Appalacherne

Bjergkæden udvikledes hovedsagelig i perioden Karbon-Perm for ca. 330-270 mio. år siden, da det daværende nordamerikanske kontinent kolliderede med det daværende afrikanske. Ved kollisionen blev Nordamerikas kontinentrand med sine pålejrede palæozoiske sedimenter foldet og skudt ind over kontinentet. Store kulforekomster indgår i bjergkædens vestlige randområde.

Bjergene har betydning som rekreativt område; kendt og benyttet er vandringsruten The Appalachian Trail, der fører gennem otte nationalskove og to nationalparker fra Mt. Katahdin i Maine til Springer Mountain i Georgia. Højeste bjerg er Mt. Mitchell (2037 m).

Størstedelen af bjergene er skovdækket, men kun i nationalparkerne Shenandoah og Great Smoky Mountains er den oprindelige artsrige skov bevaret. Resten er genplantet og udnyttes forstmæssigt; det drejer sig især om løvfældende træsorter som eg, bøg, valnød og ahorn. Vandkraft og kulbrydning er væsentlige naturudnyttelser, mens landbruget kun har ringe økonomisk betydning, de fleste steder som følge af dårlige jorder.

Vandkraften udnyttedes tidligt ved The Fall Line langs skrænten til de atlantiske kystsletter, hvor USA's første industrier blev anlagt. Senere rykkede tyngdepunktet mod SV til Tennessee-floden, hvor man i 1930'erne opførte adskillige vandkraftværker (se TVA).

Kulbrydningen påbegyndtes i Pennsylvania 1768 (antracit) og bredte sig i 1800-t. sydpå til resten af det 200.000 km² store Appalacher-kulfelt. Trods minelukninger og gentagne kriser efter 2. Verdenskrig er feltet stadig et af verdens mest produktive.

De sydligste bjergegne hører til USA's fattigste og mest tilbagestående; dette på trods af milliardtilskud til fx vejbyggeri fra forbundsstat og delstater siden vedtagelsen af Appalachian Regional Development Act i 1965.