valgsystemer

Valgsystemer kan kategoriseres på flere måder og analyseres ud fra forskellige dimensioner, hvoraf den vigtigste er sondringen mellem flertalsvalg og forholdstalsvalg.

Det skyldes dels, at mandatfordelingen foregår på forskellig måde ved de to typer af valgsystemer, dels, at flertalsvalg ofte hævdes at sikre eller i hvert fald øge sandsynligheden for dannelsen af et regulært flertal i det valgte organ, som derfor – i hvert fald er det forhåbningen – vil kunne fungere mere effektivt.

Tilsvarende hævdes forholdstalsvalg at sikre afspejling af vælgernes holdninger og gruppetilhørsforhold, om end ofte på bekostning af det valgte organs beslutningseffektivitet. De to former for valgsystemer svarer altså til de to vigtigste kriterier, der bruges, når man skal beslutte sig for et valgsystem.

Blandt flertalsvalgsystemerne sondres der mellem, om det er tilstrækkeligt at opnå flere stemmer end den næstbedste kandidat for at blive valgt (simpelt eller relativt flertal (eng. plurality)), eller om man skal have over halvdelen af de afgivne stemmer for at blive valgt (absolut flertal (eng. majority)). Flertalsvalg af begge typer kan anvendes i både enkeltmands- og flermandskredse.

I forbindelse med et valgsystem, hvor der kun kræves simpelt flertal for at blive valgt i en enkeltmandskreds, såkaldt first-past-the-post, er det en mulighed, at et absolut flertal af vælgerne hellere havde set en anden kandidat valgt og måske derfor ville have stemt anderledes, hvis de havde kendt de andre vælgeres præferencer og havde kunnet rangordne kandidaterne og deres chancer for at blive valgt.

Man kan forestille sig et meget simpelt system, hvor der ved first-past-the post (FPTP), som i Storbritanien, Indien eller USA, skal vælges ti kandidater i ti valgkredse. Kredsene er lige store, og der er kun tre partier, der stiller op. I tabellen er angivet de tre partiers andele af stemmerne i hver af de ti kredse, og det er markeret, hvilket parti der vinder mandatet.

Eksemplet er jo konstrueret for at vise, hvordan et sådant flertalsvalgsystem under bestemte forhold kan skævvride resultatet, i hvert fald hvis man tænker på, hvordan resultatet ville være blevet, hvis der havde været forholdstalsvalg.

Med forholdstalsvalg var fordelingen af de 10 mandater blevet A: 4, B: 4 og C:2 altså helt anderledes. Og hvis man tænker på regeringsdannelse, ville der i stedet for A's flertalsregering med otte mandater bag sig, kunne være kommet andre flertalskombinationer: A + B, A + C eller B + C, alt afhængigt af partiernes politiske placering i forhold til hinanden, partilederes sympatier og antipatier etc.

Pointen er, at de to valgsystemer kan føre til vidt forskellige politiske situationer, og at brugen af det ene i stedet for det andet kan have store og gennemgribende konsekvenser for den måde, det politiske liv udfolder sig på. Normalt siger man, at flertalssystemer – ikke mindst FPTP – bidrager til, at antallet af partier i et land bliver forholdsvis begrænset (som i USA og Storbritanien), mens forholdstalsvalg bidrager til et større antal partier (Israel, Sydafrika, Danmark)

Det er ønsket om at tage højde for de grundliggende principielle problemer og i enkelte tilfælde også at sikre en vis mindretalsrepræsentation, der ligger bag de øvrige flertalsvalgsystemer (se skemaet over valgsystemer).

Forholdstalsvalgsystemerne opdeles ikke helt på samme måde efter, hvad kravet er for at opnå valg, men derimod efter de to basale metoder, kvotametoderne og divisormetoderne, der bruges til at sikre den grundlæggende forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem stemmefordelingen og mandatfordelingen.

Forholdstalsvalg er altså ikke én bestemt mandatfordelingsmetode, men først og fremmest et udtryk for en bevidst bestræbelse på at sikre en rimelig forholdsmæssig overensstemmelse mellem partiernes stemmetal og deres mandattal, hvilket derfor er det, der adskiller dem fra flertalsvalgmetoderne. Flertalsmetoderne kan også en sjælden gang resultere i en høj grad af proportionalitet, men så skyldes det en interessant tilfældighed, ikke en bevidst udformning af valgsystemet.

Kvotametoderne bygger på, at der til opnåelse af et mandat skal tilvejebringes det antal stemmer, der svarer til det pågældende systems kvota eller fordelingstal, hvorefter eventuelle ufordelte mandater ved de parti- og listeorienterede metoder må fordeles efter et andet princip, som ofte vil være størrelsen af restbrøkerne.

Den mest udbredte af denne gruppe af metoder bygger på en simpel kvota (den såkaldte Hares kvota), som er det samlede stemmetal divideret med det samlede mandattal, hvorefter eventuelle ufordelte mandater fordeles efter størrelsen af de enkelte restbrøker (største brøks metode). Denne metode ses normalt som den bedst egnede til at sikre en så vidt muligt helt proportional mandatfordeling, kun begrænset af eventuelle spærregrænser og det forhold, at mandater kun kan fordeles som hele enheder, ikke som større eller mindre brøker.

