æresbegrebet i vikingetiden

Æren hang snævert sammen med at være ærlig og ærværdig, og svig var æresløst. Ærestab kunne få store konsekvenser for en persons sociale, økonomiske og politiske liv

Et ærestab medførte forpligtelse til eller forsøg på at genoprette æren: Hvis der blev begået et drab på en slægtning, var blodhævnen en forpligtelse. En persons ære berørte hele slægten i vid forstand, også fosterbrødre og andre allierede.

Æren udgjorde også en række uskrevne regler for, hvad der var passende; handlinger og adfærd blev bedømt af andre. Litteraturforskeren Preben Meulengracht Sørensen udtrykte det således: "Et menneskes ære er den værdi, det har i andres øjne. Det er medmenneskene, der vurderer, om den enkeltes handlinger fører til ære eller skam".

Det var alt afgørende at være et respekteret medlem af sin slægt. En mand eller kvinde, der brød æresnormerne mistende slægtens og samfundets beskyttelse, og i værste fald blev den pågældende dømt fredløs på tinge.

I eddadigtet Hávamál gengives en lang række regler og værdisæt i ordsprogsform, herunder regler for omgang med andre mennesker, der formentlig afspejler opfattelsen af ære i de nordiske samfund i vikingetiden. Et ofte gengivet citat fra slutningen af digtet fremhæver vigtigheden af eftermælet for den enkelte person og dermed slægt. "Fæ dør/frænder dør/man selv dør på samme vis/ét ved jeg/som aldrig dør/dommen over hver en død".

• islandske sagaer
• nordisk mytologi
• vikingetiden