Camp Century

I 1951 fornyede USA og Danmark forsvarsaftalen for Grønland som del af samarbejdet i Atlantpagten. Thule Air Base blev afsløret for offentligheden året efter. Den var et centralt led i USA’s polarstrategi, der havde til formål på at sikre USA mod angreb fra Sovjetunionen hen over det arktiske område og særligt Grønland.

Omkring Thule-basen blev der anlagt en række mindre baser til militær forskning og udvikling. De første forsøg på at anlægge en base under Indlandsisen foregik i lejrene Site 2 og Camp Fistclench ca. 350 kilometer øst for Thule Air Base. Resultaterne var lovende, og heraf opstod ideen om at anlægge en større base gravet ned i isen.

Camp Centurys tunneler blev først pløjet ned i isen med en kraftig sneplov. Når den ønskede dybde var nået, blev der lagt metalplader over den åbne grav, som derefter blev dækket med løs sne. Når sneen var hærdet, kunne pladerne fjernes igen. Inde i tunnelerne blev der opbygget træbarakker og infrastruktur med vand-, el- og varmeforsyning.

Camp Century bestod af et omfattende tunnelsystem med en 330-meter lang “hovedgade” og 20 tilstødende tunneler. Her var der kvarterer til basens personale, messe, kontorer, forskningslokaler, værksted, postkontor, bibliotek, biograf, kapel og en afdeling til atomreaktorer. Af en samtidig dokumentarfilm om Camp Century, produceret af den amerikanske hær, fremgik det med et glimt i øjet, at basens kokke havde verdens største dybfryser til deres rådighed.

PM-2A var en trykvandsreaktor, der brugte højt beriget uran med ca. 93 % uran-235. Den var designet til at kunne levere op til 10 MW samlet effekt, heraf 1,5 MW elektrisk effekt. Reaktoren var modulær, og modulerne blev leveret til Thule Air Base med skib og derefter transporteret ind over isen til Camp Century på store traktortog, de såkaldte ”heavy swings”.

Reaktoren blev første gang gjort kritisk 3. oktober 1960. Efter nogle få dages drift opstod der problemer med et ”uacceptabelt højt” strålingsniveau i nærheden af reaktoren. Derefter blev reaktoren yderligere afskærmet med bly indtil et acceptabelt niveau var nået. En repræsentant fra den amerikanske hærs atomreaktorprogram forsikrede de danske myndigheder om, at uheldet ikke havde udsat basens personale for unødig eller overdreven strålingsfare.

Reaktoren overgik til normal drift på fuld kapacitet i marts 1961. Den blev lukket ned 9. juli 1963, og reaktorkernen fjernet 27.-28. september samme år. Resten af reaktoren blev fjernet i løbet af sommeren 1964. Mens reaktoren kørte, blev der efter aftale med danske myndigheder ledt lavradioaktivt spildevand ud i indlandsisen med en øvre tilladt grænse på 2,7 GBq om året.

Den danske journalist Paul Hammerich besøgte Thule Air Base i maj 1960 og skrev om Camp Century i Politiken 26. maj. ”Aarhundredets by” kaldte han den og lagde ikke skjul på, at basen var led i amerikanernes forberedelse på en eventuel ”total arktisk krig”. Hammerichs kommentar om en total krig i Grønland var en undtagelse i den danske avisomtale af Camp Century. Alle andre aviser fokuserede på mulighederne ved anvendelse af små atomreaktorer i Grønland eller den vigtige forskning, som blev blev udført i Camp Century.

De danske myndigheder forsøgte ad flere omgange at få udlandske journalister til at nedtone omtalen af Camp Centurys strategiske betydning i udlandske medier. Danmark blev nemlig presset af Sovietunionen til ikke at give amerikanerne for meget spillerum i Grønland, og det kunne være risikabelt, hvis Camp Centurys militære formål blev fremhævet i pressedækningen.

Spejdernes ophold i Camp Century blev dækket af pressen, og de skrev begge rejsebreve hjem til spejderblade og medierne. Efter aftale med Paul Hammerich blev Søren Gregersens rejsebreve trykt i Politiken. Kent og Søren optrådte også i en dokumentarfilm lavet af den amerikanske hær, der blev sendt på mange tv-kanaler i USA.

Under deres ophold hjalp de to spejdere til med forskellige opgaver og fulgte som vidt muligt hverdagens rutiner i lejren. De arbejdede for forskerne, der foretog iskerneboringer, og de hjalp til med forskellige praktiske opgaver omkring atomreaktoren. I en periode fik de overdraget ansvaret for basens bibliotek. Fritiden blev ofte tilbragt i biografen.

• Tekniske problemer i forhold til at vedligeholde det omfattende tunnelsystem og opretholde systemets kommunikationskanaler, bl.a. som følge af erfaringerne indhentet ved Camp Century

• Modstand mod Iceworm fra de to andre værn, nemlig flyvevåbenet, der var i fuld gang med at udvikle Minuteman-systemet, og flåden, der tilsvarende var i gang med at udvikle Polaris-systemet

• Forventede politiske vanskeligheder med at overbevise Danmark til at acceptere Iceworm, særligt i lyset af, at den danske statsminister Viggo Kampmann i 1961 havde præciseret, at den danske atomvåbenpolitik (nej tak til atomvåben på dansk jord i fredstid) også gjaldt Grønland.

Den danske regering blev ikke orienteret om Iceworm. Projektet blev først kendt, da danske historikere fandt det amerikanske udenrigsministeriums evaluering af Iceworm fra 1962 i nationalarkivet i Washington. Historikerne var i gang med undersøgelser til udredningen Grønland under den kolde krig, som udkom i 1997.

Affaldet omfatter det radioaktive spildevand fra reaktoren, men også biologisk affald fra Camp Centurys ”kloak” samt fysisk og kemisk affald. Forskerne vurderede, at det kemiske affald, særligt polyklorerede bifenyler, vil være mest farligt af de fire affaldstyper.

I 2021 konkluderede forskerne bag The Camp Century Climate Monitoring Programme, at der ikke er risiko for, at affaldet vil dukke op til overfladen før efter år 2100. Årsagen er, at snefaldet på stedet fortsat vil overstige afsmeltningen i dette århundrede.