Dansk Vestindien

Koloniseringen af de tre øer blev gennemført af Vestindisk-Guineisk Kompagni, der blev oprettet i 1671 med det formål at drive handel og etablere en dansk koloni i Caribien. Kompagniet fik monopol på handelen mellem Danmark, danske handelsforter i Vestafrika og kolonien Dansk Vestindien, hvilket gjorde det til en central aktør i den transatlantiske trekantshandel. I 1672 blev Sankt Thomas officielt koloniseret, hvor kompagniet oprettede en fast bosættelse. Senere, i 1718, blev Sankt John annekteret, mens Sankt Croix først blev en del af kolonien i 1733, da kompagniet købte øen fra Frankrig. I 1755 overtog den danske stat administrationen af kolonien.

Koloniens plantageøkonomi var dybt afhængig af slavegjort arbejdskraft fra Vestafrika, hvorfra omkring 110.000 slavegjorte afrikanere blev transporteret over Atlanten på danske skibe. Slaveri var en central del af den økonomiske struktur i Dansk Vestindien, og slaveriet blev opretholdt gennem et system præget af brutal tvang, systematisk vold og undertrykkelse. Arbejdsforholdene på plantagerne var ekstremt hårde, kendetegnet ved lange arbejdsdage, fysisk afstraffelse og høj dødelighed, ofte som følge af overanstrengelse.

Ud over selve plantagedriften spillede kolonien en afgørende rolle i den internationale handelsøkonomi, hvor særligt Sankt Thomas udviklede sig til et knudepunkt for kolonial handel. Hovedbyen Charlotte Amalie fik status som frihavn i 1764, hvor varer som sukker og rom produceret i Dansk Vestindien, blev eksporteret til Europa og Nordamerika. Charlotte Amalie var således en af de mest profitable transitbyer i regionen, hvor handelsmænd samledes for at købe og sælge varer, herunder mennesker.

Samtidig førte tiden med kraftig vækst kaldet den florissante handelsperiode til en voksende urban økonomi. Købmænd, rederier og spekulanter profiterede på varestrømme og finansielle transaktioner. Dansk Vestindien fungerede derfor ikke kun som en producent af sukker, men også som en international markedsplads, hvor kapital, arbejdskraft og varer cirkulerede i et større globalt økonomisk system, der var drevet af kolonial udbytning.

Den hvide befolkning bestod primært af plantageejere, handelsfolk og embedsmænd, men udgjorde ikke mere end 10 procent af befolkningen, og var således en minoritet. Den sorte befolkning – primært slavegjorte mennesker – var i overtal, og det lagde grunden til et system, hvor kontrol og straf skulle beskytte systemet mod slavegjortes modstand og oprør.

Dansk Vestindien var et samfund med et tydeligt racehieraki. Hvide menneskers tilværelse i det koloniale samfund var ofte økonomisk og socialt privilegeret, men også præget af frygt. For at opretholde kontrollen blev der anvendt systematisk vold, tortur og korporlige straffe. Sorte mennesker var uden juridiske rettigheder eller beskyttelse.

Såvel den hvide som den sorte del af befolkningen levede således i et samfund, hvor trusler, vold og frygt konstant var til stede – dog på meget forskellige vilkår. Hvor slavegjorte mennesker frygtede fysisk afstraffelse, seksuelle overgreb og familiesplittelse, frygtede slaveejere oprør og tab af kontrol. Denne terrorbalance var dog skrøbelig, og i 1848 udbrød et slaveoprør, som resulterede i afskaffelsen af slaveri i kolonien.

For de slavegjorte var hverdagen præget af fysisk slid, tvang og brutal undertrykkelse. Mænd, kvinder og børn arbejdede fra tidlig morgen til sen aften på plantagerne, især i sukkermarkerne og i de kogehuse, hvor saften fra sukkerrørene blev omdannet til råsukker.

Trods den konstante undertrykkelse fandt de slavegjorte måder at udvise modstand på. Nogle flygtede til de svært tilgængelige bjergområder, andre udførte skjult sabotage ved at forsinke arbejdet, ødelægge værktøj eller simulere sygdom. Der blev også afholdt forbudte ceremonier i hemmelighed, hvor de slavegjorte praktiserede og bevarede deres kulturelle, religiøse eller sproglige rødder.

Modstanden mod slaveri blandt de slavegjorte viste sig konstant gennem århundrederne, hvilket førte til flere oprør, herunder det store oprør på Sankt Jan i 1733 og senere oprøret på Sankt Croix i 1848, hvor de slavegjorte, under ledelse af John Gottliff (også kendt som General Buddhoe), pressede guvernøren Peter von Scholten til at erklære deres frihed.

Selvom slaveriet formelt blev afskaffet i 1848, fortsatte hårde arbejdsforhold under kontraktarbejdssystemer. En af de mest markante konsekvenser var Fireburn-oprøret i 1878, hvor frie kontraktarbejdere, utilfredse med de fortsat undertrykkende arbejdsforhold, satte ild til store dele af Frederiksted og omkring 50 plantager på Sankt Croix. Fireburn står som et symbol på den vedvarende modstand mod uretfærdighed i Dansk Vestindien og understreger de vanskelige forhold, der fortsatte længe efter slaveriets ophør.

Slaveriets afskaffelse faldt sammen med, at man kunne udvinde sukker af sukkerroer i Europa, og det europæiske sukkermarked var ikke længere afhængig af caribisk rørsukker. Det betød at den caribiske sukkerproduktionen faldt drastisk, og Dansk Vestindiens økonomi begyndte at gå tilbage. Plantageejere havde svært ved at tilpasse sig en ny økonomisk model uden adgang til billig tvangsarbejdskraft, og kolonien blev i stigende grad en økonomisk byrde for Danmark.

Allerede i 1867 og igen i 1902 forsøgte Danmark at sælge de vestindiske øer til USA, men forhandlingerne brød sammen begge gange. I 1867 strandede aftalen på politisk modstand i den amerikanske kongres, mens salget i 1902 blev godkendt af både USA og den danske regering, men endte med at blive nedstemt i Landstinget, hvor konservative kræfter modsatte sig afståelsen af kolonien. I 1917 gik forhandlingerne igennem, og Dansk Vestindien blev solgt til USA for 25 millioner dollars i guld – en sum der svarede til omkring en fjerdedel af den danske stats årsbudget på det tidspunkt. Som en del af forhandlingerne sikrede Danmark sig også USA's anerkendelse af Danmarks suverænitet over Grønland.

Salget markerede afslutningen på Danmarks tilstedeværelse i Caribien og et kapitel i landets historie, der var bygget på økonomisk udnyttelse og systematisk tvangsarbejde. Det dansk-ejede Østasiatiske Kompagni (ØK) bevarede kontrol over Frihavnen i Charlotte Amalie på Sankt Thomas frem til 1994. hvilket gjorde frihavnen til en af de sidste danske økonomiske forbindelser til den tidligere koloni.

Dansk Vestindien blev omdøbt til U.S. Virgin Islands og kom under amerikansk kontrol som et unincorporated territory, hvilket vil sige et område, der tilhører USA, men som ikke nyder samme juridiske status som landets øvrige administrative enheder. I praksis betyder det blandt andet, at befolkningen på øerne ikke har ret til at stemme ved det amerikanske præsidentvalg.

• dansk slaverihistorie 1660-1848
• slaveri
• slaveriets afskaffelse
• danske tropekolonier
• trekantshandel
• kolonialisme