Tuberkulose blev især i sidste halvdel af 1800-tallet en meget hyppig dødsårsag i de industrialiserede lande, bl.a. betinget af dårlige boligforhold, som lettede smitteoverførsel. i perioden 1890-99 var 14 % af alle dødsfald i Danmark forårsaget af sygdommen; i 1997 mindre end 0,1%. I 1865 blev det påvist, at sygdommen kan overføres fra individ til individ, og i 1882 viste Robert Koch, at sygdommen er forårsaget af tuberkelbakterien.
I 1800-tallet var behandlingsforsøg koncentreret om at give patienterne sol og varme. Rige patienter rejste fx til Den Franske Riviera og Madeira. Ophold på sanatorier i bjerge i Midteuropa blev også populære. I år 1900 blev det første danske kystsanatorium oprettet (Vejlefjord Sanatorium), og herefter fulgte mange flere sanatorier. Der blev også foretaget kirurgiske indgreb på specialiserede sygehusafdelinger, fx på Øresundshospitalet. Det var imidlertid først efter 2. Verdenskrig, at det med fremkomsten af antibiotika lykkedes at få en behandling, som effektivt kurerede patienterne.
Faldet i forekomst i Danmark skyldtes primært forbedrede bolig- og ernæringsforhold. Herudover blev smittespredning nedsat ved tidlig diagnose, bl.a. på tb-stationer og ved undersøgelser på arbejdspladser. Fra 1940'erne til 1980'erne fik skolebørn tilbudt calmettevaccination, som yder en vis beskyttelse.
Fra ca. 1900 blev der sat ind over for kvægtuberkulose, som smitter mennesker gennem mælk, bl.a. ved pasteurisering af mælken. Omkring 1950 var tuberkulose udryddet hos danske kvæg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.