Dante Alighieri

Dante blev født i 1265 i Firenze, der var den største og rigeste by i Italien. Firenze lå klemt inde mellem pavestaten i syd, den franske konge mod øst og det tysk-romerske kejserrige mod nord. Derfor var bystyret nødt til at tage parti for enten paven (den religiøse magt) eller kejseren (den verdslige magt).

I Dantes ungdom var ghibellinerne – de kejsertro – blevet fordrevet, og guelferne var blevet opsplittet i to partier: de hvide (kejsertro) og de sorte (pavetro). Konflikterne mellem de to fraktioner førte til krige mellem bystaterne i Mellem- og Nordeuropa. I 1289 deltog Dante i et blodigt slag ved Campaldino, hvor Firenze sejrede over Arezzo.

Dante var af en velstående familie og tilhørte de hvide guelfer. Efter forældrenes tidlige død fik Dante ansvar for sine mindre søskende. Han blev som ung gift med Gemma Donati, som han var blevet forlovet med som barn (i et arrangeret ægteskab) og fik fire børn med hende. Han nævner ikke sin familie i sin digtning, selvom han skrev digte til mange kvinder; det var tidens skik.

I 1280’erne begyndte Dante at skrive, og han blev tidligt berømt for sine kærlighedsdigte. Snart blev han en af hovedfigurerne i den generation af unge digtere fra Bologna og Firenze, der skrev i ’den søde nye stil’, dolce stil novo, som Dante selv kalder den meget senere i Komedien (Purgatoriet, xxiv 56). Dante studerede i en periode i Bologna, hvor han lærte digteren Guido Guinizelli fra Bologna at kende.

I 1290’erne blev Dante involveret i Firenzes politiske liv, blandt andet fordi Bonifacius 8 var blevet pave i 1294. Bonifacius ønskede et udstrakt pavedømme, der ville fratage Firenze herredømmet over Toscana.

I sommeren 1300 blev Dante valgt som en af de syv priorer (rådmænd), der ledede byen for en periode af to måneder, og han promoverede sin pavefjendtlige politik. Uheldigvis for Dante støttede hans efterfølgere i priorembedet paven og hans allierede, den franske konge, der ville invadere Firenze. I januar 1302 blev Dante sendt i eksil.

Kort tid efter, den 10. marts 1302, blev Dante dømt til døden in absentia. Dødsdommen blev senere både bekræftet og ophævet, men Dante vendte aldrig tilbage til Firenze. Fra 1301 levede han i flere midt- og norditalienske byer, med længere perioder i Verona og i Ravenna. Selvom Dante arbejdede for sine mæcener, fik han tid til at skrive digte og fire filosofiske og retoriske værker – og ikke mindst Den guddommelige Komedie.

Dantes lyriske digte fra 1280’erne er kærlighedsdigte til kvinder med navne som Violetta, Lisetta, Petra og ikke mindst Beatrice. Navnene er opdigtede, men de henviser nok til virkelige personer.

Dante følger de konventioner for kærlighedspoesi, der var opstået i det 12. og 13. århundredes såkaldt høviske digtning i Sydfrankrig og det nordlige Spanien. Kvinderne er symboler eller allegorier for noget større, som navnene antyder; Beatrice betyder for eksempel ’den lyksaliggørende’.

Beatrice er Dantes kvindelige hovedperson i flere værker. I værket Nyt Liv (Vita Nuova, ca. 1294) indsætter Dante 31 af digtene til Beatrice i en prosafortælling om hans uforløste kærlighed. Dermed gør Dante Beatrice til den kvindelige hovedperson i sit forfatterskab.

I dette værk fremstiller Dante i prosatekst sin kærlighed til Beatrice som en åndelig oplevelse, der leder ham til en religiøs erfaring. Nyt Liv slutter med, at Dante lægger denne affære bag sig, og i den afsluttende sonet lover han Beatrice et større værk. Værket handler fremfor alt om at blive digter.

Læsere har undret sig over, hvordan Dante både kunne være gift og skrive til Beatrice (og andre), men middelalderdigte skal ikke læses som en direkte kilde til forfatterens selvbiografi. Det er ellers fristende, fordi Dante skriver i jeg-form og endda kalder sin hovedperson i Den guddommelige Komedie for Dante. At han aldrig skriver om sin kone eller børn, antyder, at hans værker bør bedømmes som litteratur og ikke historiske kilder.

Fra midten af 1290’erne blev Dante for alvor optaget af politik og begyndte at skrive allegoriske og moralske digte. Han skrev også fire stærkt stiliserede canzoner til en Petra, også kaldet la petrosa (den stenhårde). Ligesom den tilbedte er stenhård, dvs. både erotisk tiltrækkende og afvisende, er digtenes stil ’hård’.

I de første år i eksil skrev Dante Om veltalenhed på folkesproget, en uafsluttet poetik på latin fra ca. 1305-1307. Dante afviser, at latinen kan fungere som et fælles sprog, og hævder, at visse digtere – faktisk mest ham selv – er kommet tæt på at skabe det “ædle folkesprog”, der skal udgøre et nyt rigssprog i Italien.

I den ligeledes uafsluttede Convivio (‘Gæstebuddet’) udlægger Dante nogle af sine egne digte allegorisk. Convivio regnes for det første filosofiske værk skrevet på italiensk.

Der findes 10-13 breve fra Dantes hånd, flere fra årene omkring 1307-1313. Disse breve viser, at Dante håber, at den unge kejser Henrik 7. af Luxembourg kunne bringe fred til Italien.

I de såkaldte kejserbreve (5, 6 og 7) skriver Dante til kejseren og Firenzes indbyggere og opfordrer dem indtrængende til at gennemføre Henriks erobring. I det 13. brev (der dog muligvis ikke er ægte) dedikerer Dante tredje del af Komedien, Paradiset, til mæcenen Cangrande della Scala i Verona og viser, hvordan værket skal udlægges allegorisk som en fortælling om sjælens rejse mod Gud.

Brevene viser, at Dante fuldt ud beherskede de komplicerede regler for latinsk brevskrivning.

Dante arbejdede på Komedien fra ca. 1308 og frem til sin død i 1321. Den består af tre dele, Helvedet (Inferno) og Purgatoriet (Purgatorio), der formodentlig begge kom i cirkulation omkring år 1315, og Paradiset (Paradiso), der blev færdig kort efter hans død.

Den guddommelige komedie består af 100 sange, hver på ca. 140 vers, der rimer indbyrdes i et mønster, Dante har skabt til digtet (rima terza, terzinen). Tretallet, der hentyder til treenigheden, findes på mange niveauer, fra rimmønstret til inddelingen i tre hoveddele.

I den politiske afhandling De monarchia (Om monarkiet, 1314 eller senere) taler Dante for, at alene et kejserdømme kan sikre fred og retfærdighed. Det mest originale er hans skel mellem pavens og kejserens riger: Paven skal berede vejen for den himmelske perfektion, mens kejseren skal tage sig af menneskelivets perfektion i det jordiske.

Dante tilbragte sine sidste år i Ravenna, hvor han skrev et bevaret latinsk foredrag Quaestio de aqua et terra (’Kvæstion om vandet og jorden’), fra 1320. det blev holdt i Venedig og vidner om hans interesse for tidens naturfilosofi. Kort efter døde han og blev begravet i Ravenna.

I Firenze er der i kirken Santa Croce en kenotaf (et tomt gravmæle) til ære for den berømte digter, som byen hurtigt fortrød at have sendt i eksil.

• Italiens historie indtil 1350
• Italiens litteratur i 1300-tallet
• ghibelliner
• guelfer
• kejser
• pave
• dolce stil novo
• lyrik
• prosa
• allegori
• poetik
• høvisk litteratur
• naturfilosofi
• Vergil