Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson kom til Christiania 1850 efter en barndom hovedsagelig tilbragt i Romsdalen. Han blev student 1852 og markerede sig tidligt som litteratur- og teaterkritiker. I 1857-1859 var han chef for Bergens Teater, og i 1865-1867 for Christiania Theater.

Sit digteriske gennembrud fik han med bondefortællinger som Synnøve Solbakken (1857) og En glad Gut (1860). Fortællingerne vakte opsigt ved deres knappe, fyndige stil, der lod datidens norske bønder fremstå som efterkommere af sagatidens mennesker. Men i deres indhold var fortællingerne stadig præget af romantikkens smag for idyller.

I en række historiske skuespil søgte han også sit stof i Norges sagatid; bedst er Sigurd Slembe (1862), der sikrede sin forfatter digtergage fra Stortinget. Endelig skrev den unge Bjørnson digte, gerne sangbare og bredt appellerende som Ja, vi elsker dette landet (1859), der blev Norges nationalsang.

Bjørnstjerne Bjørnson var præstesøn og beholdt sin barnetro til omkring de 45 år. I 1860'erne blev han fortrolig med Grundtvigs livssyn og sluttede sig til dansk-norske højskolekredse. Med dem ragede han dog atter uklar under signalfejden, hvor han 1872 foreslog danskerne at vise forsonlige signaler over for Tyskland, der i 1864 havde erobret Sønderjylland.

Derefter orienterede han sig mere mod den europæiske positivisme og trådte i forhold til det moderne gennembruds fører, Georg Brandes. Litterært gav denne nyorientering sig udtryk i problemdebatterende nutidsdramaer som En fallit (1875) og fortællinger som Magnhild (1877). Religiøst førte den til, at han brød med kirken, dog uden at opgive sin tillid til forsynet og den kristelige moral. Karakteristisk var det, at han bekendte sig til Charles Darwins udviklingslære, men forlængede denne ind i menneskelivet som en tro på sædernes højnelse.

Det er også Bjørnsons tanker om den sædelige udvikling, der siden førte til uoverensstemmelser med det moderne gennembruds mænd. I skuespillet En handske (1883) krævede han, at unge mænd før ægteskabet skulle være lige så seksuelt afholdende, som man hidtil havde forlangt af kvinder. Derved kom han i strid med Georg Brandes, for hvem ligestilling betød større seksuel frihed, også for kvinder. Deres veje skiltes i 1887 under Sædelighedsfejden.

Bjørnsons produktion var stor, men ujævn, og han skrev i de fleste genrer. Desuden blandede han sig bestandig i politik, såvel i Danmark som i Norge, og øvede stor indflydelse. Blandt hans mærkesager var skandinavismen, parlamentarismen og Norges selvstændighed i forhold til unionspartneren Sverige.

Fra 1890'erne agiterede han også for den internationale fredssag, ligesom han, der ellers var venstremand, viste stor sympati for den spirende socialisme. Desuden engagerede han sig til fordel for Europas undertrykte folkeslag, bl.a. slovakker, finner og sønderjyder.

• teater i Norge
• norsk litteratur
• En Hanske
• modtagere af Nobelprisen i litteratur