Johannes Gravesen, 30.1.1889-28.3.1972, læge. Født i Ringkøbing, død på Frbg., begravet sst. (askefællesgrav i Birkelunden, Søndermark kgd.). G. blev student 1907 fra Metropolitanskolen og medicinsk kandidat 1913. Efter selv at være angrebet af tuberkulose og være blevet helbredt for sygdommen på Vejlefjord sanatorium under overlæge Chr. Saugmans behandling blev han kandidat på Boserup sanatorium hvor han med iver og dygtighed kastede sig over studiet af lungesygdomme. 1918-20 var han reservelæge på Vejlefjord sanatorium. Under hans tjenestetid dér var arbejdet med de, forskellige operative metoder til frembringelse af lungekollaps i dertil egnede men for simpel pneumothorax utilgængelige tilfælde kommet stærkt i forgrunden. Saugmann der selv var en mester i disse operationer tilskyndede G. til at gøre de på sanatoriet indhøstede erfaringer til genstand for en doktordisputats. Denne, hvis titel var Bidrag til Kundskaben om Lungekollapsterapi ved Tuberkulose med Pleura-Adhærencer, antoges af fakultetet 1920. Efter ansøgning fritoges G. ved kgl. resolution for det mundtlige forsvar da han var kaldet til en stilling ved Union Mission Tuberculosis Sanatorium i Madanapalle i Sydindien hvor han 1921-23 kom til at fungere som overlæge. Efter Saugmanns død blev G. 1923 udnævnt til overlæge ved Vejlefjord sanatorium som han ledede til 1944 da han blev overlæge (-1959) for Frederiksberg hospitals tuberkuloseafdeling. Under sin virksomhed anvendte han i stadig stigende grad de forskellige kirurgiske behandlingsmetoder, og hans resultater hører til de bedste i verden hvorfor også mange udenlandske fagfolk søgte belæring hos ham. 1925 publicerede G. sin Surgical Treatment of Pulmonary and Pléural Tuberculosis der fik skelsættende betydning for kirurgisk behandling af lungetuberkulose inden for den engelsktalende del af verden. Foruden kirurgisk behandling har G. også bennyttet medicinsk behandling med guldsalte, ker moterapi, og kulbuelysbehandling. Foruden disputatsen har G. publiceret en række betydelige arbejder om kirurgisk og medicinsk behandling af lungetuberkulose. Organisatorisk har G. været overordentlig virksom; 1925-29 som medlem af bestyrelsen for Jysk medicinsk selskab, af Danske tuberkuloselægers selskab 1933-46 (de sidste fire år som formand), af Dansk medicinsk selskab 1941-47, af Kbh.s medicinske selskab (vicepræsident 1945-46, præsident 1946-47), af centralbestyrelsen af Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse 1937-59, samt af adskillige legatbestyrelser. For sin udadvendte indsats er G. blevet hædret med medlemskaber af Royal Soc. of Medicine, London 1927, Tub. Soc. Scotland, 1936, Tub. Soc. of India, 1946, og blevet æresmedlem af The British Tub. Ass. 1949 og af Dansk tub. lægeselskab, 1961. 1962 tildeltes han Vejlefjord sanatoriums æreslegat.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.