Armeniens historie indtil 1920

Egentligt kildemæssigt grundlag for Armeniens historiske eksistens får vi dog først med perserkongen Dareios' omtale af sin sejr over armenierne (ca. 520 f.v.t.), med skildringer af Herodot samt i senere armenske historikeres tilbageblik.

Den første enkeltperson, der træder tydeligt frem på den historiske scene mellem Rom og Partherriget, er kong Tigranes den Store (95-ca. 55 f.v.t.). Han repræsenterer et tidligt — siden ofte gentaget — forsøg på at samle sandsynligvis oprindeligt små, uafhængige fyrstendømmer.

Armenien blev tidligt kristnet (se armenske kirke), og med skabelsen af eget alfabet i begyndelsen af 400-tallet indledtes en omfattende litterær og kulturel aktivitet med rod i kristendommen og i det fælles indoeuropæiske sprog, armensk. Armenien markerede sig selvstændigt politisk og kulturelt, først mellem Romerriget og Perserriget, siden mellem Byzans og Baghdadkalifatet (Anı), men var ofte afhængigt af stormagternes styrke og politiske holdning.

Grænserne var meget skiftende, og også den indre enhed var af svingende soliditet; ofte stod en eller flere persiskprægede fyrsteslægter over for mere vestligt (især byzantinsk) orienterede fyrstehuse, og stærke persiske og fra ca. 700 arabiske kulturimpulser gjorde sig gældende; således blev romerretten aldrig indført i Kaukasien. Mod slutningen af 1000-tallet blev det gamle Armenien med centre i bl.a. Anı og det nuværende Jerevan løbet over ende af den første "tyrkiske bølge", seldsjukkerne. Mange udvandrede mod syd, og i Kilikien i Lilleasien opstod et nyt "Lille-Armenien", der eksisterede indtil 1375.

Dette rige var en betydningsfuld forbundsfælle for vesteuropæiske korsfarere, og mange bånd blev knyttet til vestlig (romersk/frankisk) kultur, politik og teologi. Samtidig udfoldedes et særligt indre liv med tilvirkning af rigt illuminerede håndskrifter, med opførelse af kirker, klostre og fæstninger samt med litterær aktivitet inden for poesi, teologi og historie.

Fra ca. 1400 måtte armenierne indordne sig under Osmannerriget, ofte som en respekteret middelklasse med håndværks- og handelsmæssige funktioner. I Istanbul og Jerusalem blev der oprettet armenske patriarkater, som især var administrative led mellem den armenske befolkning og den øverste islamiske myndighed.

I perioder opstod gnidninger mellem forskellige befolkningsgrupper i Osmannerriget, men først med Istanbul-sultanatets dekadence i slutningen af 1800-tallet blev armenierne en særlig truet minoritet. Alvorlige massakrer fandt sted i 1870'erne og 1890'erne.

Armenierne havde forhåbninger til den ungtyrkiske bevægelse — i retning af en anerkendt armensk eksistens inden for et nyt tyrkisk rige — men allerede omkring 1900 og definitivt under 1. Verdenskrig genoptog det ungtyrkiske styre en etnocentrisk politik. Fra 1915 førte den til store massakrer, der betegnes som folkedrab, idet formentlig mindst ³/₄ af den armenske befolkning i det daværende Tyrkiet blev dræbt eller fordrevet. De følgende års politik førte udrensningen videre.

Løsningen af det armenske spørgsmål ved fredsforhandlingerne efter verdenskrigen, hvor bl.a. den amerikanske præsident Woodrow Wilson foreslog et Storarmenien fra Transkaukasien til Kilikien, førte efter et kort intermezzo (1918-1920) med et lille uafhængigt Armenien med Jerevan som hovedstad til en sovjetrepublik, der var noget mindre af udstrækning. Befolkningen her bestod dels af efterkommere af den gamle armenske befolkning med rødder tilbage i oldtid og middelalder, dels af flygtninge fra Tyrkiet.

Samtidig voksede antallet af armeniere i udlændighed voldsomt. Armeniernes tilstedeværelse i mange mellemøstlige centre går tilbage til middelalderen, men antallet af armeniere her og i Vesteuropa, Latinamerika og ikke mindst i Nordamerika øgedes især efter massakrerne i 1870'erne, 1890'erne, 1910'erne og 1920'erne.

• Armeniens historie efter 1920
• Det Kilikisk-armenske Rige
• det armenske folkemord