Italo Balbo

Italo Balbo var en italiensk officer og fascistisk politiker.

Balbo kæmpede i den italienske hær under 1. Verdenskrig, hvor han modtog udmærkelser for tapperhed og blev forfremmet til officer. Efter krigen fuldførte han afbrudte studier i samfundsvidenskab i Firenze, hvorpå han vendte tilbage til sin hjemby Ferrara på Po-sletten.

Balbo sig i 1920 til fascismen, og fra 1921 var han leder af den lokale afdeling af den fascistiske bevægelse i Ferrara. Under hans ledelse udviklede fascismen her sig til en af de stærkeste og mest voldelige i Norditalien. Ferraras fascister gennemførte, ofte med Balbo selv som aktiv, hyppige terroristiske angreb, kendt som straffeekspeditioner, mod modstandere fra den socialistiske arbejderbevægelse. Volden sikrede på kort tid fascisterne og Balbo den reelle magt i Ferrara-provinsen.

I 1922 deltog han som i Marchen mod Rom som en af marchens fire ledere. Han gjorde hurtigt karriere i den fascistiske bevægelse på nationalt plan og fra 1925 i den fascistiske regering. Her blev han underminister for luftfart fra 1926 og overtog i 1929 ledelsen af ministeriet fra Benito Mussolini. Balbo arbejdede på at opbygge det italienske luftvåben, men blev mere kendt for at lede stort anlagte eskadrilletogter over Atlanten i 1932-33, hvilket gav ham heltestatus, ikke blot i Italien, men også i USA.

Balbo blev udnævnt til guvernør i den italienske koloni Libyen i 1934, hvor han uden held forsøgte at gøre kolonien attraktiv for kolonister fra Italien. I 1930’erne støttede Balbo tankerne om at udvide Italiens kolonibesiddelser gennem den abessinsk-italienske krig, men var også, om end kun på de indre linjer, kritisk over for centrale dele af Mussolinis politik. Det gjaldt den antisemitiske lovgivning i 1938 og den stadig tættere alliance med Hitlers Tyskland.

Balbo omkom, da italiensk antiluftskyts ved en fejltagelse nedskød hans fly over Tobruk bort efter Italiens indtræden i 2. Verdenskrig i juni 1940.