Spiralsagen er betegnelsen for en sag, hvor et betydeligt antal grønlandske piger og kvinder fra midten af 1960'erne til 1970'erne ufrivilligt fik lagt spiral op af sundhedsvæsenet i Grønland. Den såkaldte 'spiralkampagne' omfattede piger helt ned til 13 år.

Spiralkampagnen

Ved spiralkampagnens start i 1966 var argumentet fra de danske myndigheder, at man ville begrænse befolkningstilvæksten i Grønland for at sikre et tilstrækkeligt højt velfærdsniveau. Kampagnen blev indledt på opfordring fra Grønlandsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Da spiralkampagnen begyndte, var der ikke lovhjemmel til at sætte spiraler op på mindreårige piger uden forældrenes samtykke. Loven blev i 1970 ændret, så lægerne i Grønland kunne vejlede unge piger fra 15 år om prævention uden samtykke fra deres forældre.

Det anslås, at omkring 4.500 grønlandske piger og kvinder i perioden fra 1966 til midten af 1970'erne ufrivilligt fik lagt spiral op af sundhedsvæsenet i Grønland, der i perioden var administreret af Danmark.

Spiralkampagnen ophørte først i 1990'erne og dermed efter 1992, hvor de grønlandske myndigheder overtog ansvaret for det grønlandske sundhedsvæsen.

En uvildig undersøgelse af spiralsagen skal være afsluttet senest den 1. september 2025.

International kritik

Ved en FN-konference i 1974 blev der rettet en hård kritik af familieplanlægning i tidligere koloniserede lande som fx Grønland, og FN opfordrede til, at alle skulle have lov til at bestemme, hvor mange børn de vil have og hvornår

Officiel undskyldning fra Danmark og Grønland

I 2023 krævede folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) en officiel undskyldning og erstatning fra den danske stat.

I august 2025 undskyldte den danske statsminister Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen på vegne af henholdsvis den danske stat og det grønlandske selvstyre for spiralkampagnen.

Retsligt ansvar

I 2024 stævnede 143 af de berørte kvinder den danske stat for krænkelser af menneskerettigheder. I august 2025 var sagen endnu ikke afsluttet ved domstolene.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig