P.W. Jessen, Peter Willers Jessen, 13.9.1793-29.9.1875, læge. Født i Flensborg, død på Hornheim ved Kiel, begravet i Kiel. J. studerede medicin i Berlin, hvor Horn og Heim var hans lærere, og navnlig Horn vakte hans interesse for psykiatrien. Endnu før sin promotion til doktor i Kiel 1820 blev han udnævnt til overlæge ved den nyopførte sindssygeanstalt ved Slesvig der åbnedes 1.10.1820, forøvrigt den første europæiske anstalt (tegnet af C. F. Hansen) indrettet efter den franske psykiater J. E. D. Esquirols principper. I denne stilling vandt han hurtigt ry som banebryder for den nye retning inden for behandlingen af sindssyge der da begyndte at gøre sig gældende. Han var en af de første anstaltlæger der søgte at afskaffe de gamle tvangsmidler og gennemføre det senere efter englænderen John Conolly opkaldte "no-restraint-system", ligesom han søgte at indrette et landbrug ved anstalten til beskæftigelse af de sindssyge. Hans anstalt var i en årrække den eneste virkelige kuranstalt for sindssyge i Skandinavien. Også patienter fra Norge og Sverige indlagdes hyppigt der, således bl. a. Esaias Tegnér (1840–41). J. var også en af de første der opstillede en teori om abnormiteter i nervesystemet som årsag til sindssygdomme, og stillede sig herved i modsætning til de psykologiske skoler. 1845 opgav han sin anstrengende stilling ved den efterhånden store statsanstalt og åbnede s.å. en privat sindssygeanstalt ved Kiel som han efter sine lærere Horn og Heim kaldte Hornheim. Han fortsatte dog utrættet sit videnskabelige arbejde og holdt forelæsninger ved Kiels universitet. Af hans videnskabelige arbejder må fremhæves hans originale beskrivelse af dementia paralytica som en selvstændig sygdomsenhed (1838). Han kaldte hypotetisk lidelsen for tabes nervosa. Først sønnen P. W. J. den yngre satte den 1857 i forbindelse med hjernesyfilis. 1855 udgav J. et lige så selvstændigt værk, Versuch einer wissenschaftlichen Begründung der Psychologie hvor han længe før C. Lange udkaster tanken om, at ikke blot følelserne men også spontane indfald, drømme og syges delirier har deres årsag i de legemlige organer, navnlig hjerte, det sympatiske nervesystem og hjerne, og ikke er psykisk fastholdt, højst psykisk provokeret. J. var en begavet, højt værdsat personlighed, afholdt i kollegiale kredse. Han var medstifter af den slesvigske lægeforening (1832) og i mange år en virksom formand for denne. – Dr. phil. h.c. i Kiel 1870. Tit. professor 1833. R. 1837.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.