Østerbygden

Grønlands østre bygd omtales i landnamsberetningen i Grænlendinga saga. Beretningen findes nedskrevet i Flateyjarbók i årene 1387-94, men bygdebetegnelsen har rødder tilbage i en fjernere fortid. Den norske præst Ívar Bárðarson giver i sin Grønlandsbeskrivelse fra slutningen af 1300-årene en systematisk beskrivelse af bygdens topografi. Ívar beskriver fjordene, særlige naturlige forekomster som for eksempel de varme kilder på Uunartoq ø. Han omtaler gode fangst- og råstofområder, og han beskriver gårde og kirker.

De tidligste skriftlige vidnesbyrd om ruiner af nordisk oprindelse i det sydligste Grønland er fra Hans Egedes rejse i i området i 1723. Lokale viste vejen til den bedst bevarede ruin i området: ruinen af Hvalseyfjordens kirke. Egede var ikke i tvivl om, at den velbevarede ruin var af en kirke, og formentlig var det netop i kirken, at han, med ringe resultat, forestod udgravninger den 29. august 1723. Peder Olsen Walløe foretog undersøgelsesrejse i det sydlige Grønland i årene 1751 – 1753 og beskriver nordiske ruiner i Tunulliarfik, Igaliku, Alluitsoq og Uunartoq fjordene. Ruinerne i Igaliku blev første gang beskrevet af Aron Arctander efter besøg i 1779. Ifølge Arctander udgjorde de mange ruiner på stedet en hel by. Nogle huse var bevaret i op til to meters højde, mens andre huse beskrives som meget sammenfaldne.

Efter en periode, hvor ruinbeskrivelserne blev foretaget af forbipasserende rejsende med andre gøremål, tog det nystiftede Kongelige Nordiske Oldskriftselskab i 1825 initiativet til de første systematiske historiske og arkæologiske undersøgelser af nordbobygderne. Målet var at indsamle al tilgængelig viden om den nordiske bosætning i Grønland med indsamling af skriftlige beretninger, oldsager og en systematisk kortlægning af de mange ruiner i Syd- og Vestgrønland. Undersøgelserne i Grønland blev foretaget af lokale danske embedsmænd, præster og ansatte ved Den Kongelige Grønlandske Handel, og udover ruinregistreringerne foretog disse også arkæologiske udgravninger på udvalgte lokaliteter, blandt andet i Igaliku. Det ambitiøse arbejde fandt sted i årene 1832 – 1841, og hele projektet blev afrundet med udgivelsen af det monumentale trebinds-værk Grønlands Historiske Mindesmærker (GHM), der udkom i årene 1838 – 1845. Resultaterne af den arkæologiske indsats blev publiceret i værkets tredje, der udkom i 1845. I alt omtales ca. 85 ruingrupper i Østerbygden, heraf syv med kirke.

Med Grønlands Historiske Mindesmærkers pionerindsats var der lagt et solidt fundament for fremtidens arkæologiske undersøgelser i nordbobygderne, og det nyoprettede statslige forskningsorgan Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland tog stafetten op i 1880. Dette år blev premierlieutenant Gustav F. Holm, arkitekten Th. Groth og ingeniøren C. Petersen, sendt til Sydgrønland for at foretage en kortlægning af terræn og fortidsminder i Julianehaab Distrikt samt at indsamle mineraler, bjergarter og planter. Desuden, hvis tiden tillod det, at foretage arkæologiske undersøgelser, og atter blev der peget på ruinerne i Igaliku.

Mens Gustav Holms opgave først of fremmest var at registrere ruiner, var det i 1894 kaptajn Daniel Bruuns, sergent N. P. Jørgensens og fisker Otto Hansens opgave både at registrere ruiner og foretage arkæologiske undersøgelser i Østerbygden. Bruun og hans hold besøgte og registrerede nordboruiner i Sermilik, Tunulliarfik, Igaliku, Alluitsoq og Uunartoq fjordene, og der blev foretaget arkæologiske undersøgelser ved adskillige ruingrupper. Antallet af registrerede og velbeskrevne ruingrupper var nu oppe på 97.

Rekognosceringen efter norrøne fortidsminder i de sydgrønlandske fjorde fortsatte i løbet af 1900-årene, og der føjes stadig nye enkeltliggende ruiner og grupper af ruiner til Grønlands officielle fredningsregister Nunniffiit. Antallet af lokaliteter er i dag (2025) oppe på mere end 500.

Arkæologiske undersøgelser viser, at den første bosætning i slutningen af 900-årene fandt sted i de indre dele af Tunulliarfik, i Igaliku fjord og i det sørige indlandsområde Vatnahverfi, hvor den bedste landbrugsjord findes, for hurtig efter at sprede sig til de mere marginale områder mod både syd og mod nord. Affolkningen af bygden i midten af 1400-årene fulgte samme bevægelse dog omvendt, idet affolkningen af de marigale områder satte ind allerede i 1300-årene, mens livet på de bedst funderede gårde i den centrale del af Østerbygden omkring Tunulliarfik og Igaliku fjordene fortsatte frem til midten af 1400-årene.

