Det grønlandske flag er vandret delt af hvidt over rødt og har en cirkelrund skive som er forskudt mod flagstangen. Skivens øverste halvdel er rød, den nederste halvdel er hvid. Flagets navn er Erfalasorput, som betyder »vores flag« på grønlandsk. Flaget blev indført i 1985.

Grønlands flag
Af .

Det grønlandske flag Erfalasorput blev hejst første gang i 1985 på Grønlands nationaldag 21. juni. Flaget er tegnet af den grønlandske maler og grafiker Thue Christiansen (1940-2022), og det blev valgt blandt mange indkomne forslag.

Faktaboks

Etymologi

Erfalasorput er grønlandsk og betyder 'vort flag'.

Symbolet, den opgående sol over polarisen, står for lyset og varmens tilbagevenden ved midsommer. Dannebrogsfarverne rød og hvid viser tilknytningen til Danmark og Norden. Flaget kan benyttes overalt i Danmark uden særlig tilladelse.

Hjemmestyret og det grønlandske flag

Grønland fik hjemmestyre i 1979, og dermed blev spørgsmålet om et grønlandsk flag aktuelt. I 1970’erne var der kommet flere forskellige forslag, og i 1980 udskrev Landsstyret en flagkonkurrence.

Der indkom mere end 600 forslag. Et flagudvalg med Grønlands første landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt, i spidsen nåede dog ikke til en konklusion.

Debat om flagets symbolik

Der var tre hovedpositioner i den grønlandske flagdebat: Én gruppe ønskede et flag inspireret af Dannebrog, som kunne lede tankerne hen på Rigsfællesskabet og det nordiske samarbejde. En anden gruppe ønskede et flag uden kors, som kunne understrege grønlændernes egenart som inuit. Endelig ønskede nogle, at Dannebrog fortsat skulle være det eneste flag i Grønland.

Valget af Thue Christiansens forslag

I 1984 blev det besluttet at vælge mellem to forskellige design: Thue Christiansens rød-hvide flag med solskiven og et nordisk korsflag, grønt med hvidt kors, foreslået af den danske redaktør og heraldiker Sven Tito Achen.

Tanken om en folkeafstemning blev opgivet. I stedet tog Landstinget i 1985 stilling ved en skriftlig, hemmelig afstemning. Christiansens flag vandt med 14 stemmer, Achens flag fik 11 stemmer. Det nye grønlandske flag blev hejst officielt første gang d. 21. juni 1985.

Det nationale symbol Erfalasorput

Erfalasorput er i dag et nationalt symbol, som samler alle grønlændere, og som ses overalt i byer og bygder og på fartøjer indregistreret i Grønland. I Danmark og på Færøerne kan alle anvende det grønlandske flag uden særlig tilladelse.

Flagets udseende og brug reguleres af en landstingslov fra 1985. En bekendtgørelse fra 2008 fastsætter et antal flagdage, hvor der flages fra offentlige bygninger. Rigsmyndighederne i Grønland, herunder rigsombudsmanden, domstolene, Forsvaret og politiet, anvender Dannebrog som splitflag.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig