Guldkysten

I 1471 nåede portugisiske handelsfolk til Guldkysten, og uden om de arabiske guldhandlere indledte de guldhandel med forskellige akan-riger. Portugiserne etablerede først et fort ved nutidens Elmina og efterfølgende i blandt andet Axim og Accra. Portugal havde i en periode på knap hundrede år monopol på handel med guld, og der tilflød på den måde betydelige indtægter fra Guldkysten til den portugisiske konge.

Efterhånden kom franske, engelske og hollandske skibe og handelsfolk på banen og udfordrede det portugisiske monopol. I de følgende 200 år anlagdes 25-30 europæiske forter på kysten. Dette var en periode med stor rivalisering mellem de europæiske handelsmagter som bekæmpede hinanden indbyrdes, ofte i alliance med forskellige lokale eliter.

I 1642 brød hollænderne det portugiske monopol og indtog blandt andet Elminafortet, som blev omdrejningspunkt for guld- og slavehandel. Herefter forsøgte både englænderne, svenskerne og danskerne at etablere sig på Guldkysten. Særligt englænderne opnåede tilstedeværelse ved at bekrige hollænderne og kunne blandt andet indtage Cape Coast Castle.

Europæernes tilstedeværelse og øget handel med guld og andre varer førte til store samfundsmæssige og politiske forandringer i Guldkysten.

Fra 1658 havde Danmark etablissementer på Guldkysten. I perioden 1660-1680 blev den danske handel forestået af Glückstadtkompagniet, som oprettede to handelsforter, Frederiksborg i Fetu samt Christiansborg i Accra. Førstnævnte solgtes imidlertid til englænderne i 1685. Dette kompagni efterfulgtes af Vestindisk-guineisk Kompagni, som dog først selv forestod handelen fra 1698. Senere oprettedes flere mindre forter længere østpå. Fra 1754 vekslede administrationen mellem kongeligt styre og private kompagnier, indtil kronen i 1792 endeligt overtog forterne.

Frem til begyndelsen af 1700-tallet var danskerne overvejende interesseret i guld, hvorefter slavehandelen til Vestindien blev dominerende. I perioden 1660 til 1803 transporterede dansk-norske skibe omkring 100.000 slavegjorte fra Vestafrika. Derefter blev dansk slavehandel ud af Afrika forbudt.

Forterne var centrum for de danske guvernører og den danske koloniadministration. Samtidig foregik der handel med varer og slavegjorte mennesker. Livet ved handelsforterne var præget af kontakten med de omkringliggende bysamfund, som blandt andet fungerede som mellemled i handel. Dette var udbredt ved Christiansborg Fort, som lå i Gã-byen Osu. Et resultat var blandede ægteskaber (også kaldt cassareægteskaber), hvor danske (og europæiske mænd) giftede sig med kvinder fra familier i områderne omkring forterne. Disse ægteskaber var betydningsfulde i forhold til at indgå i alliancer og skabe handelsforbindelser.

I 1800-tallet forsøgte man at etablere plantagedrift og udbygge et dansk overhøjhedsområde på begge sider af Voltafloden. Men konkurrencen fra briterne gjorde det umuligt, og danskerne solgte i 1850 deres rettigheder i området til Storbritannien.

Efter overtagelsen af de hollandske og danske besiddeler etablerede Storbritannien en egentlig koloni (Guldkystkolonien). Ved den britiske kolonisering i 1800-tallet kontrolleredes guldhandelen af Asantehenen (Asante-kongen), og guld er fortsat blandt Ghanas vigtigste eksportvarer.

• Ghanas historie
• slaveri
• slaveriets afskaffelse
• kolonialisme
• danske tropekolonier

• Per Hernæs (red.), Vestafrika. Forterne på Guldkysten. Gads Forlag, 2017.