Öckerö er en ca. 4 km2 stor svensk ø ud for Göteborg i Sverige. Den rummer hovedbyen i kommunen af samme navn (De Tio Öarnas Kommun; 12.800 indbyggere (2023)). Öckerö er den eneste af Sveriges kommuner bortset fra Gotland, der er uden vejforbindelse med fastlandet.
De tætbefolkede øer har fiskeri og fiskeindustri, og mange pendler til Göteborg. En ødekirke fra middelalderen vidner om skærgårdens lange historie som kultursamfund.
Syd for Öckerö, ved indsejlingen til Göteborg, ligger holmen Danska Liljan. På dette sted stødte de tre nordiske rigers grænser sammen på den tid, hvor Halland var dansk og Bohuslän norsk. Navnet er en forvanskning af det ældre navn Danmark Lille.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.