Agerø

Agerø blev landfast med Mors omkring år 1876. Indtil da var folk afhængige af vejr og vind, og uden en båd var den eneste mulighed for en tur til den store nabo hen over det strømfyldte stræde ved lavvande.

Agerø havde dengang ingen kirke, så når en person døde, blev kisten ved lavvande transporteret over til en kirke på Mors. På den tid cirkulerede en gammel legende på øen. Den skildrede, hvordan en begravelsesceremoni udviklede sig til et sandt mareridt.

På dagen for begravelsen stormede det, og vandstanden var høj. Kisten var læsset på hestevognen, ligfølget ventede blot på lidt bedre vejr og fik lidt rigeligt at drikke. Da stormen havde lagt sig, nåede vognen over strædet, men kisten var i mellemtiden forsvundet i det frådende hav. Denne fortælling gav anledning til, at dæmningsbyggeriet blev sat i gang.

Ved udskiftningen i 17-1800-tallet blev gårdene som andre steder i landet flyttet ud fra landsbyen. Den lerede og næringsrige dyrkningsjord blev opdelt mellem bønderne. Mønstrene og den oprindelige struktur fra dengang er bevaret og ses stadig i form af jorddiger, levende hegn og gårdenes placering i landskabet.

Det meste af Agerø er dyrket landbrugsjord, og strandengene anvendes til græsning. Øen har i dag nogle få aktive landbrug, omkring 10 lystejendomme og et tilsvarende antal fritliggende huse. Så godt som samtlige gårde og huse ligger, som de altid har gjort i umiddelbar tilknytning til den gennemgående vej, Agerøvej, der løber i lige linje fra nord til syd.

På den nordvestlige del af øen ligger strandenge, et par små holme og det fredede område Stenklipperne.

Omtrent hele verdens bestand af den sjældne lysbugede knortegås lander på sit vinterophold fra november til maj ved de jyske kyster. Et af stederne er på toppen af Agerø, hvor nogle tusinde gæs overvintrer på strandengene ved Stenklipperne. Den arktiske gås var netop en af årsagerne til, at Fugleværnsfonden i 1982 besluttede sig for at købte det 26 ha stort område ved Stenklipperne.

I løbet af vinteren fylder gæssene deres fedtdepoter op, inden turen hen på foråret går retur mod nord til deres yngleområder på den arktiske tundra på den norske øgruppe Svalbard og et mindre antal til det nordøstlige Grønland.

Den lysbugede knortegås tilhører en højarktisk gåserace, og den udgør en af de mindste gåsebestande i verden. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening var der i 2024 kun omkring 7.000 individer i hele verden.

Som en del af naturplejen græsser der kvæg på strandengene. Uden en afgræsning ville egnene hurtigt vokse til med bl.a. tagrør, strandkogleaks, højt græs og andre planter med lav næringsværdi. På den måde bliver der nok føde til både den arktiske gås og andre fugle som vibe, strandskade, rødben og hjejle.