Nyreabsces er en ansamling af betændelsesmateriale, pus, i nyren eller med tæt relation til nyren.
Faktaboks
- Også kendt som
- nyrekarbunkel, byld ved nyren, byld i nyren, renal absces
Nyreabsces er en ansamling af betændelsesmateriale, pus, i nyren eller med tæt relation til nyren.
Nyreabsces kan skyldes betændelse båret med blodbanen fra et andet sted i kroppen. Mens dette var en ret almindelig årsag for nogle år siden, er den hyppigste årsag i dag betændelse i en blodansamling efter et indgreb på nyren eller en skade på nyren. En tredje årsag er betændelse i en væskeansamling, en cyste, i eller ved nyren.
Personer med et svækket immunforsvar har større risiko for nyreabsces, og behandling kan undertiden vare flere måneder.
Eksempler på tilstande med svækket immunforsvar er diabetes, nyresvigt og behandling med visse medikamenter påvirker kroppens immunforsvar, for eksempel binyrebarkhormon.
Urinen, der dannes i nyrerne, skal transporteres til urinblæren via urinlederne. Enhver tilstand (for eksempel stensygdom, bindevævsdannelse eller afklemning), der hindrer denne normale transport, disponerer for betændelse, og jo mere udtalt hindringen er, jo alvorligere kan betændelsen blive.
Derfor kan nyreabsces udvikles som komplikation til en anden sygdom i urinvejene for eksempel stensygdom.
En nyreabsces har tendens til at vokse over tid og kan ofte bryde gennem nyrenes overflade, således at betændelsesmaterialet (pusansamlingen) får større udbredelse uden for nyren (såkaldt perirenal absces).
Nogle abscesser er enkeltstående, mens der findes også abscesdannelse, hvor der ses talrige mindre abscesser spredt rundt i nyrevævet.
Personer med nyreabsces er ofte meget syge med høj feber og smerter svarende til nyren på den syge side. Der kan også findes tilfælde, hvor den type bakterier, der er involveret i nyreabscessen, ikke er voldsomt sygdomsfremkaldende (sløv absces), hvor symptomerne kan være mere uklare, som træthed, kvalme, madlede og eventuelt periodevise svedeture uden betydende smertereaktion.
Behandling af nyreabsces afhænger af fund ved diagnosen.
Hvis der er tale om mange små abscesser, kan betændelsesmaterialet ikke tømmes ud med dræn og behandlingen består da af antibiotikabehandling over en længere periode med behandling ind i blodårerne i begyndelsen. Det er samtidigt vigtigt at være opmærksom på, om afløbet fra den ramte nyre skal hjælpes på vej med udvendige eller indvendige katetre.
Hvis der er tale om en enkelt større absces er den klassiske behandling tredelt: Der gives passende antibiotikabehandling, man sikrer sig urintømningen fra den påvirkede nyre, og selve betændelsesansamlingen udtømmes (dræneres). Dette gøres normalt ved, at røntgenlæger ved indstik gennem huden lægger et plastikrør ind til nyrebækkenet (nefrostomi) og et eller flere gummirør (dræn) til ansamlingen med betændelsesmaterialet (pushulen).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.