lungerne

Hver lunge består af flere lungelapper (lobi pulmonis), som er adskilt fra hinanden ved dybe spalter (fissurae), der delvis går på skrå og næsten når helt ind til lungehilus.

Den venstre lunge er mindre end den højre og har to lapper; en øvre lap (lobus superior) og en nedre lap (lobus inferior). Den højre lunge har tre lapper: udover en øvre og nedre lap også en midterlap (lobus medius).

Hver af lungerne er yderligere inddelt i ti segmenter. På venstre side kan der af og til kun være ni segmenter. Segmenterne er bestemt af den indvendige opdeling af bronkierne og blodkarrene og kan ikke ses på lungeoverfladen. Inddelingen i segmenter har betydning ved lungekirurgi, fordi et eller flere segmenter kan fjernes, uden at hele lungen beskadiges. Hvert segment er inddelt i smålapper (lobuli) af en størrelsesorden på mellem 5 og 30 millimeter.

Hver lunge er overalt beklædt med en tynd, gennemsigtig hinde kaldet lungehinden (pleura visceralis), som består af et enlaget pladeepitel. Den beklæder også overfladen af sprækkerne mellem lungelapperne og når helt ind til lungehilus. Ved lungehilus går lungehinden over i den tilsvarende brysthinde (pleura parietalis). Brysthinden beklæder brystskillevæggen, indersiden af brysthulen og mellemgulvets overside.

Eftersom brysthinden og lungehinden går over i hinanden, danner de en lufttæt, dobbeltvægget sæk, som kaldes lungesæk (pleura). Det gør, at hver lunge er omgivet af en serøs hule (cavitas pleuralis). Epitelet her kaldes mesotelpå grund af sin mesodermale oprindelse. Spalten mellem de to hinder i lungesækken indeholder et tyndt væskelag, der gør, at de spejlglatte flader kan hænge sammen og glide friktionsløst mod hinanden, efterhånden som brystkassen bevæger sig og ændrer form ved vejrtrækning. Da rummet er helt lufttæt, vil vedhæftningskraften (adhæsionen) mellem de to lungesæksblade medføre, at lungerne må følge brystkassens form og bevægelse, når vejret trækkes ind og ud.

I højde med fjerde brysthvirvel deler luftrøret (trachea) sig i to hovedbronkier. Hovedbronkierne er dannet af uregelmæssige, hesteskoformede ringe af hyalin brusk med bindevæv imellem. Delingsstedet på luftrøret kaldes bifurkaturen (bifurcatio tracheae), hvor en opstående bruskkam (carina) adskiller den højre og den venstre hovedbronkie (bronchus principalis dexter & sinister). Den højre hovedbronkie er lidt kortere og står mere stejlt end den venstre, hvilket har betydning ved undersøgelse af bronkierne, fx med bronkoskopi. Fremmedlegemer vil også lettere havne i højre bronkie end i den venstre.

I lungerne deler bronkierne sig i lapbronkier (bronchi lobares); tre på højre side og to på venstre side, svarende til antallet af lungelapper. Disse deler sig igen i tilsammen ti segmentbronkier på hver side. Denne opsplitning af bronkierne til stadig mindre enheder giver dem en vis lighed med grenene på et træ, og deraf kommer betegnelsen bronkietræet. De mindste rør, bronkiolerne, har ikke bruskbeklædning men glat muskulatur, som gennem det autonome nervesystem kan regulere deres indvendige hulrum (lumen).

Indersiden af det omkring ti centimeter lange luftrør er beklædt med et flerlaget cylinderepitel med fimrehår (cilier) med slimproducerende bægerceller imellem. Indersiden af bronkierne er også beklædt med respiratorisk epitel, hvor der er bægerceller imellem. Epitellaget bliver dog fladere og fladere, jo mindre bronkierne og bronkiolerne bliver, og i de mindste grene mangler både cilierne og bægercellerne helt.

Bronkiolerne fortsætter med at dele sig i stadig mindre grene. De allermindste kaldes respiratoriske bronkioler, fordi de ikke længere har en sammenhængende glat væg, men delvis består af lungeblærer, også kaldet alveoler (alveoli pulmonis), hvor der foregår respiration. Lungerne har tilsammen omtrent 300–400 millioner alveoler.

Via alveolegangene ender bronkiolerne blindt i ansamlinger af luftfyldte alveoler. Alveolerne er lungernes funktionelle enheder og har en diameter på cirka 0,1–0,2 millimeter. Det antal alveoler (omtrent 200), der står i forbindelse med en endebronkiole, kaldes acinus.

De tynde blærevægge danner et gitter, der tilsammen udgør en flade på omkring 80 kvadratmeter. Hver væg består af et dobbelt lag pladeepitelceller (pneumocytter type I): ét lag fra hver alveol, med et net af små blodårer (kapillærer) imellem. Kapillærerne dannes af grene fra lungearterien, som leder iltfattigt blod til lungerne.

Gasserne i luften skal derfor diffundere over to meget tynde vægge på under 0,001 millimeter: en alveolevæg og en kapillærvæg. To naboalveoler har gerne en fælles væg, et interalveolærseptum, med små porer, der danner forbindelse mellem dem. Blodets iltoptagelse har en direkte sammenhæng med antallet af vægge. Sygdomme, der destruerer lungevævet, så antallet af vægge bliver færre, fx emfysem, giver derfor mærkbart åndedrætsbesvær.

Nogle steder er der andre celler i alveolevæggene (pneumocytter type II), som udskiller et stof, der kaldes surfaktant. Sammen med sekret fra bronkiolernes Clara-celler danner dette stof en tynd film over den del af alveolevæggen, der vender mod luftrummet. Denne film bidrager til at reducere overfladespændingen i væggen, så alveolerne konstant holdes elastiske og udspilede og forhindres i at falde sammen under og efter udånding, hvor lungerne bliver mindre. Dette gør, at arbejdet med at udvide lungerne igen under indånding bliver betydeligt lettere.

Ilttrykket er større i alveoleluften end i blodet. Derfor vandrer iltmolekyler fra alveolerne over i blodet, indtil trykforskellen er udlignet. Kuldioxidmolekyler vandrer den modsatte vej, fordi denne gas findes i større koncentration i blodet end i alveoleluften. Indåndingsluften indeholder omkring 21 procent ilt og kun 0,04 procent kuldioxid, mens koncentrationerne i udåndingsluften er henholdsvis 16,3 procent og 4,5 procent.

Lungearterierne (arteriae pulmonales) fører iltfattigt blod fra hjertets højre hovedkammer til begge lunger. Under respirationen samles det iltrige blod i venerne fra alveolernes kapillærer. Der går to hovedgrene (venae pulmonales) ud fra hver lungehilus og til hjertets venstre forkammer. Dette kredsløb, fra højre hovedkammer, gennem lungerne og til venstre forkammer i hjertet, kaldes lungekredsløbet eller det lille kredsløb.

Lungevævet selv, sammen med lungesækken, bronkievæggene og lymfeknuderne, får sin egen blodforsyning fra de iltrige bronkialarterier (arteriae bronchiales), som er små sidegrene fra aorta. Disse kaldes ofte vasa privata, som en modsætning til blodårerne i det lille kredsløb, som ikke ernærer lungevævet selv (vasa publica).

Lungerne innerveres både parasympatisk fra nervus vagus og sympatisk fra truncus sympathicus. De parasympatiske fibre fører til sammentrækning (konstriktion) af bronkierne, mens de sympatiske fører til udvidelse (dilatation) af dem. Afferente sensoriske fibre går via den sympatiske grænsestreng til rygmarven.