Tagalog er det officielle sprog på Filippinerne ved siden af engelsk. Det er et vestaustronesisk sprog og er tæt beslægtet med de andre sprog på Filippinerne som eksempelvis cebuano. Tagalog tales af ca. 33 millioner mennesker som førstesprog, især på den største ø Luzon i og ved hovedstaden Manila og på Mindoro. Som andetsprog tales det af yderligere ca. 54 millioner mennesker.
Faktaboks
- Også kendt som
-
filipino, pilipino
Sammenlignet med andre austronesiske sprog, især sammenlignet med indonesisk, er tagalog et konservativt austronesisk sprog, som har bibeholdt mange af de komplicerede diatese-systemer fra familiens grundsprog, protoaustronesisk.
I leksikalsk henseende har sproget dog optaget en del låneord fra spansk, eksempelvis den grammatiske partikel pero, som betyder 'men'.
De spanske talord, i en tillempet ortografi, er også i anvendelse ved siden af talord med austronesisk oprindelse. Dette kan sammenlignes med talordene på japansk, der også findes i to udgaver: Én, der er oprindelig japansk, og én, der baseret på kinesisk.
Tagalog skrives med det latinske alfabet og har fem vokalfonemer og 16 konsonantfonemer.
Verbet står som oftest først i sætningen, mens rækkefølgen af subjekt, objekt og de øvrige nominalled er fri.
Der findes ganske få låneord på dansk fra tagalog. Et eksempel er navnet på træet ylang-ylang, af hvilket der udvendes æteriske olier. Dette kommer fra tagalog-ordet ilang-ilang. Ellers begrænser danske låneord fra tagalog sig til forskellige udtryk for den traditionelle filippinske kampkunst med stokke og blankvåben, der er kendt i forskellige sammenhænge som henholdsvis kali, arnis og eskrima. Disse tre ord illustrerer i øvrigt den store leksikalske indflydelse fra spansk, da kun det første, kali, er et indfødt tagalog ord, som oprindelig har refereret til en bestemt type sværd. De to øvrige ord stammer hver især fra de spanske ord arnés 'rustning' og esgrima 'fægtning'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.