CT-scanning er en radiologisk undersøgelsesmetode til fremstilling af tværsnitsbilleder af kroppen. I en CT-maskine er der et røntgenrør og diametralt monterede røntgendetektorer, som roterer omkring patienten under billedoptagelse. Røntgenstrålens svækkelse i vævene måles i forskellige vinkler, bliver lagret og behandlet af en computer. Derefter opbygges der et billede af de forskellige væv i et bestemt snit eller en bestemt skive.

Faktaboks

Etymologi

CT er en forkortelse for computertomografi

Også kendt som

CT-undersøgelse

CT-undersøgelsen

CT-scanning af abdomen og bækken.
Af .

Moderne CT-undersøgelser kendetegnes ved høj præcision, skarpe billeder og kort undersøgelsestid på grund af den meget hurtige rotation af røntgenrøret. I løbet af sekunder kan man undersøge store områder af kroppen. Ved at patientbordet bevæger sig, mens røntgenrøret roterer, sendes røntgenstrålerne gennem kroppen i et spiralmønster. I dag kan man med de mest moderne scannere scanne tværsnit med en tykkelse ned på 0,2 mm, en rotationstid på 0,23 sekunder og en totalundersøgelsestid på ned på få sekunder. Parametrene for den enkelte CT-scanning bestemmes af, hvilken anatomi, som undersøges og hvad man ønsker at have mulighed for at se.

For at forstærke forskellene mellem forskellige væv kan CT-undersøgelsen udføres med forskellige røntgenkontrastmidler. Udover almindelige tværsnitsbilleder kan der laves tredimensionelle fremstillinger af kroppens blodårer (CT-angiografi) og andre organer. Maskinen kan også benyttes til at studere det dynamiske kontrastoptag i organer eller vævsstrukturer over tid, hvilket er nyttigt ved vurdering af organfunktion eller for at karakterisere en vævsforandring i kroppen.

CT har især betydning ved udredning af lidelser i centralnervesystemet, ved diagnose og kontrol af kræft- og betændelsessygdomme samt ved ulykkestilfælde med læsioner i hoved eller kropshule.

Vævstæthed

Vævstæthed angives i hounsfield-enheder (HU), hvor vand er tildelt værdien 0 og luft -1.000. Bløddele har værdier fra -100 til ca. +70, og meget hårdt knoglevæv har værdier over +1.000 HU. Billedet reguleres, så man tildeler et mindre udsnit af denne skala alle gråtonerne mellem sort og hvidt for at kunne skelne små forskelle i vævene, mens områder med tæthed over eller under dette udsnit afbildes hhv. hvide og sorte. Ved undersøgelse af bughulen anvendes fx ofte et udsnit på 250 HU omkring en midterværdi på +40 HU.

Historik

Ideen til dette nye princip i udnyttelse af røntgenstrålernes muligheder i medicinsk diagnostik blev i 1967 fremsat af den britiske ingeniør Godfrey Hounsfield. Den praktiske udformning skete i samarbejde med røntgenologerne James Ambrose (1923-2006) og Louis Kreel, og i 1971 var den første CT-scanner konstrueret. Den første scanner kunne udelukkende scanne hoveder og kunne kun lave et enkelt tværsnit. Opfindelsen indbragte Hounsfield Nobelprisen i fysiologi eller medicin.

I løbet af 1980'erne udvikledes teknikken, så det blev muligt at scanne flere tværsnit kontinuerligt. Efterhånden blev detektorerne også bredere og blev designet af små detektorelementer, hvorved det blev muligt at scanne flere tværsnit samtidigt. I dag kan man skanne op mod 640 tværsnit i en enkelt rotation.

Med de store teknologiske fremskridt er flere typer af undersøgelser flyttet fra andre typer af røntgenapparatur til CT-scannere. Et eksempel er undersøgelse af forsnævringer i blodårerne omkring hjertet, hvor man i de senere år er begyndt at CT-scanne patienter med indikation for den type af sygdom i stedet for at lave gennemlysning. Fordelene lavere er stråledosis samt mindre belastning af patienten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig