Bebyggelsestætheden synes i middelalderen at have været en del større på Falster end i den nuværende kommunes lollandske del, hvor især sognene langs Lollands østkyst ind mod Guldborg Sund har været store og med befolkningen samlet i relativt store landsbyer. Derudover har der været tale om en skønsom blanding af landsbyer i varierende størrelse, hvortil der især på Lollandsdelen også har været en del enkeltgårde. Mens der i Musse Herred som på resten af Lolland har været ganske mange middelalderlige herregårde, i gennemsnit 1,5 pr. sogn, så har der været langt mellem herregårdene på Falster (0,7 pr. sogn). Dette skal formentlig ses i lyset af, at der siden højmiddelalderen har været ganske meget krongods på Falster, mens det lollandske bøndergods i højere grad var fordelt på de adelige herregårde. Kirken var som godsejer først og fremmest repræsenteret af Odensebispen, der havde sine lolland-falsterske residenser i Ålevad ved Godsted og Sørup ved Eskilstrup. Dertil havde Halstedkloster og senere Maribo Kloster også en del gods i kommunen. De to kongelige magtcentre var Ålholm og Nykøbing Slot.
Jorderne i Guldborgsund Kommune er generelt lerholdige og frugtbare. Faktisk findes kommunens tungeste lerjorder under de gamle jernalderbyer på Falster, mens der på Lollandssiden er en del lette lerjorder langs sydkysten og omkring Sakskøbing Fjord. De vekslende jordbunds- og terrænforhold, kombineret med bevarelsen af en betydelig kystskov, har betydet, at opdyrkningsgraden i ejerlavene har varieret en del. Mens ageren på det nordligste og sydligste Falster samt i det vestligste Musse Herred mange steder udgjorde 50‑70 % af ejerlavenes areal, var andelen i de øvrige områder ofte nede på 20‑40 %. Andelene kan dog være misvisende, idet mange adelslandsbyer som et særligt lollandsk fænomen havde markfællesskab med deres tilknyttede udflyttertorper, hvilket betød, at der var dyrkningsfællesskab på de agerjorder, der lå imellem byerne.
Torperne bestod ofte kun af en til to gårde, og hver gård lå på en toft, et indhegnet privat område med flere huse med hver sin funktion foruden kålgård og urtehave. Stolpebyggede huse er kun fundet i få landsbyer, måske fordi der har været blokhuse bygget med vandretliggende tømmer på fodrem med eller uden syldsten, som ikke efterlader sig særlig dybe spor i råjordslaget under mulden. Ved Gundslev på Falster er der udgravet toskibede stolpebyggede huse, og i bydelen Ravnse i Nørre Alslev få kilometer derfra er der udgravet treskibede huse. Et fundament til et middelalderligt stenhus er udgravet i landsbyen Moseby på Nordøstfalster sydøst for Åstrup Kirke. Langt op i 1300-tallet flyttede landsbyer og gårde rundt inden for samme ressourceområde. Kippinge på Nordvestfalster lå oprindelig ved Kippinge Kirke i bunden af Vålse Vig. Landsbyen blev i 1300-tallet delt i to og flyttet væk fra kirken til Øster Kippinge og Vester Kippinge.
Som det var almindeligt i Østdanmark, dyrkedes agerjorden i området i trevangsbrug, hvor en tredjedel af ageren hvilede hvert år, men herefter såede man først vinterrug og dernæst byg på den enkelte vang i de følgende to sæsoner, hvilket var modsat den normale rækkefølge i Danmark. Den økonomisk vigtigste afgrøde var byg, hvortil man også dyrkede en del ærter og enkelte steder tillige hvede. I Halskov Vænge på Nordøstfalster findes højryggede agre fra middelalderens agerbrug. Det primære malkekvæghold med smørproduktion for øje har været at finde på de store kystenge omkring Majbølle, mens engene langs åløbet gennem det centrale Musse Herred har givet græsning til en del okser på de mange lollandske herregårde. Med kommunens lange kyststrækning har fiskeri udgjort et oplagt supplement til landbrugsindtægterne for bønder i kystsognene.
Området husede fire købstæder i middelalderen. Deres indbyrdes aldersforhold er lidt uklart, men alle synes de i et eller andet omfang at være opstået i 1200-tallet. Den betydeligste af byerne var længe Stubbekøbing, der med sin gode kystbeliggenhed nød godt af det store sildefiskeri på Østersøen og havde eget fed på markedet i Falsterbo i Skåne. Dertil havde byen en del handel med Wismar i Nordtyskland. Hen mod middelalderens slutning blev den overhalet i størrelse af Nykøbing F, der fra sin begyndelse i 1200-tallet primært var rettet på at betjene kongemagten på Nykøbing Slot, men efterhånden også blev en sund handelsby med eget landbrugsopland – og et franciskanerkloster fra 1419. Samme orden havde anlagt et kloster i Nysted ved Ålholm allerede i 1286, selv om en egentlig købstad først synes oprettet her i begyndelsen af 1400-tallet. Nysted lå umiddelbart godt placeret for handelen med Lübeck og Rostock, men hæmmedes af en besværlig besejling med de uden for havnen liggende sandrev. På Lollands nordkyst anlagdes ligeledes i 1200-tallet Sakskøbing netop der, hvor kongevejen fra Guldborg krydsede Sakskøbing Fjord og Å. Byen fungerede i perioder som møntslagningssted og nød godt af landbrugsoplandet, men særlig stor blev købstaden aldrig. Trods myndighedernes forsøg på at centralisere handelen til byerne førte mange syddanske bønder selv skuder til de nordtyske havne med især korn og kvæg, hvorfra de hjembragte bl.a. humle, salt og jern. Denne skudehandel blev i middelalderens sidste århundreder formelt tilladt bønderne på Lolland, Falster og Møn, der dog ikke selv måtte sælge de hjembragte varer.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
