D. Brandis

D. Brandis, Joachim Dietrich Brandis, 18.3.1762-29.4.1845, læge. Brandis studerede i Göttingen hvor J. F. Blumenbach som lærer udøvede en stor og vækkende indflydelse. Efter at han havde taget doktorgraden her 1786 og derefter en kort tid virket som privatdocent, praktiserede han nogle år i Hildesheim og Braunschweig samt som badelæge i Driburg og publicerede 1795 sit første betydelige skrift Versuch über die Lebenskraft og oversatte Erasmus Darwins Zoonomia I-III, 1795–99, blev 1799 stadsfysikus i Holzminden og 1803–09 medicinsk professor i Kiel med den anselige titel arkiater. Her udfoldede han en betydelig virksomhed på forskellige områder; det slesvig-holstenske sundhedskollegiums oprettelse skyldtes væsentligt hans initiativ, og han blev selv stillet i spidsen derfor. Under prinsregentens og Christian Bernstorffs ophold i Kiel helbredte han sidstnævntes gemalinde for en meget farlig sygdom hvorved han vandt stor autoritet, også ved hoffet, og 1810 blev kaldet til København som dronning Marie Sophies livlæge. Her hævdede han en vis videnskabelig autoritet således at han efter speciel opfordring i 1812–14 holdt forelæsninger ved universitetet og 1819 blev medlem af Videnskabernes selskab samt æresmedlem af Det medicinske selskab ligesom han også vedblev at virke som frugtbar forfatter, fremdeles på tysk. Hans skrifter i denne periode, bl.a. Über psychische Heilmittel und Magnetismus 1817, Nosologie und Therapie des Cachexien I-II, 1834–39, Über Leben und Polarität, 1836 slutter sig nær til den da i Tyskland dominerende naturfilosofi og viser ved siden af den for denne retning karakteristiske abstrakte mysticisme en betydelig spekulativ begavelse og skarpsindighed. Ved sit 50-års doktorjubilæum, 1836, hædredes han med et jubeldiplom fra Göttingen, fra Københavns og Kiels universiteter med æresdoktordiplomer. Størst betydning havde han dog i København som praktiserende læge, og i en årrække, indtil Ole Bang i så henseende blev hans efterfølger, var han den hvis bistand man tyede til i farlige medicinske sygdomstilfælde; hans originale, overlegne personlighed indgød urokkelig tillid. Med hans originalitet var også humoristisk evne forbundet hvorpå Oehlenschläger i sine erindringer giver flere eksempler. I hans gæstfrie hjem fra 1821 på den smukke villa Valhøj havde hans unge søns venner, Lorenz Frølich og Th. Lundbye, dekoreret spisestuens felter. – Etatsråd 1811. Konferensråd 1828.