Paamiut

Da kolonien blev grundlagt i 1742, var inuit allerede bosat på stedet, da fangstmulighederne var gode, ligesom en naturlig havn i læsiden altid er en fordel for en bosættelse. I kolonitiden var det primært hval- og sælfangst, der var byens livsgrundlag. Paamiut og bygden Arsuk udgjorde en selvstændig kommune indtil kommunesammenlægningen i 2009, hvor Paamiut blev en del af Kommuneqarfik Sermersooq.

Golfstrømmen sikrer, at Paamiut er en åbentvandsby, der kan besejles hele året. I perioder kan besejling vanskeliggøres af storis, der kommer sydfra, fra Grønlands østkyst.

Ved indsejlingen til Paamiut ligger et gammelt skibsvrag, trawleren Greenland Star, som gik på grund i 1984. En medvirkende årsag til grundstødningen var den tåge, som byen er kendt for. Den ofte forekommende tåge skyldes bl.a. Sioraq (Frederikshåb Isblink) nord for byen. Det er en af de få gletsjere i Vestgrønland, der når helt ud til kysten, hvor den breder sig ud i ca. 25 km’s bredde.

Havørne er hyppige i området og har lagt navn til byens traditionsrige sportsforening Nattoralik.

Udviklingen af Paamiut tog fart i efterkrigstiden, og særligt da torskefiskeriet ekspanderede eksplosivt hen imod slutningen af 1950’erne. I 1967 blev det på det tidspunkt største forarbejdningsanlæg for torsk opført her; Paamiut skulle være Grønlands fiskeriby nr. 1.

Sideløbende hermed planlagde Grønlands Tekniske Organisation (GTO) fra København udviklingen af Grønland, herunder byudviklingen for Paamiut. Byen skulle være en af fire hovedbyer i landet, hvor befolkningen skulle samles i stedet for at bo spredt i bygder og mindre bosteder. Baseret på udviklingsplanerne G-50 og senere G-60 samt det boomende torskefiskeri planlagde og udførte GTO en stor udbygning af Paamiut. Målet var en by til op imod 10.000 indbyggere, Grønlands næststørste. Således var Paamiut den første by i Grønland, som fik fuld kloakering, ligesom den grundlæggende infrastruktur med el-, vand- og varmeforsyning, veje, boliger, skole, sportshal og andre institutioner blev udbygget med denne målsætning for øje. Sportshallen i Paamiut var således Grønlands største, indtil Inussivik i Nuuk blev indviet i 2002. Meget af byudviklingen foregik på tidligere sletter og vådområder, som GTO var dygtige til at dræne og byggemodne. GTO’s planer om at flytte folk fra bygder til udvalgte byer og ind i store boligblokke har sidenhen mødt megen modstand i Grønland – og i Paamiut.

Da torsken forsvandt fra de grønlandske farvande, ramte det hårdt. Bygderne Narsalik og Avigait, hhv. syd og nord for Paamiut, lukkede, og byens udvikling stagnerede. Befolkningstallet toppede i 1985 med 2.433 indbyggere, hvilket var lige knap 1.000 flere end de 1.247 i dag og dermed langt fra de 10.000, som var Grønlandsministeriets mål. Den eksisterende bygningsmasse og infrastruktur vedligeholdes, sideløbende med at udtjente og fraflyttede boligblokke rives ned.

Havnen er byens omdrejningspunkt. Det er her, forsyninger kommer ind og ud, og det er her, fiskefabrikken er placeret. Havnen, der er stor og har god dybde, håndterer gods, fiskefartøjer og passagerer med båd eller skib og disponerer endvidere over en fritidshavn med flere pontonbroer. Kystskibet anløber Paamiut to gange om ugen i hhv. nord- og sydgående retning. Royal Arctic Line anløber byen ugentligt med gods og fødevarer.

Indtil 2007, hvor Paamiut fik sin egen lufthavn nord for byen, blev den betjent af helikoptere via heliporten midt i byen. Lufthavnen betjenes primært af Air Greenland med Dash 8-fly og faste ruter til Nuuk mod nord og Narsarsuaq mod syd.

Fiskefabrikken har overlevet i trængselstider ved løbende tilpasninger og drives i 2021 af Royal Greenland. Fabrikken forarbejder primært krabber, torsk og stenbiderrogn, alle sæsonprægede produktioner. For at sikre de ca. 65 arbejdspladser hele året begyndte Royal Greenland i 2020 tillige at producere hellefiskefileter.

Ud over de offentlige arbejdspladser, butikker, frisør og fiskefabrikken findes der en del små håndværker- og entreprenørfirmaer og et lille hotel. Byens borgere, kommunen og Selvstyret arbejder målrettet på kommercielle tiltag, der kan gavne og udvikle byen. Her er havnen og lufthavnen centrale. Mest lovende er eksport af rent drikkevand fra baglandet, mens idéen om at bruge byens havn som transithavn for international sejlads og omlastning af gods nok ligger et stykke ude i fremtiden. Med bedre trafikale forbindelser og markedsføring kan turismen udvikles og udbygges.

Folkeskolen i Paamiut hedder Atuarfik Tuiisaq, og skolens nuværende bygninger blev indviet i 1972. Få år senere var der næsten 800 elever – en kontrast til de knap 200 elever i 2021. Byens offentlige bibliotek findes på skolen.

Byen huser en afdeling af Imarsiornermik Ilinniarfik (Grønlands Maritime Center), som udbyder basisuddannelser og kurser på søfartsog fiskeriområdet. Skolens optag er faldende.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Ittoqqortoormiit
• Kommuneqarfik Sermersooq
• Nuuk
• Paamiut Museum
• Tasiilaq

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne