stafylokokker

Figur 1. Vækst af *S. epidermidis* (foroven) med hvide kolonier og *S. aureus* (forneden) med gule kolonier på en såkaldt chokoladeagarplade, der indeholder hesteblod, der er blevet opvarmet og derfor blevet brunt.

N. Høiby, undervisningsmateriale.

Figur 1. Kolonier af S. aureus og S. epidermidis

Af Niels Høiby.

Licens: CC BY SA 3.0

Stafylokokker er en slægt af kugleformede, grampositive bakterier, som karakteristisk deler sig i mere end et plan, så de danner uregelmæssige hobe, der minder om drueklaser. Stafylokokkernes naturlige tilhørssted er mennesker og dyrs hud og slimhinder. Stafylokokker kan vokse både med og uden ilt (fakultativt anaerobe) og omfatter 49 forskellige arter, hvoraf de vigtigste er S. aureus, S. epidermidis, S. saprophyticus og S. lugdunensis. S. aureus danner som regel gule kolonier på agarplader, mens de andre arter danner hvide kolonier, hvorfor de tidligere samlet blev benævnt S. albus (Figur 1).

Faktaboks

Etymologi: Ordet stafylokokker kommer af græsk staphyle 'drue' og kokkos 'bær'

S. aureus

S. aureus (Figur 2) findes i mindre mængde på omkring 10-30 % af alle menneskers hud, og de kan vokse i tilstedeværelse af 7,5 % salt, hvorfor de er godt tilpasset huden, hvor kraftig sved, som fordamper, kan medføre høj saltkoncentration. De er kendetegnet ved at danne enzymet koagulase, som får blodet til at størkne, og det enzym findes ikke hos de andre stafylokokarter, der kan forårsage sygdomme hos mennesker. Hos dyr findes to andre sygdomsfremkaldende stafylokokarter, S. intermedius og S. hyicus, som producerer koagulase.

S. aureus producerer en række enzymer og giftstoffer, som har betydning for de sygdomme, bakterierne fremkalder. Koagulasen får som anført blod og plasma til at størkne og det menes at være årsag til, at S. aureus danner bylder (abscesser).

Dannelse af enterotoksiner

Enterotoksiner, som der findes syv forskellige af, dannes af ca. 80 % af alle S. aureus-stammer, og de er årsag til fødemiddelforgiftning. Hvis mad forurenes med sådanne enterotoksin-producerende S. aureus-stammer og samtidig holdes varm, vil bakterierne kunne vokse i maden og producere enterotoksinerne i løbet af nogle timer. Toksinerne er ret varmestabile i modsætning til bakterierne, så de ødelægges kun langsomt ved kogning. Når maden så spises, opstår der efter få timer (inkubationstiden) opkastning og diarré, og da maden indeholder toksinerne, kaldes det fødemiddelforgiftning. Toksisk-shock-syndrom-toksinet er et såkaldt superantigen, der stimulerer et stort antal hvide blodlegemer til at producere såkaldte lymfokiner, som giver kraftig betændelsesreaktion, rødt udslet, feber og lavt blodtryk, og medfører derfor er en alvorlig infektionssygdom.

Resistens og MRSA

Penicillinase er et enzym, som spalter penicillin og gør det uvirksomt. Ca. 70 % af alle danske S. aureus-stammer producerer penicillinase. Da der blev opfundet nyere penicilliner, bl.a. meticillin og cefalosporiner, der er resistente overfor penicillinase, muterede S. aureus, så de også blev resistente over for disse antibiotika. De kaldes derfor meticillin-resistente Staphylococcus aureus-stammer (MRSA). Pr. 2024 er der ca. 1,5-2 % Staphylococcus aureus-stammer, der er meticillin-resistente i Danmark, og nogle af dem kommer fra Svinebesætningerne og tilhører type CC398. Svinene bliver ikke syge af disse stammer, og de fleste mennesker bliver kun kortvarigt raske bærere efter besøg i en svinestald. Svinekød indeholder ikke MRSA.

MRSA er mere udbredt i en række andre lande og patienter, der kommer fra sygehuse i disse lande og sygehuspersonale, der har arbejdet i disse lande, bliver undersøgt for bæretilstand af MRSA, bl.a. ved podning i næsen, hvis de indlægges eller skal arbejde på danske sygehuse. På den måde holdes spredningen af MRSA effektivt nede. S. aureus typeinddeles nu som regel med sekventeringsteknik af dens DNA.

Sygdomme

Sygdomme, der forårsages af S. aureus, er, foruden de anførte fødemiddelforgiftninger og toksisk shock syndrom, bl.a. bylder i huden, blodforgiftning (sepsis), knoglemarvsbetændelse, ledbetændelse, lungebetændelse (Figur 1), hjerteklapbetændelse, meningitis og hjerneabsces. Behandling er antibiotika og ofte kirurgisk åbning af en byld. En del af disse infektioner er sygehusinfektioner.

S. epidermidis

S. epidermidis findes på huden af alle mennesker (Figur 3), hvor de vokser fastsiddende som en biofilm på de ydre hudceller (epidermiscellerne). De producerer ingen toksiner og giver derfor ikke alvorlige infektioner. De er i stand til at vokse på kunstige overflader, fx intravenøse katetere, der bliver lagt i blodårer og på indopererede kunstige led, fordi S. epidermidis producerer et slimlag på sin overflade, som gør den i stand til at danne en biofilm på kunstige overflader. I sådanne tilfælde må kateteret ofte fjernes, og måske indopereres der et nyt led, da antibiotikabehandling af biofilminfektioner med S. epidermidis er vanskelig.

S. saprophyticus

S. saprophyticus findes på slimhinder og kan sommetider være årsag til blærebetændelse hos kvinder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Medicinsk mikrobiologi

Niels Høiby

Professor, overlæge, dr.med. ; Københavns Universitet