En kvækkende næsetudse i et lavvandet vandhul i Belize.

Næsetudsen er en 7,5-9 cm lang springpadde. Den er det eneste medlem af familien Rhinophrynidae.

Faktaboks

Også kendt som

Rhinophrynus dorsalis

Hovedet er lille og trekantet med en spids snude og meget små øjne. Kroppen er robust, bred og oval, mens benene er meget korte og kraftige. Oversiden er mørkebrun til sort med et orangerød stribe ned langs ryggen og spredte orangerøde pletter, især koncentreret langs kropssiderne.

Næsetudsen er udbredt fra det sydøstligste Texas og ned gennem Mellemamerika til Costa Rica. Her lever den på græsstepper og i løvfældende skov. Den tilbringer en stor del af livet nedgravet i jorden; det er også her, den opholder sig gennem tørtiden. Næsetudsen graver sig baglæns ned i jorden ved hjælp af nogle tuberkler på bagføddernes første tå.

Den lever udelukkende af myrer og termitter, som fanges med tungen, der skydes ud gennem den rørformede mund; på samme måde som en myresluger.

Næsetudsen yngler i lavvandede, temporære vandhuller efter perioder med kraftig regn. Når hannerne kvækker, blæser de forkroppen op, og de er blevet sammenlignet med balloner, som flyder på en vandoverflade. Dens kvækken er et højlydt og gutturalt "WH-O-O-O-A", og store kvækkekor kan høres 3-4 km væk. Hunnen lægger 2.000-8.000 æg, som synker ned på bunden af vandhullet. Æggene klækker efter få dage. De op til ca. 4,5 cm lange haletudser har små skægtråde omkring munden og lever af at filtrere alger og lignende fra vandet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig