Købeloven

Købeloven gælder ikke for køb, der er omfattet af den internationale købelov (CISG), jf. Købelovens § 1 a, stk. 4. CISG regulerer internationale købsaftaler og har forrang, når parterne har deres forretningssteder i forskellige lande, der har ratificeret konventionen.

CISG finder ikke anvendelse, hvis både sælger og køber har deres forretningssteder i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Dette skyldes, at de nordiske lande har nogenlunde den samme købelov.

Forbrugerkøb er et køb mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvor særlige regler i Købelovens §§ 72-87 finder anvendelse. De fleste af disse regler kan ikke fraviges ved aftale til skade for forbrugeren (forbrugerpræceptive).

Transaktionsfomålet med det købte i aftaleøjeblikket er det afgørende for, om der er tale om et forbrugerkøb. Dvs. man ser på formålet med det købte og ikke den faktiske anvendelse af det købte. Det afgørende for, om en aftale har karakter af en forbrugeraftale, er derfor, om den erhvervsdrivendes ydelse på tidspunktet for aftalens indgåelse var bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for medkontrahenten.

I visse tilfælde kan et køb anses for et forbrugerkøb, selv om køberen skal anvende genstanden i såvel privat som erhvervsmæssigt øjemed. Det afgørende er, om genstanden hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Lønmodtageres indkøb af genstande anses for forbrugerkøb, også selv om det købte skal benyttes ifm. lønmodtagerens udførelse af sit arbejde.

Købsaftaler, som indgås mellem to ikke-erhvervsdrivende, er som udgangspunkt ikke forbrugerkøb, men et civilkøb, medmindre et erhvervsdrivende mellemled indgår eller formidler aftaleindgåelsen for den ikke-erhvervsdrivende sælger, jf. Købelovens § 4 a, stk. 2.

Er ydelsen indkøbt mhp. anvendelse i offentlig virksomhed, fx stat og kommune, er der ikke tale om forbrugerkøb.

Både fysiske og (mindre) juridiske personer kan i dansk ret anses som forbrugere i lovens forstand. Som "erhvervsdrivende" i forbrugerkøbet anses personer, der udøver selvstændig, privat, økonomisk erhvervsvirksomhed inden for handel, industri, håndværk, transport, liberale erhverv, i den finansielle sektor mv., jf. også definitionen i markedsføringslovens § 2, nr. 2.

Det er ikke afgørende, om der er tale om en hoved- eller bibeskæftigelse, men aktiviteten skal have et erhvervsmæssigt præg, dvs. en fortsat karakter og et ikke helt ubetydeligt omfang. Et enkeltstående salg vil dermed som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at anse forbrugerens medkontrahent for erhvervsdrivende.

En person, som i et enkelt eller enkelte lejlighedsvise tilfælde videresælger en vare med fortjeneste, vil således ikke alene på det grundlag kunne anses for erhvervsdrivende. Der lægges med andre ord bl.a. vægt på transaktionshyppighed og kontinuitet.

Det er ikke en forudsætning for at blive anset som erhvervsdrivende, at man har fast forretningssted, men det kan indgå som et moment i vurderingen. Det er heller ikke afgørende, om der med virksomheden tilstræbes en økonomisk gevinst.

Det kan være vejledende, men ikke afgørende, om vedkommende sælger er momsregistreret, bogføringspligtig, registreret i "CVR-registeret", er omfattet af selskabsskatteloven eller foretager skattemæssige afskrivninger.

Der kan desuden lægges vægt på, om den pågældende har en erhvervsmæssig markedsføring i form af annoncering, firmabrevpapir o.lign. Foreninger, organisationer og sammenslutninger kan efter omstændighederne være erhvervsdrivende, hvis de udøver erhvervsprægede aktiviteter.

Organisationer, hvis formål udelukkende er velgørende, almennyttigt, politisk eller religiøst, anses som udgangspunkt ikke for erhvervsdrivende, hvad angår deres indsamlingsaktiviteter. Sådanne organisationer kan imidlertid anses som erhvervsdrivende, for så vidt angår organisationernes kommercielle aktiviteter, fx hvis der drives forlagsvirksomhed, arrangeres medlemsrejser, drives butikker mv.

