æggestokkræft

En række forskellige celletyper i æggestokkene kan give ophav til kræft. Der er derfor stor variation i vækstmønster, aggressivitet og spredning af svulsten. Mere end 90% opstår i celler fra overfladeepitelet (epiteliale svulster). De sidste 5-10 % er hhv. granulosacellesvulster, Sertoli-Leydig-cellesvulster og germinalcellesvulst, som har andre årsager og behandlinger end nedenstående.

I Danmark opstår der omkring 550 nye tilfælde af kræft i æggestok, æggeleder eller primært i bughinden om året. Sygdommen er meget sjælden hos kvinder under 40 år.

Årsagen til æggestokkræft er ukendt.

Hyppigheden stiger med alderen. Kvinder, der ikke har født børn, har højere risiko end kvinder, der har født børn. P-pillebrug i 5–10 år halverer risikoen. Dette forklares ved, at jo flere ægløsninger en kvinde har, desto større er risikoen for, at der opstår en mutation ved en celledeling, som kan føre til kræft.

Der er også en arvelig association. Kvinder med visse medfødte genfejl kan have øget risiko. Dette gælder især mutationer i BRCA1 eller BRCA2 generne.

Æggestokkræft giver meget få symptomer i starten. Når symptomerne opstår, er sygdommen derfor ofte relativt langt fremskreden. Det mest almindelige sygdomstegn er, at svulsten vokser så voldsomt, at maven bliver større. Andre tegn kan være ændret vandladning eller afføring.

Regelmæssige helbredsundersøgelser (screening) for at opdage æggestokkræft på et tidligt tidspunkt, for eksempel ved ultralydsundersøgelse, har ikke vist effekt i studier. Det er en kombination af kræftens aggressivitet (vævstypen) og udbredelsen på diagnosetidspunktet (sygdomsstadiet), der bestemmer prognosen.

Diagnosen stilles på baggrund af gynækologisk undersøgelse, blodprøver og forskellige billedundersøgelser. Billedundersøgelserne inkluderer ultralyd udenpå maven og inde i skeden (transvaginal ultralyd), CT-undersøgelse og PET-CT som led i den indledende stadieinddeling.

Blodprøve alene kan ikke stille diagnosen, men tumormarkøren CA 125 kan hos den enkelte monitorere forløbet af sygdommen, idet CA 125 typisk falder, når sygdommen bliver mindre (behandlingen virker), og stiger, når sygdommen vokser (behandlingen ikke længere virker). Diagnosen skal stilles ved at udtage en vævsprøve i de tilfælde, hvor det på forhånd vides, at behandling med operation ikke er muligt.

Behandlingen er operation, i de fleste tilfælde efterfulgt af kemoterapi og evt. anden medicinsk kræftbehandling. Operationen består normalt i, at æggestokkene, æggelederne, livmoderen, fedtforklædet og nærliggende lymfeknuder fjernes. Ved udbredt sygdom kan det også være nødvendigt at fjerne dele af tarmen, hvilket kan medføre stomi hos nogle. Hvis sygdommen på diagnosetidspunktet er for udbredt, og operation derfor ikke er mulig, starter behandling med kemoterapi. Efter typisk 3 behandlinger med kemoterapi, gentages CT, og personen kan så muligvis opereres. Efter operationen gives yderligere kemoterapi. Ved udbredt sygdom tilbydes personen supplerende behandling med stoffet bevacizumab (et stof, der hæmmer dannelsen af små blodkar til kræftcellerne) og/eller en PARP-hæmmer (poly (ADP-ribose) polymerase hæmmer). Sidstnævnte tilbydes primært personer med mutation i BRCA1 eller BRCA2 genet. Immunterapi som supplement til kemoterapi har i store undersøgelser været uden effekt.

Prognosen afhænger af svulsttypen, og hvor langt sygdommen har udviklet sig på diagnosetidspunktet (sygdomsstadie). Samlet set lever omkring 50 % i fem år eller mere efter diagnosen. Prognosen er bedre for personer med mutation i et af BRCA generne.

• kræft
• æggestokke
• kemoterapi