folkehøjskole

Folkehøjskolens opståen skyldes navnlig de tre mænd N.F.S. Grundtvig, Christian Flor og Christen Kold. N.F.S. Grundtvig var fra 1830'erne fortaler for en folkelig oplysning, som han efter indtryk fra britiske universiteter mente kunne formidles på kostskoler for den voksne ungdom.

I en lang række skrifter udviklede han disse tanker, som i forhold til den tids elitære pædagogik måtte betragtes som revolutionære. Han gik således ind for, at skolerne skulle styres af eleverne, og at lærerne ikke skulle udspørge dem, men besvare deres spørgsmål.

Inspireret af N.F.S. Grundtvig og af behovet for en dansk skole til imødegåelse af den officielle tyskhed i Slesvig oprettede Christian Flor den første højskole i Rødding i 1844.

Christen Kold, der var inspireret af N.F.S. Grundtvig og især af forkyndelsen i de gudelige forsamlinger, begyndte sin højskolevirksomhed i 1851 i Ryslinge; fra ham stammer dels det præg af et beskedent, men inderligt hjem, som længe var typisk for mange højskoler, dels den bevidste kristne forkyndelse, som ikke indgik som noget centralt i N.F.S. Grundtvigs højskolesyn. Når senere grundtvigianere talte om, at højskolerne skulle udøve en "Johannes Døber-gerning", kunne de ikke påberåbe sig N.F.S. Grundtvig.

I Danmark har der gennem årene været 350-400 højskoler. De her nævnte er blandt de hyppigst omtalte i højskolehistorien, bl.a. pga. forstanderes og andre medarbejderes indsats i den pædagogiske debat.

*: Højskolens virksomhed har undergået ændringer, fx flytning, sammenlægning, navneskift, midlertidige afbrydelser eller grundlæggende omlægning af undervisningen.

Højskolebevægelsen tog fart i 1860'erne med Askov, Testrup og Vallekilde som de største og mest levedygtige skoler. De tre skoler arbejdede til en vis grad sammen, bl.a. om udgivelse af sangbøger, men havde hver sit særpræg med Askov som den mest poetisk-historisk-mytologisk orienterede, Testrup med et overvejende nationalt anstrøg og Vallekilde med et kristent præg.

Der var også mere jordbundne højskoler som Lars Bjørnbaks i Viby ved Århus, der ville højne bondestanden ved bl.a. at bekæmpe dialekterne og lære eleverne borgerlige manerer. Desuden blev der oprettet mange små højskoler, der ikke har overlevet, men hvoraf en del dog eksisterede i 20-30 år og havde betydning for lokalsamfundet.

I begyndelsen var højskolerne kun for unge mænd; i løbet af 1860'erne føjedes pigeskolerne til, og fra 1885 optog Askov både mænd og kvinder som vinterelever. Det havde aldrig været meningen, at højskolerne ensidigt skulle sigte mod ungdommen fra bondestanden, men som befolkningen var sammensat, måtte den blive den vigtigste målgruppe.

Terminerne kom derfor til at rette sig efter årsrytmen i datidens landbrug: et karlekursus november-marts og et pigekursus maj-juli. For landbefolkningen blev højskolerne da også af afgørende betydning: Landboerne fik selvagtelse; de blev fx i andelsbevægelsen bedre i stand til at varetage egne anliggender, og de blev ligeværdige i samfundslivet. Mange politikere har således været på højskole.

I første halvdel af 1900-tallet forsvandt de små højskoler, og de store og mellemstore skoler blev institutioner. Fra slutningen af 1800-tallet blev nye typer af skoler i et vist omfang oprettet, især skoler, der tog sigte på specielle grupper eller specielle fag, fx arbejderhøjskoler, idrætshøjskoler og skoler med tilknytning til Indre Mission.

Efter 2. Verdenskrig blev det klart, at man ikke i det lange løb kunne eller burde drive højskole med basis i en enkelt samfundsgruppe. Den fortsatte afvandring fra landbruget bidrog til, at mange unge brugte et højskoleophold som sporskifte. Højskolerne orienterede sig mod en bredere elevkreds, og det blev almindeligt at have mandlige og kvindelige elever på samme kursus.

Efterhånden som sommerskolerne for piger forsvandt eller skrumpede ind, opstod et behov for at udnytte lokaler og lærerkræfter på anden vis i sommermånederne, hvilket førte til et varieret udbud af kurser af forskellig længde og nu altid for begge køn. Tilskudsreglerne blev ændret i overensstemmelse hermed, således at også ganske korte kurser kunne indgå ved beregning af statstilskud.

En liberal godkendelsespraksis har medført, at der i de sidste 50 år er oprettet en lang række nye skoler. Et stort antal af både nye og ældre skoler er i den samme periode blevet nedlagt og anvendt til andre formål som efterskoler eller kursuscentre. Kun nogle få af de tidligste folkehøjskoler har virket uden afbrydelse indtil nu.

Myndighederne havde længe svært ved at forholde sig til højskolerne. Mens man var positivt indstillet over for deres kundskabsmeddelende funktion, var man negativ over for, hvad der af nogle blev anset for en monopolisering af begrebet danskhed.

Modstræbende gav man dog allerede i 1851 nogle højskoler vilkårligt fastsatte tilskud, der først i 1892 blev afløst af tilskud efter faste regler. I provisorietiden inddrog regeringen tilskuddet til højskoler med venstresympatier.

De ændrede tilskudsregler, der har gjort det muligt at gennemføre en omfattende virksomhed med 1-2-ugers-kurser om sommeren, har undertiden givet anledning til en offentlig debat, hvori man har talt om "ferie med statstilskud". Fra højskolernes side har synspunktet været, at højskolen kan tage alle fag og emner op, men at det afgørende er undervisningsformen og den måde, hvorpå den folkelige oplysning kan støtte livsoplysning og menneskeligt fællesskab.

Den enkelte højskoles overlevelse er afhængig af elevtilgangen, hvorfor højskoleverdenen er stærkt konkurrencepræget. Dette har i perioder også allerede i 1800-tallet fremkaldt specielle fagtilbud af meget forskellig art, der efter manges mening afveg fra højskoletraditionen.

Da myndighederne altid har næret en sympatisk uvilje mod at gribe ind i skolernes frihed, er der kun undtagelsesvis forekommet indsigelser fra ministeriel side, mens der ofte har fundet en ganske bitter intern højskoledebat sted, som bl.a. bundede i frygten for, at grundlaget for offentlige tilskud skulle blive undergravet.

I 2000-tallet er højskolerne mere forskellige end nogensinde før. En del nyere skoler har kun lidt tilfælles med den traditionelle højskole, men også de gamle skoler har udviklet sig i nye retninger. Den liberale tilskudslovgivning har bidraget til det og givet højskolerne et fastere økonomisk grundlag, men den har også gjort dem mere sårbare over for selv en midlertidig tilbagegang i elevtal. Skolernes bedre økonomiske vilkår er i et vist omfang betalt med strammere kontrol og ringere muligheder for lærere uden formelle kvalifikationer, mens det tidligere var højskolernes særpræg, at lærerne blev bedømt og aflønnet efter personlige kvalifikationer og ikke efter eksaminer.

I dag modtager højskolerne et direkte statstilskud afhængig af opholdets længde og elevens kompetencegivende uddannelse, mens resten af driftsudgifterne dækkes af elevbetaling, inklusive kommunale tilskud til de enkelte elever fra visse kommuner. I 2011 modtog højskolerne 2527 kr. i statstilskud pr. uge for en elev på et langt kursus, mens en elev på et kort kursus udløste tilskud på 1445 kr. pr. uge (2-ugers kursus) eller 892 kr. pr. uge (ugekursus). I 2010 var det samlede taxametertilskud til højskolerne 548,5 mio. kr. (medregnet grundtilskud 583,8 mio. kr.)

Den danske folkehøjskole har inspireret skolefolk i mange lande, ikke til efterligning, men til nye skoleformer, som svarer til de enkelte landes og folks behov, altså ganske i Grundtvigs ånd.

Der blev først oprettet højskoler i de nordiske lande: i Norge fra 1864 såvel grundtvigske skoler som mere markant kristeligt forkyndende, i Sverige fra 1868 både grundtvigsk prægede og kundskabsmeddelende skoler som et folkeligt alternativ til gymnasierne og i Finland fra 1890 både finsk- og svensksprogede, hvilket fik betydning for Finlands selvstændighedskamp.

Desuden blev der i 1942 oprettet en samisk folkehøjskole i Jokkmokk i Sverige; en færøsk folkehøjskole blev oprettet i 1899, og efter 2. Verdenskrig blev der også oprettet folkehøjskoler i Grønland samt en dansksproget højskole i Jaruplund i Sydslesvig.

De nordiske folkehøjskoleforeninger har siden 1956 været samlet i Nordisk Folkehøjskoleråd med hjemsted i Kungälv, Sverige.

Uden for Norden blev der i USA fra 1878 oprettet dansksprogede folkehøjskoler, som i første halvdel af 1900-tallet blev omdannet til engelsksprogede skoler med en vis tilknytning til den dansk-amerikanske tradition. Dansk-argentinerne fik ikke held med deres højskoleforsøg, men sendte deres unge på højskole i Danmark.

Efter 1. Verdenskrig bredte højskoletanken sig til andre europæiske lande, især Tyskland, Schweiz og Polen; efter 2. Verdenskrig også til Afrika og Asien, bl.a. Ghana, Nigeria, Indien og Japan — overalt under skyldig hensyntagen til de nationale og folkelige forudsætninger og behov.