Faktaboks

Wen Yiduo

闻一多

Wen Jiahua

Født
24. november 1899, Xishui, Hunan
Død
15. juli 1946, Kunming
Wen Yiduo.

Wen Yiduo var en kinesisk digter og litteraturforsker kendt for sit patriotiske og socialt orienterede sindelag.

Uddannelse og inspiration

Wen Yiduo havde modtaget en klassisk grunduddannelse, inden han i 1912 blev optaget på det prestigiøse Tsinghua Universitet i Beijing.

Kritisk tænkning

Efter tidligt at have markeret sig som redaktør, bl.a. på universitetets eget tidsskrift, begyndte Wen Yiduo i 1914 at publicere sine egne kritiske essays, der argumenterede for sproglige og sociale reformer. Da Fjerde maj-bevægelsen løb af stablen i 1919, var han således allerede en integreret del af de nye kulturelle strømninger.

USA

Mellem 1922 og 1925 studerende Wen Yiduo på Colorado Universitet i USA.

Kunstnerisk udtryk

Wen Yiduos lyriske produktion bærer i samme forstand præg af denne mangefacetterede eksponering: klassisk kinesisk poesi, angelsaksisk romantik og Fjerde maj-bevægelsens idealer om socialt engagement.

Litterær karriere

Selvom Wen Yiduo primært huskes som digter, var hovedparten af hans udgivelser inden for forskningens verden.

Digtning

Wen Yiduos første digtsamling, Røde kerter (ikke oversat til dansk), udkom i 1923. Digtene har rod i klassisk kinesisk og romantisk engelsk poesi og vakte stor bevågenhed i samtiden. Det samme gjorde hans anden samling, Dødvande (1928, ikke oversat til dansk), der i traditionen fra Lu Xun tematiserede afdækningen af samfundets mørke sider. Samlingen blev også hans sidste, inden han dedikerede sin tid til litteraturforskning.

De to første strofer af titeldigtet, ”Dødvande” (1927, på dansk i 1972), lyder:

Dette er en grøfts håbløse dødvande/blæsten kan ikke kruse dets overflade/Smid bare det gamle kobber og jernskrammel deri/skaf dig af med kålrester og fordærvet suppe//Måske kobberet bliver grønt som jade/og der vokser rustblomster på jerndåsen/Lad fedtet væve en silkeblød hinde/lad skimmelsvampe koge over med farvede skyer (oversat af Søren Egerod)

Litteraturforsker

Fra slutningen af 1920’erne koncentrerede Wen Yiduo sig primært om forskning i klassisk kinesisk litteratur og specialiserede sig bl.a. i den tidlige digtsamling Sangene fra Chu. Nogle af denne samlings mest berømte digte er tillagt statsmanden Qu Yuan, med hvem Wen Yiduo angiveligt følte en grad af beslægtethed – en dyb dedikation til sit land og dets traditioner, som ikke blev tilstrækkeligt værdsat i samtiden.

Offentlig intellektuel

Personligt var Wen Yiduo splittet mellem tradition og reform, æstetik og politik. Som offentlig intellektuel fremstod han imidlertid kompromisløs og kæmpede indædt for de venstreorienterede strømninger i samfundet.

Død

Grundet sine markante politiske holdninger var Wen Yiduo naturligt nok en torn i øjet på den nationalistiske regering, og han blev i 1946 likvideret af Guomindang-agenter i Kunming.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig