saga

Hovedparten af kongesagaerne handler om Norges fyrster, men der blev også skrevet sagaer om danske konger, således Knytlingesaga, Jomsvikingesaga og Skjoldungesaga, der kun eksisterer i fragment. Om jarlerne på Orkneyøerne handler Orkneyinga saga.

Kronologisk spænder kongesagaernes emner fra oldtiden til Magnus 6. Lagabøters død 1280. Man har viden om tabte islandske kongeberetninger fra begyndelsen af 1100-tallet, og fra Norge kendes to latinske Norgeshistorier fra anden halvdel af århundredet.

De ældste bevarede sagaer blev skrevet på Island i slutningen af 1100-tallet om Olav 1. Tryggvason og Olav den Hellige (Olav 2. Haraldsson). I brudstykker er bevaret den såkaldte Ældste saga om Olav den Hellige og som helhed den lidt yngre Legendariske saga om Olav.

Oversat fra latin er munken Oddr Snorrasons saga om Olav 1. Tryggvason. Omtrent samtidig ansatte kong Sverre Sigurdsson den islandske abbed Karl Jónsson (d. 1213) til at skrive sin biografi, Sverris saga, der er et tidligt højdepunkt i sagafortællingens kunst.

Fra slutningen af 1100-tallet stammer den første rigshistorie på norrønt, fragmentet Ágrip af Noregs konunga sögum (Brudstykke af de norske kongers historie). Forfatteren var norsk.

Sagaen er stilistisk og kompositorisk en temmelig primitiv beretning om tiden fra Harald 1. Hårfager til 1150'erne. Alle de følgende sagaer er islandske.

I 1220'erne blev Fagrskinna (Det smukke håndskrift) forfattet som en Norgeshistorie indtil 1177, året, da Sverris saga begynder. Det skete måske på kong Håkon 4. Håkonssons initiativ.

Fra samme tid stammer den ældste, nu tabte version af Morkinskinna (Det rådne håndskrift) om kongerne efter Olav den Hellige. Disse rigshistorier bygger på ældre kongesagaer, hvoraf nogle er gået tabt, fordi de blev erstattet af nye sagaer.

Højdepunktet i denne proces er Snorri Sturlusons Heimskringla, der i fortællekunst kan sammenlignes med de bedste islændingesagaer. Snorri havde forinden skrevet en ny Olav den Helliges saga, og den indgår som midterstykke i Heimskringla, omgivet af de næsten lige så omfattende sagaer om Norges historie før og efter, indtil 1177.

Efter 1264 skrev Sturla Þórðarson sagaerne om Håkon 4. Håkonsson og Magnus 6. Lagabøter. Det blev de sidste originale kongesagaer, men i løbet af det følgende århundrede blev de gamle sagaer sammenskrevet til større kompilationsværker med Flateyjarbók (1380'erne), hvor også islændingesagaer indgår i kongernes historie, som det mest omfangsrige.

Islændingesagaerne er forfattet fra begyndelsen af 1200-tallet til midten af 1300-tallet. Kun enkelte brudstykker af håndskrifter er bevaret fra før 1300, og pga. de ofte sene afskrifter er en datering af de ca. 40 bevarede sagaer vanskelig. Man mener dog, at Egil Skallagrímssons saga er forfattet ca. 1230 og Njals saga ca. 1280.

Alle islændingesagaer er overleveret uden forfatternavn. De fremtræder som traditionens egen stemme, men stilundersøgelser har vist, at den "klassiske" sagastil blev udviklet i løbet af 1200-tallet som en litterær stilart.

Kongesagaerne kan have været en inspiration, men den vigtigste forudsætning var den indenlandske tradition. Islændingesagaerne er således emnemæssigt forbundet med Landnámabók.

Tilsammen skaber disse sagaer et omfattende og detaljeret billede af det hedenske islandske samfund, men ingen enkelt saga omfatter hele landets historie. Det er egnshistorier som Eyrbyggja saga, slægtshistorier som Laxdøla saga og sagaer med en enkelt person som centrum som Gísla Súrssons saga.

Islændingesagaerne blev skrevet og modtaget som historieskrivning, men alligevel har de en højere grad af tematisering end kongesagaerne, og oftest er deres hovedpersoner kun bipersoner i den virkelige historie.

