Saint Thomas' hovedstad, Charlotte Amalie, har en naturlig havn, som årligt besøges af mange krydstogtskibe.

.
Fort Christian i Charlotte Amalie.
Af .
Indgangen til Orville E. Kean Campus på Saint Thomas. Universitetet har afdelinger på Saint Thomas og Saint Croix.

Saint Thomas er den næststørste ø i U.S. Virgin Islands. Øgruppen var tidligere den danske koloni Dansk Vestindien, og øen kaldtes dengang Sankt Thomas. Øens areal er 83 km2, og indbyggertallet er 42.261 (2020). Befolkningen består overvejende af sorte (73,6 %) og hvide (12,6 %) indbyggere. Resten udgøres af mindre grupper, herunder personer med asiatisk og latinamerikansk baggrund (2020).

Faktaboks

Også kendt som

1666-1917: Sankt Thomas på dansk

Saint Thomas er en kuperet klippeø af vulkansk oprindelse med stejle bakker, smalle dale og få flade områder. Det højeste punkt er Crown Mountain (474 m). Klimaet er tropisk med en udpræget tørtid fra januar til april og en regntid fra maj til november, og orkaner kan forekomme især i sensommeren og det tidlige efterår.

Ud for øens sydøstlige spids ligger en række småøer. Blandt disse finder man Little og Great Saint James. Førstnævnte var fra 1998 til 2019 ejet af rigmanden Jeffrey Epstein, der i 2008 blev dømt for seksuelle overgreb mod mindreårige.

I dag er Saint Thomas hjemsted for Orville E. Kean Campus, som er en del af University of the Virgin Islands (etableret i 1962 som College of the Virgin Islands). Øens økonomi er domineret af turisme, især krydstogtindustrien, men også detailhandel, serviceerhverv og småskala fiskeri. Havnen i Charlotte Amalie er blandt de mest besøgte krydstogtdestinationer i verden. Øen har en levende kultur med årlige karnevaler, musik- og madfestivaler, der blander afrocaribiske, amerikanske og danske elementer.

I 1917 blev Saint Thomas solgt til USA som en del af Dansk Vestindien. Havneanlægget forblev dog på danske hænder indtil 1993, da ØK solgte det.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig