Danmark - økosystem og miljøforvaltning

Der er også sket store ændringer i de økologiske kredsløb tidligere. Det danske landskab har været under stadig forandring, siden det blev formet af isen for mere end 12.000 år siden. Årsagerne er både naturlige og menneskeskabte. I en længere periode fra ca. 6000 f.Kr. til 500 f.Kr. var landet næsten helt dækket af en skov af lindetræer med bl.a. eg og elm. Derefter blev klimaet køligere og fugtigere. Så kom også bøgen til. Dyre- og plantelivet blev formet i en naturlig udviklingsproces; det betyder, at energien fra solen blev udnyttet effektivt, og grundstofferne cirkulerede i næsten sluttede kredsløb. Dette skovlandskab var et naturligt økosystem, indtil menneskene satte sig varige spor ved at rydde skoven til agerland. Danmark blev til et kulturlandskab.

Økosystemet Danmark er i begyndelsen af 2000-t. meget forskelligt fra det tidlige skovlandskab. Omsætningen af energi er blevet mange gange større, fordi vi i stigende grad supplerer energien fra sollyset med anden energi, fremstillet vha. fossile brændstoffer, fx olie og kul. Brugen af denne ekstra energi har tillige medført en øget stofomsætning. Stofkredsløbenes sluttede forløb er blevet afløst af mere åbne kredsløb med en stor transport af kemiske stoffer både ud af og ind i landet. Selvom denne udvikling er foregået over mere end 2000 år, var det først i 1900-t. og især efter 1950, at stofkredsløbene virkelig skiftede karakter.

I jernalderen begyndte de første store rydninger af skoven. Der skulle skaffes jord til dyrkning af afgrøder. Grunden til det åbne danske kulturlandskab var lagt, et landskab, der mest bruges til landbrugsdrift.

Det kræver en stadig tilførsel af energi at drive landbrug på samme måde som andre aktiviteter, der virker imod den naturlige udvikling af økosystemer. Hvis man ikke holder landbrugsjord ved lige, vil de naturlige økologiske processer bringe skov tilbage på de ryddede arealer.

I århundrederne efter jernalderens skovrydninger vekslede perioder, hvor skoven igen fik overtaget, med perioder med udvidelse af det dyrkede areal. Desuden var træ op til omkring 1800 den vigtigste energikilde til bl.a. opvarmning og det vigtigste råstof til bl.a. huse, redskaber og hegn. Husdyrene græssede også i skoven. Nogle steder forsvandt skoven, fordi den blev brugt til brændsel i fx glasindustrier og saltsyderier. Desuden lagde den danske krigsflåde og anden militær virksomhed især i 1500- og 1600-t. beslag på et utal af fuldvoksne egetræer.

Omkring 1600 var 20-25 % af landet skovdækket. Men i de næste 200 år blev skovene udsat for så hård en hugst, at skovarealet i året for fredskovsforordningen, 1805, var mindre end 4 % af landets areal — det mindste nogensinde. De nye bestemmelser om bl.a. genplantning medførte, at skovarealet igen blev udvidet, så skovene omkring 1990 dækkede ca. 12 % af landet. Men det var en helt anden skov. De fleste af de nyplantede træer var nåletræer, der vokser hurtigere end bøg og eg.

Den store nedgang i skovarealet fik i tiden frem til ca. 1700 flere virkninger på de økologiske kredsløb. Grundvandet steg over det meste af landet, nogle steder op til flere meter. Søer, moser og vandløb oversvømmede jorderne, og nye sumpe og kær blev dannet. Det høje vandindhold medførte, at afgrødernes vækstsæson blev forkortet til ca. 100 dage, og at jordbunden blev mere sur. Yderligere havde sandflugten taget et sådant omfang, at ca. 5 % af Jyllands areal måtte opgives til dyrkning. Også sandflugten var en følge af udnyttelsen af skovene, der oprindelig strakte sig helt ud til kysten. Sandflugten lukkede mange vandløb og bidrog derved til at hæve grundvandsspejlet. Endelig fik landbrugsjorden i stadig mindre omfang tilbageført de plantenæringsstoffer, der blev taget bort ved høst af afgrøder; især blev der mangel på kvælstof.

I 1700- og 1800-t. blev denne udvikling vendt. Det ændrede på ny landskabets udseende og de økologiske kredsløb. Sandflugten blev bekæmpet efter de nye bestemmelser i sandflugtsloven af 1792. Jorden blev kalket med mergel, og landvindingsprojekter skabte et større areal til landbrug. Man sænkede grundvandstanden ved bl.a. at regulere vandløb og anlægge et tæt netværk af kanaler og grøfter i markerne. Jordens kvælstofbalance blev væsentlig forbedret, da man indførte kulturkløver og andre bælgplanter i sædskiftet. Disse bælgplanter lever i symbiose med mikroorganismer, der kan omdanne frit kvælstof til en kvælstofforbindelse, som planterne kan bruge til deres vækst.

Resultatet blev det landskab, som er foreviget i guldalderens maler- og digtekunst – og måske navnlig dens efterklange: Grønne bøgeskove med hjorte ved vandhullet, levende hegn og kløvermarker. Sådan så store dele af det østlige Danmark ud omkring 1830. I Vest- og Midtjylland var det især de vidtstrakte heder, der havde kunstnernes interesse. Ændringerne var da heller ikke så omfattende på de jyske sandjorder som på morænejorden i de østlige egne. Guldalderkunstens opfattelse af det danske landskab blev for mange danskere siden hen også billedet på ægte dansk natur. Skønt det i virkeligheden var menneskeskabt.

Stenkul og jern blev især gennem 1500- og 1600-t. de vigtigste nye råstoffer, efterhånden som træ blev en mangelvare. Det var importerede stoffer, der derved kom til at spille en stigende rolle i de økologiske kredsløb. Forbruget fortsatte med at stige langt ind i 1900-t. Stenkullene blev senere suppleret med andre energikilder, først og fremmest olie og gas. Det danske landskab var således ikke længere i stand til at forsyne befolkningen med tilstrækkelig energi. I stedet tog man hul på de fossile brændstoffer fra energilagre, der var skabt af plantevæksten flere hundrede mio. år tidligere. Energiforbruget voksede langt hurtigere, end antallet af danskere gjorde. Man kan derfor bruge energiforbruget både som et mål for levestandarden og som et udtryk for påvirkningen af de økologiske stofkredsløb.

Ved 1900-t.s begyndelse var det årlige energiforbrug til opvarmning af huse, fremstilling af elektricitet, transport og industriel virksomhed ca. 50 PJ (petajoule = 10¹⁵J). I 1960 blev der brugt ca. 300 PJ, og 15 år senere ca. 800 PJ. Det meste af energien blev anvendt i byerne og til transport. Men også i landbruget voksede energiforbruget hastigt.

I årene lige før 2. Verdenskrig var landbrugets energiforbrug ud over energien fra sollyset ca. 8 PJ, hvoraf det indirekte forbrug i form af industrielt fremstillet gødning (handelsgødning) var ca. 2,5 PJ. I 1970 blev der brugt 6 gange så meget, og ti år senere var det indirekte energiforbrug steget yderligere. Dermed var forbruget af den ekstra energi, der supplerede energien fra solen, 10-doblet på 50 år. Det gav da også et større udbytte, men den producerede mængde fødevarer blev kun forøget med ca. 40 % i samme periode. Stigningen i det ekstra energiforbrug blev derfor ikke modsvaret af en tilsvarende stigning i udbyttet.

Det øgede energiforbrug medvirkede til ændringer i landets økologiske kredsløb. Ved afbrænding af stenkul, olie og gas blev der udsendt stigende mængder af kuldioxid, svovldioxid og kvælstofilter til luften foruden sod og støvpartikler med bl.a. tungmetaller som cadmium, kviksølv og bly. Desuden blev dannet slagger og aske, hvoraf det meste blev anbragt på affaldspladser. Ved udsivning fra disse pladser blev bl.a tungmetallerne ført ud i omgivelsernes stofkredsløb.

Den stigende produktion af varer forøgede på samme måde cirkulationen af stoffer. Der kom desuden mange nye kemiske forbindelser, som ikke fandtes tidligere, fx PCB og pesticider. Disse stoffer blev udledt til jorden, luften og vandet eller blev opsamlet på bl.a. lossepladser. Mængden af fast affald voksede fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne fra ca. 5 mio. t til ca. 9 mio. t. Det var næsten 2 t for hver dansker. Der har i begyndelsen af 2000-t. været stigende fokus på genanvendelse, således at mere end 60 % af den producerede affaldsmængde i 2012 blev indsamlet til genanvendelse.

Landbrugets struktur og driftsform har i særlig grad forandret sig efter 1950. Der blev færre, men større bedrifter. Mekanisering og specialisering tog yderligere fart. Bedrifter med husdyr blev koncentreret i landets sydvestlige egne. Flere fik rene kvæg- eller svinebesætninger og færre en blandet besætning. Antallet af svin voksede fra ca. 3 mio. i 1950 over 10 mio. i 1980 til 12 mio. i 2015, mens kvægholdet faldt fra ca. 3 mio. stk. i 1950 til ca. 1,5 mio. i 2015. I Østjylland og på øerne blev plantedyrkningen dominerende og arealet med korn udvidet på bekostning af arealer med græs og rodfrugter. Samtidig voksede forbruget af energi, handelsgødning og pesticider. Den uensartede fordeling af landbrugsproduktionen i landets forskellige egne medførte bl.a., at nogle husdyrbedrifter producerede mere gødning, end afgrøderne på bedrifternes arealer kunne bruge.

Indtil 1940 var affald fra husdyr den vigtigste form for gødning. Men fra 1950 steg forbruget af importeret, industrielt fremstillet kvælstofgødning til ca. 120.000 t i 1960 og ca. 400.000 t i 1980. Dertil kom stigningen i husdyrgødning pga. det øgede svinehold, fra ca. 50.000 t omkring 1900 til mere end det tredobbelte i begyndelsen af 1990'erne.

Efterhånden som der blev bragt mere kvælstof i kredsløb på landbrugsarealerne, bredte stigende mængder sig til andre dele af landet. I perioden 1950-80 steg tilførslen af kvælstof til landbruget fra ca. 100 kg pr. ha til mere end det dobbelte, mens der blev fjernet 1,5 gange så meget i form af landbrugsprodukter. På denne måde blev en stadig mindre andel af det tilførte kvælstof indbygget i landbrugsprodukter, og tabet af kvælstof til omgivelserne var tilsvarende større. I midten af 1980'erne var tabet endnu større. Omkring 230.000 t sivede gennem jorden til grundvandet eller ud i vandløbene, søerne og havet, og ca. 100.000 t blev sendt ud i luften.

I vandmiljøet medførte stigende mængder af organisk stof fra husholdninger og industri iltsvind og fiskedød. Udledningen af kvælstof og fosfor gav desuden stadig flere tilfælde af kraftig algevækst med iltsvind og fiskedød til følge. Indholdet af nitrat-kvælstof i grundvand, der blev brugt af vandforsyningerne, blev tredoblet fra 1950'erne til 1980'erne. Nogle steder nåede nitratindholdet op over 45 mg kvælstof pr. l grundvand. Udsendelsen af især svovldioxid og kvælstofilter til luften skadede mennesker, dyr og planter, bygninger og materialer og bidrog til forsuring af land- og vandområder. Nogle steder blev der udledt så store mængder tungmetaller, pesticider og andre miljøgifte, at fisk og planter døde eller var uegnede som menneskeføde, fordi de indeholdt for meget gift.

Udviklingen mod mere åbne kredsløb med en større stoftransport fra et område til et andet foregik ikke alene inden for det danske landskab. Danmarks "eksport" og "import" af kemiske stoffer voksede også. Det var først og fremmest luftbårne stoffer, men også stoffer i havet. I begyndelsen af 1990'erne blev der fra Danmark hvert år udsendt ca. 100.000 t svovl (svovldioxid), hvoraf det meste blev ført bort til andre lande. Til gengæld modtog vi ca. 34.000 t, mest fra Tyskland og England.

I modsætning til svovldioxid faldt det meste af det udsendte ammoniakkvælstof, der især kom fra landbrugsarealerne, igen ned over Danmark, ligesom der kun kom en mindre del hertil fra andre lande. Den samlede afsætning af nitrat- og ammoniakkvælstof blev tredoblet fra ca. 1950 til 1980. På den måde blev kvælstof spredt ud over hele det danske landskab og virkede som ekstra gødning for planterne. Det påvirkede de økologiske kredsløb, især i næringsfattige søer, moser og heder.

De omfattende og stadige skift i landskabets økologiske kredsløb forstærkede i 1960'erne behovet for indgreb. Det afspejles bl.a. i omfanget og karakteren af den offentlige indsats på miljøområdet. I perioden 1945-85 blev udstedt flere love, der havde betydning for udviklingen i "de ydre omgivelser", end i de foregående 200 år. Men det var især i tiåret inden og i årene efter Miljøbeskyttelsesloven af 1974, at reguleringerne fik afgørende indflydelse på energiforbrug og stofkredsløb.

I begyndelsen rettede lovgivningen sig mest mod at begrænse spredning af stoffer til luft, jord og vand. Midlet var rensning og i mindre grad en indsats over for produktionsform og forbrugsmønster. "Forureningsbekæmpelse" kom før "miljøbeskyttelse". Det kan også aflæses af navnet på det nye ministerium, der i 1971 blev oprettet til at forestå lovgivning om "det ydre miljø". Ministeriet for forureningsbekæmpelse blev i 1973 til Miljøministeriet. En af de første store opgaver for det nye ministerium var at bekæmpe forurening af vandløb, søer og havområder.

Før 1950 blev det meste spildevand fra husholdninger og industrier sendt ud i vandløb, søer og hav uden egentlig rensning. Derefter blev rensningen gradvis forbedret. Fra omkring 1975 til midten af 1980'erne modtog de kommunale rensningsanlæg hvert år en spildevandsmængde svarende til ca. 10 mio. p.e. (personækvivalenter). I 1970 blev 20 % af spildevandet behandlet biologisk. 15 år senere passerede ca. 80 % igennem biologiske og biologisk-kemiske rensningsanlæg, og i begyndelsen af 1990'erne gennemgik ca. 90 % af spildevandet en videregående rensning. I midten af 1980'erne blev der udledt ca. 24.000 t kvælstof, ca. 7000 t fosfor og 72.000 t organisk stof fra rensningsanlæggene til vandmiljøet. I samme periode var industriens bidrag ca. 5000 t kvælstof, ca. 3500 t fosfor og 50.000 t organisk stof.

Der blev foretaget tilsvarende indgreb over for bl.a. kraftværkers og industriers udledning af støvpartikler, svovldioxid og kvælstofilter til luften. Desuden blev der bygget højere skorstene og længere spildevandsledninger. Det "fortyndede forureningen".

Disse reguleringer blev i stigende omfang kombineret med indgreb over for selve forureningskilden. Fx erstattede man brændsler med højt indhold af svovl og tungmetaller med brændstoffer, der forurener mindre. Pesticid-handlingsplanen fra 1986 havde til formål over en tiårs periode at halvere forbruget af pesticider, der omkring 1985 var på næsten 11.000 t. Desuden skal nye kemiske stoffer og produkter efter Kemikalieloven af 1980 vurderes af miljømyndighederne, inden de tages i brug.

Via regulering blev det danske forbrug af freon (CFC) formindsket med 60 % i perioden 1986-92. Man foretog også indgreb over for forbruget af tungmetaller. Fx faldt udslippet af bly fra biler fra ca. 900 t i 1977 til ca. 30 t i 1993. Det skyldtes bl.a. lavere afgifter på blyfri benzin i forhold til blyholdig og bilbranchens reaktion på befolkningens stigende miljøbevidsthed. Salg af blyholdig benzin stoppede i Danmark i 1994 og siden i det meste af den vestlige verden.

Den øgede interesse for miljøet blev fra omkring 1970 ledsaget af ønsket om i højere grad at benytte det åbne land til rekreative formål. Det var særlig udtalt i bybefolkningen, der i 1970 talte omkring 80 % af den samlede befolkning mod ca. 40 % ved århundredets begyndelse. Behovet var bl.a. betinget af længere ferier, kortere arbejdstid og en større pengerigelighed. Fra midten af 1980'erne rettede man desuden opmærksomheden mod turisme i et rent miljø og en afvekslende natur som national indtægtskilde.

Lovgivningen fik i stigende grad det dobbelte sigte at forbedre miljøet og skabe mere "natur". Nogle regler blev til på dansk initiativ, andre i samarbejde med de øvrige EU-lande. Til de første hørte bl.a. en serie handlingsplaner, der skulle begrænse stofudledningen til vandmiljøet. Efter Vandmiljøplanen af 1987 var målet at halvere udledningen af kvælstof og nedbringe udledningen af fosfor med 80 % i løbet af 5 år. Midlerne var yderligere rensning af spildevandet fra husholdninger og industrier og omlægning af landbrugets driftsformer.

Det lykkedes ikke at realisere alle Vandmiljøplanens mål inden for tidsfristen. Men allerede få år efter iværksættelsen medførte planen ændringer i landskabets udseende og i de økologiske stofkredsløb. I 1993 var udledningen af fosfor til vandmiljøet nedbragt til nær det planlagte, mens kvælstofudledningen næppe var ændret. Virkningerne på vandmiljøets plante- og dyreliv var endnu kun få og spredte. Derimod bar det åbne land iøjnefaldende tegn på virkeliggørelsen af nogle af de nye reguleringer. De brune og sorte marker, der havde domineret vinterlandskabet i de foregående 30-40 år, blev efterhånden afløst af grønne marker dækket af plantevækst. Det var især et led i bestræbelserne på at nedsætte udvaskningen af nitrat-kvælstof til grundvandet.

Efter mere end 30 års fravær var hele marker i 1993 dækket af røde valmuer og blå kornblomster. Denne braklægning skal bidrage til at begrænse forbruget af bl.a. energi og gødningsstoffer. Men sigtet er først og fremmest at sænke produktionen af landbrugsprodukter. Det er også formålet med andre reguleringer inden for EU-samarbejdet, bl.a. ordningen om marginaljorder, fx lavtliggende enge og sandede jorder, der ikke længere skal dyrkes intensivt, men enten ligge udyrkede hen, tilplantes med skov eller bruges til fx græsning af husdyr.

Søer, vandløb og våde landområder, der gennem de foregående århundreders afvandingsarbejder var omdannet til landbrugsjord, bliver nu genskabt ved naturgenopretning og restaurering. Vandløb spiller en stor rolle i vandets kredsløb. I begyndelsen af 1700-t. gravede man mange tusinde km grøfter som led i et omfattende arbejde med at afvande landbrugsområder. Fra slutningen af 1800-t. indledtes en ny serie af afvandingsprojekter, og nu blev også de vandløbsnære arealer inddraget. Samtidig blev mange åbne grøfter og små vandløb rørlagt, markernes vandhuller blev tørret ud eller fyldt op, og vandløb blev rettet ud til lige kanaler. Der blev lagt flere dræn, og vandløbene blev systematisk renset op og vedligeholdt, så markerne kunne holdes tørre. På denne måde blev vandets vej fra land til hav kortere. Men derved blev levevilkårene for vandløbenes planter og dyr forringede, og det nedsatte vandløbenes evne til at omsætte fx husspildevand og gødningsrester. Denne udvikling blev vendt med Vandløbsloven af 1982, så den tidligere form for vedligeholdelse gradvis er blevet afløst af nye metoder, der både tager hensyn til plante- og dyrelivet og sikrer afledningen af vand fra markerne. Der anlægges også dyrkningsfri zoner langs vandløb, søer og læhegn. Så kan gødningsstoffer og pesticider ikke så let spredes fra markerne til disse "natur"områder. Samtidig får de vilde planter og dyr bedre levevilkår. Naturpleje af fx enge, overdrev og heder er blevet mere udbredt. Derved søger man at fastholde de karakteristiske træk i de danske landskabstyper. Med bl.a. Skovloven af 1989 er det hensigten at fordoble skovarealet i løbet af de næste 100 år.

Fra 1970'ernes begyndelse fik den offentlige regulering i stigende grad til formål at begrænse forbruget af energi og råstoffer. Energiforbruget er blevet mindsket, bl.a. ved bedre isolering af bygninger og ved brug af maskiner og apparater med et lavere energiforbrug. Stigende miljøafgifter på energiforbrug og øget brug af vedvarende energikilder som sol og vind har også betydning.

Stigningen i forbruget af råstoffer blev ligeledes mindsket, bl.a. fordi en større andel af affaldet genanvendes. Desuden lægger mange virksomheder deres produktion om, så der bruges mindre energi, færre råstoffer og skabes mindre affald. Det resterende affald skal endvidere kunne genbruges. Nøgleordene i denne form for produktion er renere teknologi og genanvendelse, der skal sikre, at miljøfarlige stoffer fra produktionen ikke slipper ud i omgivelserne, og at de producerede varer ikke skaber fremtidige miljøproblemer. På denne måde er udviklingen ved at vende, så de åbne stofkredsløb nu er på vej til at blive mere lukkede. Økologiske landbrug er et eksempel på virksomheder, der har arbejdet hen imod denne form for produktion.

Riokonferencen i 1992 har inspireret dansk miljø- og naturpolitik og sat sig spor i såvel landskabets anvendelse som energiforbrug og stofkredsløb samt befolkningens indflydelse på udviklingen af det bæredygtige samfund. Kommuner og regioner er således forpligtet til hvert fjerde år at udarbejde strategier for bæredygtig udvikling i form af lokale Agenda 21-planer.

Gennem 1990'erne blev det konventionelle landbrugsareal fortsat reduceret og forventes 2025 at udgøre 60 % af Danmarks areal, mens naturgenopretning og skovrejsning skaber nye naturarealer. Ud over især rekreative formål bidrager disse områder til at beskytte grundvandet og forøge den biologiske mangfoldighed. 1999-2003 gennemførtes det hidtil største naturprojekt i Skjern Ådal; det omfattede 2200 ha og kostede 254 mio. kr.

Efter Kyotoprotokollen fra 1997 forpligtede Danmark sig til at reducere udslippet af kuldioxid og andre drivhusgasser med 21 % 2008-12 i forhold til 1990; en anden forpligtelsesperiode med yderligere reduceringer er aftalt gældende for 2013-20.

• Danmark
• Danmark – kulturlandskabet
• Dansk landbrug
• Danmark – skovbrug
• Danmarks skove