Anthony van Dyck

Van Dyck blev en eftertragtet portrætmaler for den italienske adel, og han udførte blandt andet portrætter af kardinal Maffeo Barberini, den senere pave Urban 8., og af hertug Ferdinand Gonzaga (1587–1626) i Mantova. I Genova arbejdede Van Dyck også for aristokratiet, og i sine talrige portrætter herfra, blandt andet af medlemmer af familien Balbi, udviklede han hele det repertoire af legemsstore portrætter, som han senere brugte i Antwerpen og London: rytterportrætter, store familiegruppeportrætter og fornemme enkeltportrætter.

I 1627 var han tilbage i Antwerpen, hvor han arbejdede på store opgaver for byens kirker, fx alterbilledet med Skt. Augustins vision, 1628, til Augustijnenkerk, og udførte nogle af sine bedste portrætter, bl.a. af kunstnervenner. Han påbegyndte desuden sin Ikonografi, en serie på 80 raderede og stukne portrætter af berømte samtidige.

Van Dyck fremstod nu som Europas førende portrætmaler, og i 1632 blev han udnævnt til hofmaler for Charles 1. i England og senere adlet. Hans portrætter af kongen, dennes familie og den engelske adel kom til at præge billedet af Stuart-hoffet og satte en ny standard for portrætmaleriet i England. Resten af hans liv virkede han næsten udelukkende som portrætmaler for kongehuset og adelen. Blandt de mest kendte arbejder fra denne periode er tre store rytterportrætter af kongen (fx 1633, Buckingham Palace, London) og det Tredobbelte brystbillede af Charles 1. (ca. 1635, Windsor Castle).

I 1638 giftede han sig med Maria Ruthven (1621-1645), med hvem han fik datteren Justina (1641-1690). Han havde desuden en datter med sin elskerinde Margaret Lemon (ca. 1614-1645).

Van Dyks sidste år var præget af sygdom og af de politiske vanskeligheder ved hoffet. Efter ophold i Antwerpen og Paris vendte han tilbage til London, hvor han døde i december 1641. Han blev begravet i Saint Paul’s Cathedral.