Tizian

Som ung arbejdede Tizian sammen med Giorgione ved udsmykningen af facaden på Fondaco dei Tedeschi i Venedig (1508), og af ham lærte han at sammenkomponere figurer og landskab, som det ses i hans tidligste hovedværk, allegorien Den himmelske og den jordiske kærlighed (ca. 1515, Galleria Borghese, Rom).

Det 7 m høje Marias himmelfart (1518), malet på træ til koret i den høje gotiske Frari-kirke i Venedig, er præget af en dynamik og farve- og lysintensitet, der var ny i Venedig. Til den samme kirke malede han (på lærred) 1519-1526 Pesaro-tavlen, som viser medlemmer af Pesaro-familien, der af Sankt Peter og Frans af Assisi præsenteres for Jomfru Maria og Jesusbarnet, som de takker for sejren over tyrkerne i 1502. Det er højrenæssancens mest fornyende billede i Venedig ved sin skildring af rummet og ved den intense kontakt mellem figurerne.

Fra 1516 var Tizian knyttet til flere norditalienske fyrstehoffer, først Este-familien i Ferrara, for hvem han malede mytologiske scener til Alfonso d'Estes studereværelse, bl.a. Bacchus og Ariadne (1522-1523, National Gallery, London).

Fra 1520'erne arbejdede han for Gonzaga-familien i Mantova. For della Rovere-familien i Urbino malede han især portrætter, men også et af sine mest kendte billeder, Venus fra Urbino (1538, Uffizierne, Firenze). Tizians udsmykning af Sala del Maggior Consiglio i Dogepaladset brændte i 1577.

Tizian fik stor betydning for portrætmaleriets udvikling i første halvdel af 1500-tallet, og han blev en eftertragtet portrætmaler ved flere europæiske hoffer. Han udviklede portrættet fra at være brystbillede til trekvartfigurs- eller helfigursbillede og malede bl.a. Frans 1. af Frankrig (1538, Louvre, Paris), Karl 5., bl.a. til hest ved Mühlberg (1548), og den senere Filip 2. af Spanien (1551, begge på Prado, Madrid).

Andre markante portrætter er Manden med handsken (ca. 1520, Louvre), Sortklædt mand med fuldskæg (uden årstal, Statens Museum for Kunst) og et Selvportræt (ca. 1567, Prado). Filip 2. blev Tizians største bestiller, både af portrætter og religiøse og mytologiske værker. Disse billeder fik betydning for eftertiden, da både Velazquez og Rubens blev påvirket af dem, og ikke mindst Rubens bragte Tizians farve- og lysbehandling med sig rundt.

Til Tizians fornemste portrætter hører Pave Paul 3. med hans to nevøer, malet 1546 under et ophold i Rom (Capodimonte-museet, Napoli); især hovedpersonen er skildret med en ikke tidligere set indlevelse og uden forsøg på idealisering. Man møder i dette billede noget af det, der blev karakteristisk for Tizians maleri i hans sidste tiår: en enkelhed i skildringen og en fokusering på det dramatiske, udtrykt både i fysisk og psykisk bevægelse. Det ses i Ecce Homo (1543, Kunsthistorisches Museum, Wien), Tornekroningen (ca. 1570, Alte Pinakothek, München) samt Pietà, der stod ufuldendt ved hans død, beregnet til placering ved hans grav (Accademia-museet, Venedig).

Billedet er moderne i sine løse strøg og sin behandling af lyset som billedskaber, og kompositionen har endeligt frigjort sig fra højrenæssancens krav om sammenfald mellem hovedperson og billedcentrum.

Eftertidens vurdering af Tizian var i de første århundreder negativ, baseret på senrenæssancens opfattelse af tegningen som vigtigere end farven; idealet fandt man hos Michelangelo og især Rafael. Først 1900-tallet viste Tizian fuld forståelse.

• renæssancen
• kunst i renæssancen
• italiensk billedkunst
• portrætmaleri