Øresundsregionen

Med grænsedragningen mellem Danmark og Sverige i Øresund i 1658 forblev sundbyerne et afgørende bindeled mellem den danske og svenske del af Øresundsregionen. Ikke desto mindre svækkedes den svenske del af regionen som følge af den lange afstand til den nye hovedstad, Stockholm, og som følge af, at den svenske stats toldpolitik orienterede den meget store skånske landbrugsproduktion til de centrale dele af Sverige.

Med græsdragningen kom København ganske vist til at ligge i udkanten af riget, men ekspanderede som den i forvejen meget store hovedstad og centrum for enevældens politisk-administrative og militære magt og merkantilismens erhvervstiltag: Industrifabrikanter og oversøiske handelsvirksomheder.

Med industrialismens urbanisering fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet udviklede København sig til en hovedstadsmetropol med det førindustrielle København som en centralby med administrative og økonomiske funktioner, tre omkringliggende bylag med industri- og boligområder og udenfor et op til 15 km bredt forstadslag.

Samtidig med at byerne på den skånske Øresundskyst udvidede sig så meget, at de kom til at danne et bybånd fra Trelleborg i syd, over storbyerne Malmø og Lund, til Helsingborg i nord. Denne urbane proces accelererede i den første efterkrigsperiode (1945-1970).

Forbindelserne over Øresund blev dermed hyppigere, men hovedstadsmetropolen og det vestskånske bybånd forblev adskilte byregioner, hvor samspillet med realkapital, arbejdskraft og pendling var beskedent.

Med den første efterkrigstids økonomiske vækst skabtes forudsætningen for de danske og svenske regeringers forhandlinger om forskellige forslag til faste øresundsforbindelser. Herved konceptualiseredes Øresundsregionen som en interskandinavisk byregion, og der fremlagdes forskellige visioner for dens udvikling.

I starten af 1970'erne indgik de to landes regeringer en aftale om faste forbindelser mellem Malmø og København samt Helsingør og Helsingborg. Aftalen ratificeredes af den svenske Riksdag, men ikke af det danske Folketing under henvisning til en højere prioritering af Storebæltsforbindelsen og den sidste efterkrigstids krise, der også lammede bestræbelserne for en videre integration i Øresundsregionen.

Øresundsregionen er veludrustet til at konkurrere med andre byregioner. Københavns Lufthavn i Kastrup er Nordeuropas største, de to store havne i København og Malmø er samlet til én enhed, Copenhagen Malmo Port (CM Port), der er den næststørste havn i Skandinavien (efter Göteborg), motorvejene i regionen er velintegrerede i det europæiske motorvejsnet, togene kører flere gange i timen på tværs af sundet, og Bella Center og andre etablissementer har kapacitet til internationale handelsmesser og møder.

Økonomisk er regionen en af Europas rigeste og mest videnstunge, og Øresundsbroen har også betydet en vis pendlertrafik mellem hovedstadsmetropolen og Malmø, da en del storkøbenhavnere har valgt bolig i og udenfor Malmø.

I forhold til pendlingen i både hovedstadsmetropolen og mellem Skånes byer, er den øresundsregionale pendling dog beskeden. Det samme gælder bevægeligheden for varer, tjenester og kapital inden for regionens område. Forskellige nationale reguleringer og beskatningsregler begrænser denne bevægelighed og pendling. Midlertidige begrænsninger af persontrafikken over sundet har tillige medvirket hertil.