Et alternativ til Hares er Droops kvota, der er det laveste heltal større end stemmetallet, divideret med det antal mandater, der skal fordeles, plus én. Dette vil dog ofte medføre en lidt mindre proportionalitet.

Divisormetoderne er den anden hovedkategori af forholdstalsvalgsystemer. Fremgangsmåden er her, at stemmetallene for de enkelte partier, lister eller uafhængige kandidater successivt divideres med tallene i en differensrække, hvorefter mandaterne et efter et fordeles på grundlag af størrelsen af de resulterende kvotienter. Det er en fordel ved divisormetoderne, at alle mandaterne fordeles direkte og i én og samme fordelingsrunde.

Den mest udbredte divisormetode er d'Hondts fordelingsmetode, hvor stemmetallene successivt divideres med tallene i differensrækken 1, 2, 3, 4 osv. Hvis differensen øges til 2 eller 3 som i Sainte-Laguës fordelingsmetode, hvor differensrækken er 1, 3, 5, 7, eller den særlige "danske metode" 1, 4, 7, 10, øges afstanden mellem kvotienterne. Det er til fordel for de mindre partier og til ugunst for de større. Forklaringen på, at større partier normalt foretrækker den d'Hondtske metode, er ofte, at den kan give dem en beskeden overrepræsentation.

I den modificerede Sainte-Laguës metode er første tal 1,4 (eller som i Sverige nu 1,2), og afstanden til næste tal derfor kun 1,6 (1,8) i stedet for 2, hvilket isoleret set også er til gene for de mindste partier, selvom den større differens virker i modsat retning.

Nogle klassifikationer af valgsystemer opererer med mellemformer mellem flertalsvalg og forholdstalsvalg; især har nogle flertalsvalgsystemer indbygget træk, der skal mindske deres disproportionalitet, fx Single Transferable Vote. Her er der primært lagt vægt på, hvorledes mandatfordelingen foregår, mens der er lagt mindre vægt på de mulige effekter.

Det eneste valgsystem, der ikke lader sig indplacere i et klassifikationssystem, er det såkaldte parallelle system, som nu bruges i bl.a. Japan og Rusland. Her vælges en del af mandaterne ved flertalsvalg (normalt first-past-the-post), mens de resterende mandater vælges ved forholdstalsvalg, men uden hensyntagen til udfaldet af fordelingen i den første gruppe.

Derimod vil andre valgsystemer, der kombinerer elementer fra begge typer, normalt kunne indplaceres i en af disse, fordi træk fra en af de to typer er dominerende, fx det tyske system, som grundlæggende er et forholdstalsvalgsystem. Det skyldes, at den overordnede mandatfordeling mellem partierne i Forbundsdagen alene bygger på den af de to stemmer, som tyske vælgere har, som ikke afgør mandatfordelingen i den lokale valgkreds (dvs. den såkaldte "andenstemme", Zweitstimme).

En supplerende kategoriseringsdimension er stemmesedlens udformning, herunder om vælgeren i forbindelse med forholdstalsvalg kun har mulighed for at vælge mellem de opstillede partier, eller om der evt. også kan stemmes personligt på en eller flere af de opstillede kandidater. Nogle valgsystemer har også en mulighed for at fravælge en eller flere af de opstillede kandidater, hvilket normal sker ved udstregning af de pågældendes navne på stemmesedlen.

De forskellige typer af valgsystemer kan analyseres efter, i hvilken grad de medfører højere eller lavere grader af disproportionalitet, altså afvigelse mellem stemmefordelingen og mandatfordelingen. Ud over tydelige forskelle mellem de to hovedtyper er det bemærkelsesværdigt, at der også er systematiske, om end mindre, forskelle inden for gruppen af forholdstalsvalgsystemer.

Det spiller her en rolle, om der benyttes spærregrænser, og sammenhængende hermed, om de relevante valgkredse har få eller mange mandater til fordeling, idet det er nemmere at opnå en høj grad af proportionalitet, jo flere mandater der skal fordeles. Fordelingen af mandater på to niveauer som ved folketingsvalg eller ved valg til Forbundsdagen i Tyskland kan også spille en rolle.

Virkningerne af de forskellige valgsystemer på partisystemet, på det interne sammenhold i de politiske partier eller i relation til de forskellige hensyn, der i første omgang motiverede valget af et valgsystem, er ofte vanskelige at identificere entydigt.

Forklaringen er, at valgsystemet i en given politisk, kulturel og socioøkonomisk sammenhæng spiller sammen med det allerede eksisterende partisystem, som også i tidens løb tilpasser sig valgsystemet. Udredningen af valgsystemets faktiske virkning på partisystemet kan derfor blive ganske kompliceret, selvom der er en tendens til, at forholdstalsvalgsystemer hyppigere end flertalsvalgsystemer er forbundet med flerpartisystemer, mens flertalsvalgsystemer ofte er forbundet med topartisystemer.

Se også valg, folkeafstemning, kommunalvalg, folketingsvalg og Folketinget.