øjenundersøgelser

Synsprøve er en sammensat undersøgelse, der begynder med en måling af synsstyrken (visus), også betegnet skarpsynet eller centralsynet. Til synsprøven anvendes standardiserede synstavler med figurer i forskellig størrelse, fx Snellens tavle med bogstaver eller børnetavler med symboler. Jo mindre bogstaver eller symboler man kan se, des bedre er synsstyrken. Den måles på hvert øje for sig og på begge øjne samtidig, både på afstand og nær på, fx i læseafstand. Hvis synsstyrken er nedsat, kan det enten skyldes, at man har behov for briller, eller at der er tale om en egentlig øjensygdom.

Herefter udmåles brillestyrke (refraktion) for at afdække evt. brydningsfejl. Refraktionen kan udmåles objektivt på flere måder, fx ved skiaskopi og ved automatisk refraktometri. Princippet ved skiaskopi består i at iagttage den tilbagekastede lysrefleks fra øjets nethinde. Ved at bevæge lyskilden foran øjet vil lysrefleksen også bevæge sig, men refleksen vil enten bevæge sig mod eller med lysets retning afhængigt af øjets egen brydende styrke. Ved at indskyde brilleglas af forskellig styrke mellem lyskilden og øjet kan man finde den værdi, der svarer til brillestyrken. Automatisk refraktometri anvender refleksionen af infrarødt lys, som opfanges af en detektor og omsættes i brillestyrker i apparatets computer. De således objektivt udmålte brydningsfejl afprøves herefter ved en subjektiv brillebestemmelse, som bygger på den undersøgtes egne angivelser. Til brillebestemmelsen anvendes et sæt af brilleglas med mange forskellige styrker, som evt. er indbygget i et synsprøveapparat. Synsprøven kan ud over synsstyrke- og brillebestemmelse omfatte en vurdering af de to øjnes samsyn og kan efter behov udvides med fx undersøgelse af farvesans og mørkesyn.

Undersøgelse af synsfeltet (orienteringssynet, det perifere syn) kan foregå ved at vurdere, hvor langt ud til siden den undersøgte uden at bevæge øjet kan registrere undersøgerens fingerbevægelser. En nøjere udmåling kan foretages med perimetri, hvorunder grænserne for synsfeltet bestemmes med et bestemt objekt, fx en lysplet af en bestemt farve, areal og lysintensitet. Samtidig undersøges forekomsten af blinde pletter (skotomer) inden for de registrerede ydergrænser. Undersøgelsen kan foretages manuelt eller med computerstyret apparatur, men kræver i begge tilfælde den undersøgtes opmærksomhed og koncentration.

Spaltelampeundersøgelse foregår vha. en spaltelampe, som består af et binokulært mikroskop og en spalteformet lyskilde, der kan drejes. Ud over muligheden for at se mikroskopiske forandringer i øjet gør den spalteformede lyskilde det muligt at lægge et tredimensionalt optisk snit gennem den forreste del af øjet. Ved spaltelampeundersøgelse vurderes øjets slimhinder, tårefilmen, hornhinden, regnbuehinden, øjenlinsen og den forreste del af glaslegemet. Ved brug af særlige kontaktglas med spejle eller specielle forstørrelsesglas kan undersøgelsen udvides til at omfatte kammervinklen (se grøn stær) og den indvendige del af øjeæblet, især nethinden.

Måling af øjets indre væsketryk (tonometri) udføres vha. et særligt tilbehør til spaltelampen. Undersøgelsen foregår efter drypning med lokalbedøvende øjendråber, hvorefter øjentrykket måles ved at berøre den hvælvede hornhinde med en fjederbelastet plan flade. Den kraft, der skal anvendes for at afflade hornhinden mod den plane flade, er et mål for, hvor stort det indre tryk er. Undersøgelsen er særlig påkrævet ved grøn stær, som fremkaldes af for stort indre tryk. Det normale øjentryk er 12-21 mmHg.

Oftalmoskopi er en undersøgelse af øjets indvendige, bageste del, som belyses gennem pupillen parallelt med undersøgerens synsakse med et oftalmoskop. Ved at indskyde glas med forskellig brydning opnås der mulighed for et forstørret, skarpt billede af nethinden. Teknikken blev introduceret i 1851 af den tyske øjenlæge og fysikerHermann von Helmholtz i form af øjenspejlet, som er et spejl med hul i midten. Oftalmoskopi er videreudviklet til fotografering af nethinden. Nethindefotografering kan ved anvendelse af optiske filtre fremhæve detaljer, som ikke kan ses ved almindelig oftalmoskopi.

Fluorescensangiografi foregår ved fotografering af nethinden og dens blodkar efter indsprøjtning af et fluorescerende stof i en blodåre, fx en armvene. Det fluorescerende stof fungerer som et kontraststof, der afbilder blodkar og evt. utætheder i disses vægge.

Elektroretinografi (ERG) er en måling af de elektriske signaler, som opstår i nethinden ved lyspåvirkning. Signalerne registreres vha. en elektrode, som anbringes udvendig på øjet, fx indbygget i en kontaktlinse. Vha. computerteknik er det desuden blevet muligt at registrere synsimpulser fra hjernens synscentre ved at anbringe elektroder på baghovedet, hvor synsbarken er lokaliseret. De således opfangede synsimpulser benævnes visual evoked potentials. Metoden anvendes bl.a. til undersøgelse af impulsledningen fra nethinden til hjernen hos spædbørn med mistænkte synsnervelidelser.

Ultralydundersøgelse anvendes til måling af øjets dimensioner, hvilket bl.a. indgår i forundersøgelse ved operation for grå stær mhp. beregning af styrken af den kunstlinse, der skal indsættes. Ultralydundersøgelse anvendes også i tilfælde, hvor det pga. uklarheder af hornhinde eller linse ikke er muligt at undersøge øjet med oftalmoskopi.