De ældste gårde var sammensat af en række spredtliggende huse, der rummede bolig, stalde, lader og diverse værksteder. Enkelte gårde havde desuden en kirke tilknyttet. I løbet af 1200-årene udvikledes ved nogle gårde den centraliserede gård, der strukturelt ikke adskilte sig fra den spredte gård, men de enkelte huse var placeret så tæt ved siden af hinanden, at det blev muligt at bevæge sig fra hus til hus, uden at man behøvede at gå udenfor. Den centraliserede gård var især udbredt i Vesterbygden. I Østerbygden er gårdstypen registreret i Vatnahverfi-området. Den centraliserede gård antages at være reaktion på køligere vejr.

Der er registreret kirke i tilknytning til 16 gårde i Østerbygden. Ældst er de små tørvekirker, der arkitektonisk ikke adskiller sig fra de profane bygninger, og kun den omgivende næsten cirkulære kirkegård afslører bygningen funktion. De små landnamskirker blev opført af gårdejerne selv straks efter landnammet i slutningen af 900-årene og var i funktion frem til første halvdel af 1200-årene. I alt er der lokaliseret fem små kirker, alle i den ældst bebyggede del af Østerbygden. Bedst kendte landnamskirke er Tjodhildes kirke opført på Erik den Rødes gård Brattahlid i Qassiarsuk

De små kirker afløses af kirker med romansk grundplan og firesidet kirkegård. Som i de små landnamskirker er byggematerialerne sten og tørv. De første kirker med romansk grundplan blev opført fra slutningen af 1000-årene. Kirken på Herjolfsnæs ved Ikigaat tilhører gruppen af kirker med romansk grundplan.

Omkring 1250 – 1300 introduceredes et-rumskirkerne i Grønland. Nogle, som f.eks. kirken i Hvalseyfjorden, blev opført helt i sten. Andre var måske trækirker pakket ind i beskyttende stenmure.

Navne på de gårde og fjorde, hvor kirkerne var opført, omtales i Ívar Bárðarsons Grønlandsbeskrivelse fra slutningen af 1300-årene og i en – antagelig – ældre liste over navngivne grønlandske kirker og bisper, der findes nedskrevet i Flateyjarbók. I begge beretninger opremses stednavnene fra syd mod nord i nogle tilfælde med supplerende oplysninger om markante naturfænomener, og disse oplysninger har mere eller mindre overbevisende dannet grundlag for beskrivelsen af Østerbygdens middelalderlige norrøne topografi. Både kirkelisten i Flateyjarbók og Ívars topografiske beskrivelse afspejler mest sandsynligt situationen i 1300-årene, henholdsvis i begyndelsen og i slutningen af århundredet, og det er efter at landnamskirkerne med de cirkulære kirkegårde er enten nedlagt eller erstattet af senere kirkebygninger. Arkæologisk kender vi i dag i Østerbygden 10 kirker fra tiden efter landnamskirkerne, hvilket er færre, end hvad de to lister oplyser. I Flateylisten nævnes 12 kirker, mens Ívar omtaler 11 kirker. Og kirkernes navne er de to kilder heller ikke altid enige om. En sikker identifikation af de norrøne gårde, kirker og fjorde er derfor meget vanskelig, men nogle stednavne har sat sig fast. Identifikationen af ruinerne i Igaliku som nordboernes bispesæde Garðar er nok den mest troværdige, da den bygger på fundet af en bispegrav i kirken i 1926. Herjolfsnæs er identificeret med de mange ruiner ved Ikigaat i det sydligste Grønland, mens Benediktinernonneklosteret, som Ívar fortæller ligger nær en ø med ”varmt vand”, er identificeret med ruinerne på Narsarsuaq i Uunartoq fjord nær Uunartoq øen med de varme kilder. Den velbevarede kirkeruin ved Qaqortoq i Qaqortup Imaa er blevet identificeret som beretningernes Hvalseyfjordens kirke, og fjorden den ligger i som Hvalsey fjorden. De mange ruiner, der er registreret på Qassiarsuk sletten i Tunulliarfik er blevet udpeget som Brattahlid, hvor Erik den Røde opførte sin gård i slutningen af 900-årene, og fjorden, gården ligger i, var nordboernes Eriks fjord. Ívar omtaler i sin Grønlandsberetning en stor gård med kirke, der ligger på venstre hånd, når man sejler ind i Erik fjord. Gårdens navn er Dyrnæs og er identificeret med de mange ruiner, der er registret umiddelbart nord for Narsaq. Det sørige og tæt befolkede område Tasikuluulik mellem Igaliku fjord og Alluitsoq fjordene antages at være de norrøne grønlænderes Vatnahverfi.

I 2017 blev fem områder i Sydgrønland, nordboernes Østerbygd, med vigtige ruingrupper udpeget til World Heritage. Det drejer sig om Qassiarsuk (Brattahlid), Igaliku (Gardar), Qaqortukulooq (Hvalsey fjordens kirke), Tasikuluulik (Vatnahverfi) og Sissarluttoq, en meget velbevaret ruingruppe syd for Igaliku.

• nordboerne
• Det norrøne Grønland
• lille istid
• Vesterbygden