trans-2-nonenal, dannet ved oxidation, giver øl en kedelig hengemt smag.

Ølældning betegner udvikling af uklarhed eller fejlsmag i øl, der skyldes oxidationsprocesser ved lagring af øl. Især er dannelse af stoffet trans-2-nonenal årsag til smagsforandringer, som overskygger øllets friskhed.

Faktaboks

Også kendt som

staling, fra engelsk "beer staling"

Lysinduceret dannelse af MBT, 3-methylbut-2-en-1-thiol, giver derimod øl en gennemtrængende lugt af stinkdyr.

Modning eller ældning

Nogle øl vinder i lugt og smag ved lagring. Det er især de mørke øl med højt indhold af alkohol, der modnes ved lagring. Lyse øl og øl med lavt indhold af alkohol er derimod mere udsatte for den negative udvikling af smag og lugt ved lagring, der betegnes ølældning.

Sulfit i øl

Dannelse af trans-2-nonenal modvirkes af sulfit, som gær spontant danner eller som anvendes som et tilsætningsstof til øl. Gærens egen dannelse af sulfit giver gæren fordele for egen vækst frem for bakterier.

Øl og lys

En "solbajer": MBT, 3-methyl-2-en-1-thiol, dannet ved belysning giver øl en ubehagelig lugt. MBT kendes også fra stinkdyrs forsvar.

Øl er lysfølsomt, fordi riboflavin fra gæren er en fotosensibilisator i øl. Riboflavin, som er kendt som B2-vitamin, er gul og absorberer lys og spalter øllets isohumuloner. Isohumuloner dannes fra humles bitterstoffer ved kogning af urt under bryggeprocessen. Isohumuloner danner MBT, 3-methylbut-2-en-1-thiol ved oxidativ spaltning. MBT er kendt som stinkdyrs forsvar mod angreb. Øl udsat for sollys får derfor en meget gennemtrængende og ubehagelig lugt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig