R.K. Rasmussen, Rasmus Kristen Rasmussen, 8.11.1886-4.8.1961, læge, medicinsk forfatter. Født i Pedholt, Malling sg., Århus amt, død i Tórshavn, begravet i Malling. R. blev student fra Århus katedralskole 1906 og tog medicinsk embedseksamen februar 1915. De følgende 5½ år uddannede han sig på forskellige sygehuse og var i samme tidsrum reservelæge i hæren, alt i alt 1 ½ år. Han ønskede sig en praksis et eller andet sted på landet, og da han fik at vide at kommunelægestillingen i Eiði på Færøerne havde været ubesat siden 1916 indgav han sin ansøgning og blev ansat juni 1920. Hans praksisområde omfattede de nordligste dele af Eysturoy og Streymoy og havde dengang et indbyggertal på omkring 2200 fordelt på 17 større og mindre bygder, adskilt ved ret store, ofte kilometerlange afstande som kun kunne befares med båd eller til fods over fjeldene. Efter at have udøvet sin anstrengende lægegerning i 32 år måtte han af helbredshensyn tage afsked og bosatte sig i Térshavn juli 1952. Fra sin tidligste ungdom havde R. vænnet sig til at nedskrive sine iagttagelser, og da han erfarede at flere af hans forgængere på Færøerne havde publiceret deres iagttagelser, ville han gerne fortsætte denne smukke medicinsk-litterære tradition. Få år efter hans ansættelse fremkom hans første artikler om rakitis og øjensygdomme på Færøerne. Senere samlede han sig om epidemiologiske emner og offentliggjorde afhandlinger om tuberkulose, paradysenteri, kighoste, stind, psittakose og dyriske snyltere. De fleste af R.s skriftlige arbejder findes i de faglige tidsskrifter, fra 1952 dog helst i Frodskaparrit Annales Societatis Scientiarum Færoensis, således Færøsk lægevidenskabelig bibliografi i VI, 1957. Kun to af hans afhandlinger foreligger i bogform, nemlig Tuberkuloseundersøgelser i Ejde Lægedistrikt paa Færøerne, 1931, og Gomul føroysk heimarað, 1959 der indeholder hans gennem mange år indsamlede materiale om færøsk folkemedicin, oversat af Johannis av Skardi. R.s kulturhistoriske interesse omfattede ikke alene medicinen. Fra midten af 30erne sendte han en mængde færøske genstande til Dansk folkemuseum, ledsaget af udførlige oplysninger om hjemsted, brug og benævnelser. For sine værdifulde bidrag til bekæmpelse af sygdomme, især psittakose og blindhed, blev han udnævnt til æresdoktor ved Kbh.s universitet 23.11.1950. Fréðskaparrit V, 1956 udkom som festskrift til hans 70 års fødselsdag.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.