En omelet er en klassisk æggeret, der fremstilles ved, at æg piskes luftige og steges i smør eller andet fedtstof på en pande uden omrøring.

Faktaboks

Etymologi
Ordet omelet kommer fra fransk omelette, der tidligere hed amelette. Det er måske en omdannelse af oldfransk alemelle 'blad, klinge', der er udviklet af latin lamella 'tynd skive', samme ord som lamel.
Også kendt som

æggekage

Fremstilling af omeletter benytter sig af æggeproteinernes evne til at koagulere ved opvarmning, idet et æg kan binde en deciliter mælk eller fløde, som dermed stivner sammen med ægget.

Søde og salte omeletter

Omeletter indgår i både det søde og det salte køkken.

Søde omeletter

Æggehviderne kan piskes stive separat og derved give omeletten mere luftighed. Dette ses især i de søde desertomeletter. Omelette surprise er en isdessert, hvor flødeis er indbagt i piskede æggehvider, der under bagning isolerer den kolde is, så den ikke smelter.

Salte omeletter

De salte omeletter kan tilsættes lidt fløde og fyld som stegt flæsk, lynstegte grøntsager eller skinke sammen med forskellige krydderurter eller krydderier. Eksempler på sådanne middagsomeletter er omelette aux fines herbes og æggekage.

Servering af omeletter

I europæiske køkkener skelner man mellem foldede, åbne og "soufflé-omeletter".

I asiatiske køkkener fremstilles omeletter typisk til brug som tynde omslag med forskelligt fyld, der anvendes som garniture til supper eller serveres dækket af saucer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig