valg i Sydafrika 2024

Reglerne for valget af de 400 medlemmer af National Assembly blev forholdsvis enkle. De 200 skulle vælges fra partilister i hver af de ni provinser. Hvor mange der skulle vælges i hver provins, var før hvert valg på forhånd bestemt ud fra en forholdsmæssig fordeling efter antallet af registrerede vælgere.

De andre 200 skulle vælges som en slags tillægsmandater, idet partiernes samlede stemmetal blev brugt til at beregne deres forholdsmæssige andel af de 400 pladser i National Assembly. Fra dette tal trak man de pladser, der var opnået i de ni provinser. Resultatet var så det antal, hvert parti skulle have af de 200 tillægsmandater.

Partierne opstillede deres kandidater på såkaldte "lukkede" lister. Når det var klart, hvor mange mandater hvert parti skulle have, blev der talt ned fra toppen af kandidatlisterne; dermed blev det afgjort, hvem der var valgt til en plads i National Assembly. Der var altså absolut ingen mulighed for at stemme personligt på en af de mange kandidater.

Hertil kommer, at Sydafrikas grundlov i § 19 ikke bare siger, at alle voksne sydafrikanere har valgret, men også at de kan stille op til de forskellige slags valg. Dette har bare ikke været muligt i praksis på grund af valglovens indretning. Først i 2020 sagde Forfatningsdomstolen i en skelsættende dom, at National Assembly i løbet af 24 måneder skulle sikre, at valgloven kom i overensstemmelse med grundloven.

Valgloven er siden blevet udvidet med et tillæg bl.a. om vilkårene for "uafhængige kandidater" (independent candidates på engelsk). De uafhængige kandidater kan imidlertid kun deltage i kampen om de 200 mandater, der fordeles i de ni provinser. De kan stille op i flere provinser, men de kan ikke få stemmetallene fra de forskellige provinser lagt sammen, hvilket nogle ser som en stor fejl.

IEC har ment – og fået ANC's tilslutning til – at det nye system ville kræve to stemmesedler til parlamentsvalget, ikke kun én som tidligere.

Hertil kommer, at de 200 tillægsmandater fordeles på grundlag af partiernes stemmetal fra begge slags stemmesedler. Det gør valgsystemet lidt mere kompliceret end tidligere, men det minder dog om systemet ved lokalvalg.

Som forventet var der i 2024 kun ganske få uafhængige kandidater såvel til valgene til National Assembly som til de samtidige valg til provinsforsamlingerne. Derfor fik valglovsændringerne ikke den store politiske betydning, idet kun en enkelt af disse kandidater nok havde en chance for at blive valgt. Men det skete ikke – og heller ikke for nogle af de andre uafhængige kandidater.

Den store arbejdsløshed – ikke mindst blandt unge – var baggrunden for, at stort set alle havde noget om beskæftigelsespolitik. Det ses i nogle af programmerne konkretiseret som støtte til småforetagere og ansættelse i den offentlige sektor (politiet samt sundheds- og socialsektoren), og måske også noget om minimumslønninger, evt. borgerløn.

Et andet gennemgående tema var kriminalitetsbekæmpelse (mere politi, styrkelse af anklagemyndighederne, diskussion om dødsstraf, indsættelse af militæret i kriminalitetsbekæmpelsen) og bekæmpelse af korruption på alle niveauer. Mange af sagerne om korruption belastede i øvrigt ANC hårdt, fordi det ikke sjældent er medlemmer af netop det regeringsbærende parti, der er centralt involverede i dem.

Et tredje centralt tema i valgprogrammerne var landets energisituation og problemerne med ESKOM, der har ansvaret for problemerne med el-forsyningen og de systematiske nedlukninger (efter et rotationssystem) af strømmen (loadshedding som det hedder i Sydafrika), som har været brugt i op mod ti år. I den tid er der endnu ikke fundet en holdbar løsning på problemerne. Nogle vil privatisere ESKOM delvist, andre styrke anvendelse af sol- og vindenergi, mens igen andre mener, at man skal holde fast i brugen af kul i energiproduktionen.

Et af de vigtigste temaer i valgkampen var regeringsdannelsen efter valget. De mange prognoser om, at ANC ville miste sit flertal, gjorde det sandsynligt, at der ville blive behov for mere eller mindre bindende koalitionsaftaler, dels i forbindelse med præsidentvalget, dels i forbindelse med den efterfølgende regeringsdannelse. På grund af ANC's dominerende stilling siden 1994 har Sydafrika imidlertid kun haft meget få erfaringer med koalitionsdannelse. Selv om der er dannet regerende koalitioner i et par af de store byer, har de ofte været kortvarige og ganske turbulente. Koalitioner er derfor noget, mange i Sydafrika ser på med yderst blandede forventninger.

Meningsmålingerne i måneden op til valget gav ANC mellem 36 og 44 %, DA mellem 20 og 25 %, EFF mellem 8 og 12 % og MK 12-14 %, tilsammen ca. 85 %. De tre næste partier (efter forventet størrelse) stod tilsammen til ca. 8 % – og så skulle alle de 45 andre partier deles om 7 %.

EFF (Economic Freedom Fighters) og MK (uMkhonto weSizwe) er begge en form for udbryderpartier fra ANC. De er kontroversielle i kraft af deres ekstreme retorik og policy-forslag. Hertil kommer, at EFF's valgkamp, hvor partilederen Julius Malema (f. 1981) er central, var meget synlig og pågående.

MK-partiet, som med den tidligere præsident Jacob Zuma som frontfigur er stærkt nationalistisk, vil ændre forfatningen og er præget af traditionelle zulu-værdier. Dertil kommer en lang række uafklarede spørgsmål om Zumas korrupte regeringsførelse og de retssager, der fortsat venter ham. I øvrigt er forholdet mellem præsident Ramaphosa og Zuma meget dårligt.

De traditionelle zulu-værdier knytter sig bl.a. til synet på forholdet mellem kønnene, som det kommer til udtryk i reglerne om familiedannelse (brudekøb, flerkoneri), i skabelsesmyten og dyrkelsen af forfædrene. Hertil kommer anerkendelse af de traditionelle domstole og respekt for de traditionelle høvdinge, herunder ikke mindst zuluernes egen konge.

Den 20. maj 2024 fastslog en dom fra Forfatningsdomstolen imidlertid, at Jacob Zuma slet ikke kunne godkendes som kandidat ved valget. Forklaringen var, at han tidligere har fået en dom på 15 måneders fængsel, og det er mere end det tilladte (12 måneder) for at kunne være kandidat til et offentligt valg. Der var en vis usikkerhed om, hvorvidt Zumas forhold var omfattet af denne bestemmelse, men dommen satte definitivt stop for den diskussion. Zuma er dog fortsat MK's ubestridte leder.

Det var før valget uklart, hvordan Zumas mange tilhængere – ikke mindst blandt zuluerne – ville reagere på denne afgørelse. Han kunne fortsat føre valgkamp og hævde, at han var blevet uretfærdigt bortdømt, hvilket kun kunne styrke MK.

Slutresultat blev, at MK nærmest blev valgets vinder.

DA (Democratic Alliance) har længe været det dominerende oppositionsparti. Det ses imidlertid fortsat af mange som et "hvidt" parti, også selv om det nu har mange sorte ledere og vælgere. Partiet har også med rimeligt gode resultater været regeringsbærende i Western Cape-provinsen i lang tid.

Et samarbejde mellem ANC og DA blev før valget afvist som urealistisk af mange iagttagere. Men ikke desto mindre er det blevet resultatet af valget.

ANC's hidtil helt dominerende position i sydafrikansk politik skal forstås på baggrund af partiets afgørende indsats i kampen mod apartheid. Det er forklaringen på, at mange vælgere har båret over med – og fortsat bærer over med – at landets mange problemer på stort set alle områder kun løses langsomt, om overhovedet. Interne magtkampe, korruption og brudte løfter ændrer kun langsomt de mange sorte vælgeres tillid til deres parti. "ANC er vort hjem", siger mange fortsat.

Men valget i maj 2024 viste altså, at den gruppe er blevet markant mindre, end den var engang.

Ved valget til provinsforsamlingerne var særligt fire provinser interessante:

• I Gauteng mistede ANC sit beskedne flertal, men var dog fortsat det største parti.
• I KwaZulu-Natal blev MK med 45,4% langt det største parti; Inkatha (IFP) – zuluernes traditionelle parti – fik 18,1%, mens ANC først kom på tredjepladsen med kun 17,0%.
• I Western Cape klarede DA sig som forventet fint med godt 53%.
• I Northern Cape mistede ANC lige netop flertallet, men 49,3 % var dog stadig et godt udgangspunkt i regeringsdrøftelserne i provinsen.

Slutresultatet var i første omgang en aftale mellem ANC, DA og IFP om genvalg af præsident Cyril Ramaphosa og regeringssamarbejde i en såkaldt national samlingsregering. Grundlaget er et "forståelsespapir" (Statement of Intention for 2024 Government of National Unity), underskrevet af ANC og DA, som er blevet offentliggjort. Fra begyndelsen var det dog klart, at IFP også skulle være med, og senere er ikke mindre end otte af de små partier blevet inddraget i kredsen og dermed medansvarlige for regeringssamarbejdet.

Ved afstemningen fik Cyril Ramaphosa 283 stemmer og EFF's Julius Malema 44 stemmer, mens 12 var ugyldige. Der blev kun altså afgivet 339 stemmer, hvilket primært skyldes, at de 58 parlamentsmedlemmer fra Jacob Zumas MK-parti boykottede mødet. Årsagen til deres boykot er, at valget efter deres mening ikke er opgjort korrekt, hvorfor mødet altså også var ulovligt.

Men parlamentet var beslutningsdygtigt også uden MK's repræsentanter, og derfor kunne Ramaphosa vælges. Den formelle indsættelse i præsidentembedet fandt sted den 19. juni. Det trak dog ud til 30. juni, inden det kunne offentlliggøres, hvem der blev vicepræsident og hvordan regeringen var blevet sammensat. Det viser – som også forskellige lækager har gjort klart – at forhandlingerne om regeringssammensætningen var vanskelige. Heri er der dog intet mærkeligt.

Resultatet viser, hvorledes mange forskellige hensyn har skullet samles i et stort puslespil: ANC ville som det store parti fastholde en dominerende rolle, samtidigt med at der både skulle tænkes fremad (hvem skal efterfølge Ramaphosa i 2029?), og tages synligt hensyn til partiets forskellige interne fløje (som også har forskellige synspunkter på et eventuelt samarbejde med Zumas MK og Malemas EFF).

Vicepræsidenten blev – ikke overraskende – Ramaphosas hidtidige vicepræsident, Paul Mashatile, som har en lang politisk karriere i ANC. Måske ligger der i hans genvalg som vicepræsident også en antydning af, at han kan blive den næste præsident?

DA ville have så mange og så tunge poster som muligt, men måtte i sidste ende nøjes med lidt mindre forholdsmæssigt, end hvad der svarer til partiets stemmeandel. Men seks ministerier af 32 blev det dog til. Fem af de andre partier fik tilsammen også seks ministerposter, så der er ingen tvivl om, at ANC fik løvens part af (tunge) ministerposter.

Puslespillet betød, at der i alt blev 32 ministerposter (mod 30 før), hvortil også kom en forhøjelse af antallet af viceministerposter, fra 36 til ikke mindre end 43. Fordelingen af dem mellem partierne var også kompliceret, for dels er der i en del tilfælde indsat viceministre af en anden partifarve (eller ANC-fløj) end ministerens, dels skulle der også tages hensyn til de fire partier uden rigtige ministerposter.

Væksten i antallet af minister- og viceministerposter er ikke overraskende i en så kompliceret forhandlingssituation, som der var tale om her. Det er absolut set før, at problemer kan løses ved at gøre "kagen" større.

Om regeringen vil kunne holde sammen og bruge sit solide flertal i National Assembly til at gennemføre lovgivning, der vil kunne løse nogle af Sydafrikas mange problemer, vil fremtiden vise. Lige nu må man nøjes med at glæde sig over, at partier, der tidligere har bekriget hinanden hårdt og inderligt – også bogstavelig talt – kan sidde i samme regering.

Valgresultatet førte hurtigt til dannelse af et samarbejde mellem nogle af oppositionspartierne (EFF, UDM, ATM m.fl.) i en såkaldt progressiv gruppe,. Den gik dog lige så hurtigt i opløsning, da nogle af deltagerne blev mere fristede af tankerne om den nationale samlingsregering og de muligheder af forskellig art, den ville indebære.

Hertil kommer MK, som det bliver interessant at følge. Efter at medlemmerne nu har aflagt løfte om at ville overholde forfatningen og dermed er blevet fuldgyldige MP'er, er partiet det ledende oppositionsparti. Som sådant vil MK utvivlsomt prøve at gøre livet for præsidenten og hans koalitionsregering, den første i det nye Sydafrika, så vanskeligt som muligt.