nyrerne

På hver af nyrerne skelnes der mellem en forside (facies anterior) og en lidt fladere bagside (facies posterior). Tilsvarende skelnes der mellem en nedre nyrepol (extremitas inferior) og en øvre nyrepol (extremitas superior). Hver nyre er beklædt med en forholdsvis fast bindevævskapsel (capsula fibrosa), der giver nyreoverfladen et blankt og glat udseende, og som på raske, normale nyrer kan trækkes af. Hos nyfødte er overfladen dog knudret og ujævn. Rundt om hver af nyrerne er der rigeligt med fedt (capsula adiposa), der beskytter og støtter. De holdes, sammen med fedtet og binyrerne, på plads ved hjælp af bindevæv, dels i form af en lomme (fascia renalis) fra undersiden af mellemgulvet (diafragma), dels med bindevæv til musklerne på bageste bugvæg (musculus psoas major, musculus quadratus lumborum).

På nyrernes mediale side sidder det tragtformede nyrebækken (pelvis renalis) for at opsamle urinen, der ledes ud gennem urinlederen (ureter). Nyrebækkenet er fastgjort i den konkave nyreport (hilus renalis, nyrehilus), hvor også de store blodkar kommer ind og går ud. Her danner nyrevævet en dyb, spalteformet og fedtrig indbugtning, kaldet nyresinus (sinus renalis).

I lupforstørrelse virker et tværsnit af nyrebarken finkornet med synlige radiære, parallelle striber (marvstråler). Mellem dem ses talrige rødagtige "punkter", knapt synlige med det blotte øje; det er de såkaldte nyrelegemer (corpuscula renalia) eller Malpighis legemer. De er ikke mere end 0,2 millimeter i tværsnit og består hver af en kapillærnøgle med omtrent 30 kapillærslynger samt én tilførende og én fraførende gren (vas afferens og vas efferens), det hele omgivet af en tynd, dobbeltvægget kapsel (Bowmans kapsel). Selve kapillærnøglen kaldes glomerulus.

Mens den ydre del af kapslen ligger som en lille kugle omkring kapillærnøglen, vrider den indre del sig indad, så den beklæder selve kapillæroverfladen. De enkelte celler i nøglen er langstrakte med stærkt foldede kanter, de ligner næsten et tusindben, og de kaldes podocytter. Spalterne mellem dem er store nok til, at vand og småmolekylære elementer kan passere, mens proteiner og blodceller normalt ikke slipper igennem. Indenfor findes en basalmembran og (inderst) fenestreret endotel. Gennem disse tre lag filtreres præurinen eller primærurinen, det vil sige den første urin.

Det sted, hvor kapillærerne går ind og ud af kapslen, betegnes som dens karpol. I den modsatte ende er urinpolen. Her begynder nyrernes rørsystem eller tubulusapparat (tubulus renalis), hvor primærurinen forandres, både kvalitativt og kvantitativt.

Tubulusapparatet deles i tre afsnit:

1. hovedstykket, eller den proximale tubulus
2. overgangsstykket
3. mellemstykket, eller den distale tubulus

Nyrerne har en meget rig blodforsyning. Al tilførsel af blod til en nyre, både det, der skal renses, og det, der skal tilføre nyrevævet ilt (vasa privata), sker gennem nyrearterien (arteria renalis), der udgår i ret vinkel fra aorta abdominalis og træder ind i organet gennem nyrehilus foran nyrebækkenet.

I nyresinus deler den sig op i mindre enheder, først i en forreste og en bageste gren (ramus anterior og ramus posterior), der forsyner forskellige segmenter af nyren. Den forreste gren forsyner øvre, nedre og forreste del, mens den bageste gren forsyner nyrens bagside.

Fra disse segmentarterier (arteriae segmenti) deler blodkarrene sig i arteriae interlobares mellem nyrelapperne, hvor de stiger op til grænsen mellem nyrens marv og bark. Her lægger de sig langs basis af nyrepyramiderne, som arteriae arcuatae. Fra disse kar går der radiære grene mod nyreoverfladen og danner såkaldte smålapper, det vil sige en radiær gren (arteria interlobularis/radiata) med tilhørende glomeruli.

Glomerulusnøglerne hænger som små bær på disse interlobulærarterier og er forbundet med dem ved de afferente blodkar (vasa afferentia). I karpolen går også det fraførende blodkar ud (vas efferens). Dette kar er en lille arterie (arteriole), og ikke en vene, som det ellers er almindeligt i kroppen, når en arterie (her: vas afferens) opløser sig i et kapillærnet. Et sådant system, hvor en arterie og et kapillærnet ikke følges af en vene, kaldes ofte et mirakelnet (rete mirabile) eller Wundernetz.

De fraførende arterioler, der nu fører renset blod, forgrener sig så i kapillærer, der forsyner selve nyreparenkymet i barkområdet. I marven bliver nyrevævet ernæret af kapillærer, der udgår fra arteriae arcuatae. Blodet samler sig derefter i tilsvarende vener og forlader nyrehilus gennem nyrevenen (vena renalis) og derfra til nedre samlevene (vena cava abdominalis).

Nervemæssigt bliver nyrerne forsynet sympatisk og parasympatisk fra det autonome nervesystem fra plexus coeliacus, plexus aorticus og nervus splanchnicus minor. De danner tilsammen et nervenet (plexus renalis), der går ind i nyrehilus gennem nyrearteriens bindevæv.

Nyrerne kaldes blodets rensestation. Vigtige opgaver er at udskille urinstof (urea), der er et nedbrydningsprodukt af proteinstofskiftet, og urinsyre, der er et nedbrydningsprodukt af nukleinsyrer. Nyrerne udskiller også toksiske stoffer og lægemidler, der er nedbrudt i leveren. Desuden er de vigtige organer for reguleringen af væske- og elektrolytbalance i kroppen.

Udviklingen af nyrerne sker i nær tilknytning til udviklingen af kønsorganerne (genitalierne); urogenitalsystemet bruges derfor som en fælles betegnelse for disse organsystemer. Hos mennesker dannes der allerede i tredje til fjerde embryonale uge segmentale cellegrupper på hver side af rygstrengen (chorda dorsalis). De er af mesodermalt ophav og kaldes nefrotomer. De er kompliceret bygget, vokser lateralt og danner et lumen (indvendigt hulrum) med åbning til den embryonale bughule.

Det første anlæg (fornyren (pronephros)) består kun af otte til ti cellegrupper i det embryonale halsområde og tilbagedannes snart hos mennesker. Det gælder også det næste nyreanlæg, urnyren (mesonephros), der er et pølseformet organ på hver side af rygstrengen, med det permanente gonadeanlæg (kønskirtelanlæg) på forsiden og med en langsgående lateral afløbskanal (ductus mesonephricus, Wolffs gang). Urnyreanlægget tilbagedannes i løbet af anden embryonalmåned.

Det blivende nyreanlæg (metanephros) begynder at udvikle sig fra femte embryonale uge fra det nefrogene væv til andet til femte sakralsegment (nefrotomerne langs nederste del af rygsøjlen). Urinlederen (ureter) dannes her som en udvækst fra nedre del af Wolffs gang og trænger ind i nyreparenkymet. Mens samlerørene dannes af fortsatte opspaltninger af ureteranlægget, dannes tubulusapparatet af cellegrupper i selve nyrevævet.

Undersøgelse af nyrefunktionen er en vigtig proces ved mistanke om nyresygdom, da nyrerne er livsvigtige organer. Svigt i nyrernes evne til at filtrere blodet og regulere kroppens vand-, elektrolyt- og syre-/baseniveau kan opdages ved undersøgelse af blandt andet kreatinin og urinstof i blodserum. Fordi nyrerne har en vital betydning for menneskeorganismens normale funktioner, vil nyresygdomme få store konsekvenser, uanset om det drejer sig om medfødte misdannelser, infektioner eller tumorer.

Skrifter fra oldtidskulturerne nævner nyrerne og sygdomme knyttet til vandladningen. Man kendte til brugen af kateter, og operative indgreb i urinblæren blev udført. Den klassiske græske medicin beskrev både smertefuld og manglende vandladning, og allerede i fjerde århundrede f.v.t. skrev Hippokrates, at nyrerne "virkede som om de filtrerer vand". Meget af grækernes opfattelse blev overtaget, opretholdt og udbredt blandt læger i Romerriget.

Ved lægeskolen i Salerno var man i middelalderen optaget af urinvejslidelser, og skolen har givet eftertiden råd i form af latinske vers om, hvordan urinen burde undersøges, og hvilke urter der kunne anvendes ved forskellige nyrelidelser. Eksempelvis mente man, at mørk urin ikke kun skyldtes febersygdomme, men også mangel på søvn, høj alder og dårlig kost. Undersøgelse af urinen var vigtig. Uroskopi var noget, lægen måtte beherske, og både farve, lugt, smag og eventuelt bundfald (kaldet contenta) blev nøje beskrevet og gerne knyttet til patientens temperament.

Den flamske anatom Andreas Vesalius, der levede i 1500-tallet, var optaget af nyrernes anatomi. De var på den tid kun lidt kendt og var kommet helt i baggrunden af interessen for urinblæren, hvilket nok er forståeligt. Blæresten var nemlig ingen sjældenhed. Alligevel havde han ingen klar opfattelse af, hvordan urinen blev produceret, men han mente, at nyrerne havde et slags filter, der holdt urinen tilbage fra blodet. Også den italienske anatom Bartolomeo Eustachio var optaget af nyrernes anatomi, og hans lærebog (Opuscula anatomica, 1564) giver den første detaljerede fremstilling af dem.

I Padova arbejdede lægen og anatomen Giovanni Morgagni i 1700-tallet. I bogen De sedibus et causis morborum (1761) giver han flere beskrivelser af sygdomstilstande i nyrerne. Han er da også kaldt "grundlæggeren af den patologiske anatomi".

Operative indgreb i nyrerne forekom yderst sjældent, og skader endte ofte fatalt. Alligevel hører vi om indgreb (kaldet sectio alta) både i 1500-, 1600- og 1700-tallet for at fjerne konkrementer fra blæren, men også fra urinlederen og nyrebækkenet.

I løbet af 1800-tallet kom elastiske katetre af kautsjuk i brug, udviklet specielt af franskmanden Auguste Nelaton (1807–1873). Også forskellige instrumenter til opsamling og knusning af blæresten blev konstrueret. I 1867 blev urologi etableret som specialfag ved Necker-hospitalet i Paris.

Både bakteriologien fra slutningen af 1800-tallet og opdagelsen af penicillin (1928) bragte urologien fremad. Også forbedringer inden for radiologien og fremstilling af kontrastmidler gjorde det muligt at "se" urinvejene på røntgenbilleder. Disciplinen nefrologi opstod som en variant i 1950'erne, hvor dialyse og transplantation har været centrale områder. Nyretransplantation som teknik har udviklet sig helt fra man i 1912 gjorde de første eksperimenter på dyr. I Danmark skete det første gang på et menneske i 1964. Forståelsen af kreatininmåling, diagnosoticering af sygdomme i nyrerne ved hjælp af lysmikroskopiske snit af nyrevæv (nyrebiopsi) og brugen af ultralyd giver information om nyrernes morfologiske sammensætning og blodgennemstrømning, og det var noget, man tidligere ikke kunne forestille sig.

Både nyere materialer og teknikker – såsom elektronmikroskopi, CT og glasfiberoptik ved endoskopi – har efterhånden givet urologerne nye og stadig bedre muligheder for at stille diagnose og give behandling.

• nyresygdomme
• GFR
• fosterudvikling
• Wolffs gang