Alle islændingesagaer handler om konflikter med realistisk basis i loven og de sociale normer. Det samlende tema er tiden og samfundet før kristendommen, der fremstilles som en heroisk guldalder.

I den ramme er det etiske tema gennemgående, koncentreret om blodhævn og ære. Mange islændingesagaer bruger skjaldestrofer som replikker. En gruppe, bl.a. Kormáks saga og Gunnlaugr Ormstunges saga, har en skjald som hovedperson.

En underafdeling af samtidssagaerne er bispesagaerne om islandske biskopper. De er forfattet ca. 1200-1350. Tre af dem er helgenbiografier om de to islandske helgener Jón og Þorlákr og den ikke-kanoniserede Guðmundr. Hungrvaka (Appetitvækker) beretter om biskopperne på Skálholt frem til 1176 og videreføres i Þorlákrs saga og Jóns saga. Senere blev Árna saga og Laurentius saga skrevet.

Meget i fornaldarsagaerne bygger nok på forfatternes fantasi, og i nogle af de sene sagaer kan vi se overgangen fra historieskrivning til fiktion.

Grænsen til kongesagaerne er flydende, idet både Heimskringla og Skjoldungernes saga indeholder fortællinger om oldtidens konger. De fleste fornaldarsagaer blev skrevet sent, i 1300- og 1400-tallet, men nogle har ældre forlæg, og som mundtlige fortællinger har de gamle rødder.

De høviske sagaer, også kaldet riddersagaer, er prosaoversættelser af 1100-tallets franske versromaner. I Tristrams saga, efter fortællingen Tristan og Isolde, navngiver oversætteren sig som broder Robert og skriver, at oversættelsen er foretaget i 1226 på kong Håkon 4. Håkonssons bud. Af Chrétien de Troyes blev oversat Ivens saga og Percevals saga. Strengleikar er en oversættelse af Marie de Frances Lais.

Karlamagnús saga gengiver en række Chansons de Geste, og Didriks saga bygger på nordtyske heltesagn. Riddersagaerne eller deres udenlandske forlæg er hurtigt blevet kendt på Island, og den høviske stil har påvirket nogle af islændingesagaerne, bl.a. Laxdøla saga. I emne og tema er riddersagaerne beslægtet med fornaldarsagaerne, og islændingene efterlignede dem i sagaer med sagn- og eventyrstof fra mange kanter. Disse sene sagaer kaldes eventyrsagaer.

Nogle af de oversatte historiske sagaer kan henregnes til den høviske litteratur. Det gælder fx Alexanders saga, omsat til islandsk fra Gautier fra Châtillons digt Alexandreis i midten af 1200-tallet. Før 1200 blev Veraldarsaga (Verdens historie) skrevet. Det er en bearbejdelse af flere udenlandske tekster. Fra begyndelsen af 1200-tallet stammer Trojumanna saga (Trojanernes historie) og Breta sǫgur (Briternes historie), der er en oversættelse af Geoffrey of Monmouths Historia regum Britanniae. Også jødernes og romernes historie blev til islandske sagaer.

Helgensagaerne, dvs. legenderne, er en hoveddel af sagalitteraturen, og de mange håndskrifter viser, at de har været en populær litteratur i katolicismens fire århundreder i Island. Det er sikkert også den ældste fortællende litteratur, der blev skrevet på det norrøne sprog.

Som nævnt blev der forfattet legendariske sagaer om de islandske helgenbiskopper og om Olav den Hellige; men hovedparten af de mere end hundrede norrøne helgensagaer er oversættelser eller bearbejdelser af fælleseuropæiske legender.

Der er bevaret enkelte norske håndskrifter med helgensagaer, bl.a. et fra ca. 1150 med legender om Blasius, Eustachius og Matthæus; men ellers er helgensagaerne islandske. Mange blev omskrevet og udvidet i løbet af middelalderen, og adskillige kendes i mere end én version.

De ældste er skrevet i klassisk fortællestil, og de har sikkert haft indflydelse på kongesagaerne og islændingesagaerne. Senere blev de skrevet i den såkaldt florissante stil, påvirket af latinsk retorik.

Blandt de mange helgensagaer kan nævnes sagaer om alle apostlene og den meget omfattende Maríu saga fra 1200-tallet med Jomfru Marias jærtegn og de apokryfe skrifter om hendes levned.