Sportsklubber vil ofte have karakter af almennyttige foreninger, men efter en konkret vurdering af klubbernes aktiviteter og omsætning kan de undertiden anses for erhvervsdrivende. Fagforeninger og a-kasser er som udgangspunkt ikke omfattet af begrebet erhvervsdrivende, men sådanne organisationers aktiviteter kan efter en konkret vurdering anses for at være erhvervsmæssige.

Andelsbolig-, grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, gårdlav, almennyttige boligforeninger, bofællesskaber, kolonihaveforeninger, kollegier o.lign. anses som udgangspunkt ikke som erhvervsdrivende, hvad angår de dispositioner, som har til formål at varetage medlemmernes interesser i henhold til organisationens/foreningens formål.

Om boligforeninger mv. og deres evt. status som forbrugere, jf. Sonny Kristoffersen i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2018 102 ff.: Refleksioner over det civilretlige forbrugerbegreb, herunder om de almene boligorganisationer og boligforeninger har forbrugerstatus?

Handelskøb er et køb mellem erhvervsdrivende, som defineret i Købelovens § 4, stk. 1. Reglerne er deklaratoriske, dvs. de kan fraviges ved aftale mellem de erhvervsdrivende.

Et køb, der indgås mellem handlende, der handler i eller for deres bedrift, jf. Købelovens § 4, stk. 1, er således et handelskøb, fx ved køb og salg af lastbiler mellem to erhvervsdrivende – en lastbilsælger og en vognmand. Dvs. et køb, hvor både køber og sælger er erhvervsdrivende, og hvor købet indgås i forbindelse med deres virksomhed eller deres erhvervsmæssige aktiviteter. Det købte skal hovedsageligt anvendes i erhvervsøjemed, fx den købte lastbil skal udelukkende anvendes i vognmandsforretningen.

Det er ikke en betingelse i Købeloven, af det købte skal anvendes til videresalg. Køb af inventar, kontormøbler, kontorrekvisitter, biler til brug for transport af varer eller kundebesøg udgør fx handelskøb, når køberen og sælgeren er handlende. Der skal være tale om en egentlig handelsvirksomhed, derfor er landbrug eller fiskeri ikke at betragte som et handelskøb.

Heller ikke aftaler, som indgås af erhvervsdrivende, som driver liberalt erhverv, fx advokater, rådgivnings- og konsulentvirksomheder mv., anses for handelskøb, da der er tale om tjenesteydelsesaftaler, som ikke er omfattet af købelovens regler, men er i stedet er disse tjenesteydelsesaftaler omfattet af fx forældelseslovens regler.

Civilkøb er et køb mellem private parter, som ikke direkte er nævnt i Købeloven, fx på Den Blå Avis. En stor del af civilkøbsområdet er undergivet en særlig regulering gennem reglerne analogt (principperne) om forbrugerkøb. Man kan anvende handelskøbsreglerne analogt, hvis aftalen mellem de to private har et betydeligt merkantilt præg, medmindre andet er blevet aftalt mellem parterne.

Købeloven fastsætter regler for levering af varer og risikoens overgang fra sælger til køber. Hvis en vare skal sendes, overgår risikoen til køberen, når varen er overgivet til transportøren, medmindre andet er aftalt.

En vare anses for at have en mangel, hvis den ikke svarer til det aftalte eller ikke opfylder de krav, som køberen med rimelighed kan stille. I forbrugerkøb gælder en formodningsregel, der indebærer, at mangler, der viser sig inden for det første år efter leveringen, formodes at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælgeren kan bevise det modsatte.

Køberen skal reklamere inden for rimelig tid efter at have opdaget en mangel. I forbrugerkøb er der en absolut reklamationsfrist på to år fra leveringstidspunktet.

Hvis en vare lider af en væsentlig mangel, eller hvis der er væsentlig forsinkelse fra sælgerens side, kan køberen hæve købet.