fx Bernkonventionen (1979), evt. kun en enkelt dyreart som isbjørnen (Aftalen om Beskyttelse af Isbjørne, 1973). De paneuropæiske miljøministerkonferencer (se Århuskonventionen) er et eksempel på et bredt regionalt miljøsamarbejde. Andet samarbejde omfatter mange, måske de fleste lande i verden. Det gælder bl.a. Ramsarkonventionen, UNESCO-konventionen og Washingtonkonventionen.

Det meste af det internationale statslige samarbejde finder sted via internationale regeringsorganisationer, hvoraf et meget stort antal har miljøbeskyttelse med på deres programmer. Det gælder ud over EU fx FN-organisationer som FAO, UNDP og UNESCO samt FN's særlige miljøprogram UNEP. Andre eksempler er ECE (se regionale kommissioner), Europarådet, Nordisk Råd og OECD. Hertil kommer de mange internationale konventionssekretariater, som er oprettet af de deltagende lande. Sådanne sekretariater findes for fx MARPOL-konventionen (1973/78), Bonnkonventionen (1979), Klimakonventionen (1992) med Kyotoprotokollen (1997) og Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed (1992, se biodiversitet).

Samarbejdet omfatter de samme emner, som falder ind under national miljøpolitik. Hertil kommer, at der er problemer, som kun kan løses via internationalt samarbejde, bl.a. fordi "forurening" — med et slogan, der er blevet anvendt siden 1970 — "ikke kender landegrænser". Det åbne hav og stratosfæren "ejes" af alle lande, og visse arter af dyr, fx trækfugle, kan kun beskyttes ved fælles aftale mellem de lande, de opholder sig i. Foruden de nævnte konventioner findes bl.a. en international aftale om grænseoverskridende luftforurening, en protokol om ozonlaget i stratosfæren, Montréalprotokollen (1987), en havretskonvention (1982/94, se havret) og forskellige aftaler om trækkende dyr. Samarbejdet har imidlertid tætte relationer også til områder som international handel (se WTO) og transport, menneskerettigheder og indfødte folk eller integreres ligefrem i andre problemstillinger som sundhed og fødevaresikkerhed samt især i ulandenes udvikling. Desuden samarbejdes der om tværgående emner som fx miljøkonsekvensvurderinger (Espookonventionen fra 1991) og erstatning for grænseoverskridende miljøskader (Nordisk Miljøbeskyttelseskonvention, 1974).

Et supplement til den miljøorienterede del af den nationale ulandsbistand er samarbejdet om at tilvejebringe økonomiske midler og teknologi til ulandenes miljøforbedringer, fx gennem Verdensbanken eller gennem den såkaldte globale miljøfacilitet, GEF, der administreres i et samarbejde mellem UNDP, UNEP og Verdensbanken.

Traditionelt sondrer man mellem det uforpligtende og det forpligtende samarbejde. Førstnævnte giver sig udtryk i fælles erklæringer, anbefalinger eller beslutninger, som ikke er juridisk bindende for de deltagende lande, men kun har en moralsk-politisk betydning. Det gælder fx Nordsøkonferencernes og Vadehavssamarbejdets resultater; desuden resultaterne af de tre store FN-konferencer om miljøproblemer, Stockholmkonferencen (1972) om det menneskelige miljø, Riokonferencen (1992) om miljø og udvikling samt Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, Sydafrika (2002). Riokonferencen knæsatte bl.a. bæredygtighedsprincippet, mens erklæringen fra Verdenstopmødet understregede den indbyrdes afhængighed mellem "the three pillars" i bæredygtig udvikling: økonomisk udvikling, social udvikling samt miljøbeskyttelse. Grænserne mellem det uforpligtende og det forpligtende samarbejde kan imidlertid være flydende. Internationale erklæringer kan under visse forudsætninger udvikle sig til folkeret i form af folkeretlige sædvaner. Det gælder således princip 21 i Stockholmdeklarationen om, at stater skal sikre, at aktiviteter i deres lande ikke skader miljøet i andre lande eller i områder, der "ejes" af landene i fællesskab. Internationalt samarbejde af denne art kan også med tiden udvikle sig til juridisk bindende aftaler på bestemte områder som fx aftalen mellem Danmark, Holland og Tyskland om beskyttelse af sæler i Vadehavet (1989).

Det bindende samarbejde sker i form af aftaler og traktater (konventioner), som er juridisk forpligtende for de lande, der formelt har tiltrådt dem. Inden for EU udmøntes det retligt bindende samarbejde dog i form af direktiver og forordninger, fx EF-fuglebeskyttelsesdirektivet; (se EF-fuglebeskyttelsesområde og fuglebeskyttelsesdirektivet, se også EU (7.9. miljøpolitik)). De aftaler, der eksisterer i dag, dækker talrige områder og emner, bl.a. forurening af hav, luft og jord (se fx hav (havmiljøkonventioner) og Baselkonventionen (1989), Rotterdamkonventionen (1998) samt Stockholmkonventionen (2001)), tropiske skove (den internationale aftale om tropisk tømmer, ITTA fra 1983, se regnskov), ørkner (Ørkenspredningskonventionen, 1994 (se ørkenspredning)) og flagermus i Europa (Bonnkonventionen).

Det internationale miljøsamarbejde har utvivlsomt medført miljøforbedringer på mange områder eller i hvert fald bevirket, at tilstanden ikke er blevet værre, end den er. Der er imidlertid flere svagheder eller mangler. De centrale aktører er staterne, som er suveræne og tilmed vogter over deres suverænitet. Der findes ikke en overstatslig myndighed e.l., der kan reagere, hvis stater ikke opfylder deres forpligtelser. Som oftest viger staterne tilbage fra at anklage hinanden for traktatbrud og fra at benytte sig af de mekanismer til at bilægge tvister, som mange aftaler indeholder. Et andet problem er tendensen til at fastsætte de fælles regler efter princippet om laveste fællesnævner, simpelthen for at få alle stater til at acceptere dem. Herudover er den økonomiske ulighed mellem verdens lande et stort problem. Der er en enorm forskel mellem den nødvendige økonomiske bistand fra de industrialiserede lande til ulandenes miljøforbedringer, der blev diskuteret på Riokonferencen (Agenda 21), og det beløb, der reelt stilles til disposition. At miljøproblemerne er taget op af et utal af internationale organisationer og behandles på mangfoldige møder, medfører væsentlige praktiske vanskeligheder for de nationale administrationer foruden store koordinationsproblemer.

Se også nordisk miljøsamarbejde.