F.F. Ulrik

F.F. Ulrik, Ferdinand Frederik Ulrik, ved dåben Ulrich, 16.4.1818-20.2.1917, læge, hygiejniker. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Vestre kgd. U. blev student 1853, privat dimitteret, og efter at have taget medicinsk embedseksamen 1840 var han kandidat på Almindelig hospital 1840– 42. For at blive helbredt for en begyndende tuberkulose med blodspytning og for følgerne af en voldsom tyfus søgte han praktisk virksomhed på landet og nedsatte sig 1842 som læge i Hobro hvor han genvandt sit helbred – så godt, at han levede i 99 år. Under sin virksomhed her vakte han 1847 opmærksomhed ved at offentliggøre et vel gennemtænkt forslag til en reform af Danmarks sundhedsvæsen, et forslag der fik megen betydning i det følgende halve århundredes diskussion om dette spørgsmål. 1854 udnævntes U. til fysicus i Tønder og blev 1861 medlem af det slesvigske sanitetskollegium. Han var her en forkæmper for den danske sag, til hvis støtte han 1856 stiftede Vestslesvigsk Tidende i Møgeltønder. Under krigen 1864 udvistes han af de tyske kommissærer og afskedigedes s.å., hvorefter han bosatte sig i Kbh. og blev først konstitueret og 1866 fast ansat distriktslæge, 1872 kommunelæge i den gamle bydel, afgik 1890. U. blev en ivrig medarbejder i den hygiejniske reformbevægelse som var rejst af Emil Hornemann, og forstod at en forbedring af de dårligst stillede befolkningsgruppers levevilkår var en afgørende betingelse for at hæve sundhedstilstanden i byen. En prisopgave, udsat af finansministeriet, om nytten af syge- og alderdomsforsørgelseskasser som han besvarede og vandt prisen for 1867 (offentliggjort under titlen: Arbejderforeningen til gjensidig Hjælp) førte ham ind på studiet af Robert Owens forsøg på at oprette kooperative forbrugsforeninger og byggeforeninger, og han holdt et foredrag herom i Arbejderforeningen af 1860. Resultatet heraf var en henvendelse til U. fra arbejderne i Burmeister & Wains skibsbygningsvirksomhed om at hjælpe dem med at danne en byggeforening. Dette førte 1865 til dannelsen af Arbejdernes Byggeforening der har sat sit præg på flere kvarterer i hovedstaden bl.a. ved søerne, nu "Kartoffelrækkerne". U. administrerede byggeforeningen til 1887, men ville officielt kun være dens næstformand. 1866 indvalgtes U. i bestyrelsen for Lægeforeningens boliger der var oprettet efter koleraåret 1853 på initiativ af Emil Hornemann, og 1888 afløste han denne som formand for institutionen. Her fik U. indrettet en brusebadstue, opført et asyl og allerede 1868 oprettet en forbrugsforening. U. havde allerede i sin tid i Tønder fået kontakt med H. C. Sonne og han virkede i brugsforeningernes pionertid parallelt med denne for sagen. 1867-73 havde U. sæde i Kbh.s borgerrepræsentation og 1868-87 i byens sundhedskommission. Begge steder arbejdede han særlig på forbedring af boligerne og fik indført indskrænkning af kælderbeboelser m.m. Mest kendt er U.s arbejde for sløjfningen af Peder Madsens gang. Han skildrede 1870 i Hornemanns tidsskrift Hygiejniske Meddelelser de rystende sanitære tilstande i denne gydes huse og den store sygelighed blandt dens beboere, og da han 1870 midlertidigt fungerede som stadslæge, fik han spørgsmålet om gadens nedrivning rejst gennem sundhedskommissionens formand, politidirektør V. Crone, hvilket førte til dannelsen af et konsortium der ombyggede gaden til den nuværende Ny Østergade. – U. virkede på mange andre områder, var medstifter af Selskabet for sundhedsplejen i Danmark (1879) og af Samfundet for ædruelighedens fremme (1885) og sad i bestyrelsen for Lægernes enke- og børneforsørgelseskasse (1880). – U. var i udtalt grad "socialhygiejniker" inden denne betegnelse var opfundet, og hans virksomhed som distrikts- og kommunelæge i byens fattigkvarterer gav ham indsigt i sociale problemer. Hans skarpe praktiske forstand viste ham hvor de spørgsmål lå som burde løses, og hans indtil stædighed faste vilje bevirkede at han opnåede en række resultater af sin hygiejniske virksomhed. U. var en af pionererne inden for dansk kooperation ud fra sociale og filantropiske synspunkter.